2008 Domaine Costa Lazaridi, Costa Lazaridi Syrah, Grækenland

Græsk vin … og så på Syrah … er det en spiselig … øhhh drikkelig størrelse? Vi har her vinen Costa Lazaridi Syrah fra vinhuset Domaine Costa Lazaridi … eller Κτήμα Κώστα Λαζαρίδη, som det rettelig hedder på græsk. Ha ha … det kan de færreste vist læse.

Vinhuset ligger lidt syd for den lille by Adriani, 5 kilometer øst for Drama i Græsk Makedonien, den nordlige del af Grækenland. Det er grundlagt i 1992 af Costantinos Lazaridi … egentlig som en videreførsel af familiens gamle vingård, som startede med at lave vine allerede tilbage i 1980’erne.

Domaine Consta Lazaridi startede reelt af brødrene Nico og Constantin, som havde tjent en masse penge på marmor. Brødrene blev dog hurtigt uenige, og derfor fortsatte Costantinos Lazaridi alene. Siden har der været en indædt krig mellem de to brødre om at lave Grækenlands bedste vin.

Vinhuset er vokset fra 10 hektar til i dag 200 hektar med gamle græske sorter samt mange af internationale sorter. Lazaridi har plantet de for området utraditionelle druesorter som Chardonnay, Sauvignon Blanc, Cabernet Sauvignon og Shiraz samt klassiske græske sorter som Agiorgitiko, Asyrtiko og Limnio.

Tanken er, at man ved at kombinere de nye sorter med de klassiske græske ville få det optimale resultat. Man tilstræber en økologisk dyrkning af vinstokkene for at skåne både vinstokke og miljø, hvilket på længere sigt er med til at skabe et bedre og mere bæredygtigt terroir.

Med kyndig rådgivning fra franske specialister har Lazaridi gennemmoderniseret det 15.000 kvadratmeter store vineri i Adriani, og derudover har man i 2006 også bygget endnu vineri Oenotria Land Costa Lazaridi på 10.500 kvadratmeter i Kapandriti, Attica lidt nord for Athen. Det omfatter – udover produktionslokalerne – også Costa Lazaridi Wine Museum, store kældre til lagring af vinene samt smagelokale til brug for besøgende.

Endvidere har man investeret i en pneumatisk presse, der presser druerne ekstraordinært forsigtigt, hvilket bevirker, at der ikke kommer bitterstoffer fra knuste kerner i vinen.

Domaine Constantin Lazaridi har over 100 faste medarbejdere, der passer vinmarkerne. Samtidig rådgiver nogle af Frankrigs ledende universitetsprofessorer domainet omkring dyrkning og fremstilling af vin.

Jeg har tidligere smagt et par vine fra det store vinhus, bl.a. husets vine Oenedea og Chateau Julia Merlot. Jeg har også været til en græsk smagning hos Vinspecialisten, hvor jeg var eneste deltager. Det siger måske lidt om folks fordomme for græsk vin. Jeg havde dog en lang snak med husets sælger … ganske sympatisk … lidt ligesom vinene.

Domaine Costa Lazaridi Syrah er én af husets topvine. Lavet med afstilkning inden druerne nænsomt presses. Druerne gæres med skindkontakt i temperaturkontrollerede ståltanke, hvorefter de gennemgår malolaktisk gæring før lagring på egetræsfade i 18 måneder.

I næsen er fyldig og varm vin. Der er solbær, sorte kirsebær, krydderurter, lidt harsk fedt, kaktus, sødme, kanel og vanilje. I munden godt fyldig med mørke bær, fin rund og behagelig med eg, vanilje og en smule peber. Det bliver ikke sådan rigtig stram peber og hurra for det. Der er god frugt, og generelt en ganske habil vin … og i betragtning af, at vinen kommer fra Grækenland, så er det godkendt.

Købt hos Vinspecialisten, pris 195 kr.

Rating 4,5/7    

Skriv et svar