2010 Beringer Vineyards, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

Vi fortsatte hos Beringer Vineyards, og deres Napa Valley Cabernet Sauvignon … et godt kvalitetsniveau op. Men let at gætte … alle i bestyrelsen skød på, at der var amerikansk cab i glasset. Vi fik ret.

Druerne til vinen kommer fra Napa Valley, men det er selvfølgelig en relativ bred betegnelse hos Beringer, som ejer en del større vinmarker i Napa.

De ejer nemlig både Bale Lane Vineyard, Chabot Vineyard og St. Helena Home Vineyard i St. Helena, Bancroft Ranch Vineyard ved Howell Mountain, Big Ranch Road i Oak Knoll, Gamble Ranch Vineyard i Oakville, Lampyridae Vineyard ved Mount Veeder, Marston Ranch ved Spring Mountain, Stanly Ranch Vineyard i Carneros, Steinhauer Ranch og Vogt Vineyard ved Howell Mountain og endelig Yountville Vineyard i Yountville.

Druerne til denne Napa Valley Cabernet Sauvignon kommer fra en lang række af disse marker, men primært de tre marker Bancroft Ranch Vineyard, St. Helena Home Vineyard og Marston Vineyard. Det er således ikke en enkeltmarksvin, men en vin, som afspejler Napa Valley appellationen.

Det er Laurie Hook, som har været vinmager i produktionen af vinen, og den er vinificeret ved, at druerne fra de individuelle parcer efter gæring lagres 15 måneder på franske Never barriques, hvoraf 67% er nye, og blandes med en smule Petit Verdot for at bidrage med yderligere aroma og en længere finish.

Duftmæssigt en meget rustik og animalsk vin … lækker, godt med solbær, Ribena, lakrids, mørk chokolade og våde fade. I munden fortsætter de mørke bær med bid af lidt eg og en ret fin tørhed, som viser en flot, vellavet vin. Der er fylde, blødhed og lang eftersmag. Godt glas Cabernet Sauvignon uden det bliver for meget … som det nogle gange kan blive i de amerikanske udgaver.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 350 kr.

Rating 5/7  

Skriv et svar