2011 Weingut Duijn, Pinot Noir Buhler Charme, Baden, Tyskland

Efter lørdagens kitschede rejecocktail efterfulgte denne Pinot Noir Buhler Charme fra Weingut Duijn Rieslingen fra Hensel. Weingut Duijn er et hus jeg har smagt flere gange og denne Pinot Noir Buhler Charme har jeg også tidligere skrevet om her på bloggen, blot i en årgang 2009. Her en frisk årgang 2011.

Weingut Duijn holder til i den lille by Bühl, ca. 20 kilometer nordøst for Strasbourg, nær Bühlertal i Baden-regionen, den sydligste af Tysklands tretten regioner.

Ejeren og manden bag vingården hedder Jacob Duijn, og er oprindeligt fra Holland. Han har fungeret som chefsommelier på flere tyske top-restauranter, og har sidenhen været salgschef for Segnitz, der anerkendes som Tysklands dygtigste vinimportør.

Det, der for Jacob Duijn startede som en sideløbende hobbyproduktion, blev til et fuldtidsarbejde i 1994. ”Når man altid har haft med vin at gøre, tror man naturligvis, at man ved klar besked”. Jacob Duijn erfarede dog hurtigt, at han som vinbonde endnu havde meget at lære, hvorfor hans nære kontakter i Bourgogne skulle komme ham til stor hjælp.

Jacob Duijns Vinmarker er således beplantede med kloner fra tre af hans gode venner i Bourgogne: Jean Grivot, Emmanuel Rouget og Jean Marc Boillot.

Druerne gennemgår en proces i mark såvel som i kælder, der er direkte sammenlignelig med de bedste vingårde i Bourgogne, og der laves tre forskellige kvaliteter, nemlig 1; Laufer Gut Alsenhofen, som er basiskvaliteten. Druerne kommer fra marken af samme navn. 2; Vinen Jannin, som er opkaldt efter Jacob’s datter, kommer fra marken Bühlertaler Engelsfelsen og endelig 3; signaturvinen SD, som kommer fra Engelsfelsen og Sternenberg – to af Badens bedste vinmarker.

Der produceres alene Pinot Noir/Spätburgunder hos Duijn, og selvom der er tale om et forholdsvis nyt vinhus, så har vinstokkene på gårdens i alt 6,5 hektar allerede en gennemsnitlig alder på 30 år. Der produceres omkring 25.000 flasker rødvin årligt, og det gennemsnitlige udbytte er 38 hl / hektar.

Alt dyrkes biodynamisk, og siden 2008 har Duijn også været certificeret biodynamisk vinproducent. Det har også betydet, at Jacob Duijn som konsekvens heraf har opgivet sine lejede vinmarker og nu udelukkende fokuserer på sine 6,5 hektar egne marker.

Udover de tre nævnte kvaliteter, så laver Jacob Duijn også 2 sommervine, en rosé på Pinot Noir og så denne Pinot Noir Bühler Charme. Druerne til Bühler Charme kommer fra de vinstokke, hvor alderen er under 10 år.

Vinen var oprindelig lavet som “et eksperiment”, men ellers fremstillet på samme vis som Duijns almindelige vine, og har også lagret i barriques, men hvor lang tid har jeg dog ikke kunnet finde oplysninger om. Vinen er imidlertid blevet meget populær og laves nu hvert år.

Her i årgang 2011 etiketten anderledes end i 2009 og navnet Bühler Charme fremgår mærkelig nok heller ikke. Det skulle dog være samme vin, og prisen er da også lig den 2009’er, som jeg tidligere har smagt.

I glasset fin bleg, transparent, teglfarvet vin, fin og tynd … og næsen giver dig lidt animalske noter, den lidt søde kostald … ikke så voldsom, men nærmest lidt køligere i udtrykket. Der er lidt syrlige kirsebær, urter, røg, jern og rust samt lidt grønt. Smagsmæssigt meget stringent med mineraler, flintesten, grønne stilke oveni de syrlige kirsebær. Meget ren og mineralsk.

Købt i Tyskland hos weine.de, pris 9,90€ … eller omkring 74 kr.

Rating 4,5/7 

Skriv et svar