1986 Château Liot, Sauternes, Bordeaux, Frankrig

Som en slags dessert – og til brug for desserten – fik bestyrelsen lov til at gå på jagt i Jens’ vinkælder efter endnu en flaske … eller to. Som de ihærdige folk vi er, så fandt vi to ældre, støvede flasker.

Den første var en genganger, nemlig en 1982 Weingut Graf Wolff Metternich, Durbacher Schloßberg Spätburgunder Weißherbst Kabinett, Baden, Tyskland. Den har jeg tidligere skrevet om, og denne gang smagte den faktisk endnu bedre end sidste gang.

Og så valgte vi også denne Sauternes fra 1986. Den kommer fra et lille slot i Balsac, nemlig Château Liot, som gennem generationer har været ejet af familien David.

I dag er det Jerry David, som driver slottet og dets 25 hektar vinmarker.

Førstevinen er denne Château Liot Sauternes, mens andenvinen Château du Levant Sauternes kommer fra en 21 hektar mark nær Chateau Climens … et af de store Sauternes huse.

Jerry laver også en rødvin og 2 hvidvine fra Château Saint Jean des Graves – en 20 hektar vinmark beliggende ved Pujols sur Ciron mellem Sauternes og Barsac.

Barsac er den største af de fem kommuner, som hører under Sauternes AOC. Vinene herfra kan enten hedde Barsac, Sauternes eller Barsac-Sauternes. Vinene laves primært på Sémillon og er generelt lidt mindre elegante end dem fra Sauternes, men de bedste producenter opnår den velkendte cremede og nøddeagtige smag, som kendes fra Sauternes.

På Château Liot laves der alene denne Sauternes, lavet på 85% Sémillon, 10% Sauvignon Blanc samt 5% Muscadelle. Vinen er lagret på egetræsfade i 18 måneder.

Og hvilken dejlig lille eliksir – duft af nødder, muskat, honning, tørrede abrikoser, boghvedegryn … godt med sødme, men der fornemmes også fortsat en vis syre i vinen. I munden er der honning, ananas … en dejlig sød vin, men den bliver aldrig for sød, for der er også en lille, blid syre, som holder tingene på plads. Eftersmagen er ikke så lang, men meget charmerende.

Jens havde haft hans flaske liggende i mange år. Skal man finde et eksemplar, så skal man nok på auktioner. Bruun-Rasmussen solgte i 2013 samlet 12 flasker for 1.100 kr., og det må siges at være rigtigt billigt.

Rating 4,5/7 

Skriv et svar