2013 Cisterzienser Weingut Michel, Chardonnay Riesling Trocken, Rheinhessen, Tyskland

Næste vin er også et godt eksempel på, at god vin ikke behøver at være dyr. Vi er tilbage hos Ulrich og Karen Michel hos Cisterzienser Weingut Michel og et lille sjovt blend af Chardonnay og Riesing. Ulrich kalder det nu ikke et blend … men et ægteskab.

Som jeg skrev i det tidligere indlæg om vinhuset, så er Ulrich og Karen Michel 8. generation i selve vinhuset, men får hjælp af den ældre generation. Det er nu kun Ulrichs far Alfons Michel, idet moderen Marianne Michel desværre døde i december 2014.

Hun var ellers sjælen på vingården, og sørgede bl.a. for at besøgende fik en god oplevelse. Hun var også mester i at lave blomsterdekorationer til brug på vingården.

Cisterzienser Weingut Michel laver en lang række vine, og jeg har forsøgt at tælle dem … efter bedste beskub. Jeg har fået det til 16 forskellige hvidvine, 3 rosévine, 10 rødvine, 6 sekt, en enkelt eiswein, en Cisterzienser Geist Riesling Trester (grappa) samt en Percellino, som består af noget saft med syltede druer.

Her har vi husets Chardonnay Riesling Trocken, lavet på Riesling og 40% Chardonnay … i skøn forenelig ægteskab. På etiketten kan man i øvrigt se husets bomærke, et relief med en ræv og en gås … et motiv som stammer fra husets gamle historie. Men der er nok ikke noget ægteskab dér, for ræven ser ud til at ha’ gåsens næb i munden!

I næsen er her godt med søde, godt modne æbler … gule og røde æbler, sødme og ellers lidt et støvet udtryk. Smagen har nøddeagtige toner, godt med kraft, sødme og ganske blød. Flot, flot vin … ganske charmerende.

Forhandles af WineFLY, pris 80 kr.

Rating 4,5/7   

Skriv et svar