2012 Weingut Grans-Fassian, Trittenheimer Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

Weingut Grans-Fassian er bosiddende ved Mosel flodens bred mellem Leiwen og Trittenheim, en strækning som måske hører til blandt Tysklands smukkeste. Og han står bag vinaftenens første vin, en Trittenheimer Riesling Kabinett, som Jan har valgt skal følge lidt foie gras … klogt valg.

Weingut Grans-Fassian er grundlagt i 1624, men drives i dag af Gerhard Grans, som overtog driften efter sin far Matthias Grans i 1982. Dengang var ejendommen på små 4 hektar, men er løbende blevet udvidet og er i dag på knap 10 hektar.

På de stejle bakker dyrkes der Riesling, Pinot Blanc og Pinot Gris. De bedste marker er klassificeret i den højeste kategori GG … Grosses Gewächs, nemlig de 3 marker Leiwener Laurentiuslay, Trittenheimer Apotheke og Dhroner Hofberg. Herudover har de også den fremragende mark Piesporter Goldtröpfchen.

Denne Trittenheimer Riesling Kabinett kommer fra marken Trittenheim Altärchen, og altså ikke Grosses Gewächs marken Trittenheimer Apotheke. Marken har en syd-sydvest vendt hældning på 48% og en jordbund af skifer, der er med til at holde på varmen. Det giver i kombination med den gode solintensitet en lang og balanceret modningsperiode.

Vinen er lavet med 8 ugers kølig gæring og herefter 3 måneders lagring sur lie i ståltank.

Duftmæssigt let petroleum, fersk svinekød, en smule hyld, ananas og let røg … ganske indbydende. Smagen er som en Kabinett meget sød med nødder, honning samt en rigtig flot balance. Meget behagelig vin. Da den blev indtaget sammen med foie gras kom syren mere frem, så det var faktisk et perfekt match.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles af Bichel Vine, pris 159,75 kr.

Rating 5/7 

Skriv et svar