2012 Beringer Vineyards, Founders Estate Chardonnay, Californien, USA

Lidt mad skal der til … og hertil mere vin, og den første madvin var en hvid af slagsen, nemlig denne Founders Estate Chardonnay fra det vinhus, som vi to gange tidligere havde smagt denne aften; Beringer Vineyards.

Det er også en vin, som jeg tidligere har smagt – blot sidst i en årgang 2010. Og en ganske habil Chardonnay til fornuftige penge.

Beringers Founders Estate Chardonnay kommer fra husets mange vinmarker i hele Central California og North Coast. Vinmarkerne er badet i solskin i løbet af dagen og afkøles af tågerne fra Stillehavet i løbet af aftenen, hvilket sikrer en jævn og stabil modning af druerne.

Størstedelen af druerne gæres på rustfri ståltanke for at bevare den delikate, frugtprægede karakter. En mindre procentdel af druerne lagres desuden på franske, ungarske og amerikanske 2. og 3. års egefade.

Vi smagte først vinen i et lille glas … og der afgav den ikke meget … men da jeg hældte den i stort glas, så åbnede vinen sig langt mere. Så kom der duftmæssigt godt med modne æbler, tropiske frugter, abrokos, smør, honning, hyld, citrus og våde fade. Smagen er meget cremet, og der er stor fylde, vanilje, rund og behagelig, fin sødme.

Det er en velproduceret vin, som smager ganske fint. Ikke så meget at komme efter der. De fleste vil helt sikkert finde den vin som værende meget dejlig … og jeg ka’ sgu også godt li’ den, så velproduktion betyder bestemt noget … uanset og der er tale om et stort eller et lille vinhus.

Forhandles af Vinspecialisten, normalpris 100 kr. og nogle gange på tilbud til 80 kr.

Rating 4/7  

Skriv et svar