2006 Produttori del Barbaresco, Barbaresco, Piemonte, Italien

Fra Frankrig til Italien … denne gang var jeg stålsat på, at det var en Piemonte vin, og jeg fik ret. Vinen var nemlig en klassisk Barbaresco fra kooperativet Cantina Sociale Produttori del Barbaresco, som netop ligger i byen Barbaresco.

Produttori del Barbaresco regnes for at være italiens bedste vinkooperativ. Succesen skyldes bl.a. at man kan koncentrere sig om én druesort og ét vindistrikt. Produttori del Barbarescos vinavlere dyrker således kun Nebbiolo. Vingården er specialtilpasset til den tanniske druesorts særlige krav og vinmageren har perfektioneret husets raffinerede Barbarescostil gennem en menneskealder.

Allerede tilbage i 1894 forsøgte Domizio Cavazza at samle bønderne i Barbaresco. Han var rektor for den kongelige landbrugsskole i Alba, boede i Barbaresco og grundlagte kooperativet Cantine Sociali, som bestod af 9 Barbaresco vingårde. Cavazza havde forstået, at der var forskelle mellem Nebbiolo druer dyrket i Barolo distriktet sammenlignet med de samme druer, der blev dyrket ved Barbaresco.

Kooperativet Cantine Sociali måtte dog lukke i 1920 pga. økonomiske problemer i kølvandet på fascismen. Men i 1958 fortsætter en præst i Barbaresco Domizio Cavazzas idé og grundlægger igen kooperativet … nu med 19 små vinavlere. De kalder kooperativet Produttori del Barbaresco … eller helt nøjagtigt Cantina Sociale Produttori del Barbaresco.

De første årgange vine fra Produttori del Barbaresco blev lavet i kælderen i den kirke, hvor præsten prædikede, men nogle år senere byggede man det vineri, hvor kooperativet i dag fortsat laver vinene. Kooperativet er også vokset og tæller i dag 56 medlemmer, som dækker omkring 100 hektar vinmarker i Barbaresco appellation. Det er næsten 17% af de samlede vinmarker i området og giver en årsproduktion på omkring 420.000 flasker vin.

Hver familie/medlem af kooperativet har fuld kontrol over egen jord, men dyrker Nebbiolo druerne efter anvisninger fra kooperativet.

Produttori del Barbaresco råder over 9 Single Vineyards eller Cru’er, som de også kaldes. Det er markerne Asili, Muncagotta (tidligere Moccagatta), Montefico, Montestefano, Ovello, Pajé, Pora, Rabaja og Rio Sordo, som hver især har forskellige terroir.

Produttori søger kompromisløst at bevare disse terroirs særkender i smagen af vinene, og disse vine er Produttoris stolthed og flagskibe.

Produttori del Barbaresco er verdensberømte for at lave nogle af Piemontes bedste vine til prisen. Hvor andre producenter har benyttet ratings og lav produktion i visse årgange til at skrue priserne op til nye højder, der har Produttori bevaret jordkontakten og tænkt på kunderne, og derved fået en meget stor fanskare verden over.

De sidste 10 år har man ydermere høstet op til 95 point hos Robert Parker flere gange og vinene har fået de 3 glas 11 gange, hvilket gør Produttori til 1-stjernet producent. Man har endda nogle gange fået de 3 glas i Gambero Rosso for husets almindelige Barbaresco, hvilket siger noget om den ualmindeligt høje kvalitet.

Og det er netop den “almindelige” Barbaresco, som vi her har i glasset. Nogle år er vinen lavet med druer fra nogle af ovennævnte Cru-marker. For 2006 kan jeg ikke se, hvor druerne kommer fra. Der står alene, at de kommer fra forskellige marker i DOCG zonen. Lavet på rustfri ståltanke med maceration på 24 dage og lagret 24 måneder på store egetræsfade. Der produceres årligt 250.000 flasker af denne vin.

I glasset en tak mørkere end de forrige vine, men fortsat til den lyse, klare side. Næsen har også lidt mere kraft med lidt kirsebær, hindbær, blomster … roser og violer, grønne noter, tobak, røg, søde krydderier samt syrlig noter. I munden er der kraft, men vinen er cremet og blød … næsten fløjlsblød med god tørhed, godt med syre … faktisk ret meget syre og tydelige tanniner. Eftersmagen er lang og syrlig med et smule bitterhed. Flot vin … den kan jeg rigtig godt li’.

Forhandles af Philipson Wine, hvor prisen er 219,95 kr., men alene 169,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 5,5/7   

Skriv et svar