2012 Viña Estampa, Reserve Carménère, Colchagua Valley, Chile

Endnu et af Houlbergs hængepartier … en vin fra ugen, nemlig denne Reserve Carménère … som trods navnet også er tilsat lidt Syrah og Cabernet Sauvignon.

Vi er i det sydamerikanske, nemlig hos vinhuset Viña Estampa, som ligger i Colchagua Valley i Rapel-regionen sydvest for Santiago i Chile – i en afstand af 45 kilometer fra Stillehavet.

Viña Estampa har rødder flere generationer tilbage, idet ejendommen egentligt er grundlagt af Don Manuel González Dieguez, farfar til den nuværende González familie. Han var spansk indvandrer og købte en kornmølle ved siden af kirken Molino Estampa, opkaldt efter et gammelt sagn om et mirakel på stedet flere hundrede år siden.

Kornmøllen er stadig i drift, men den seneste generation af Don Manuel efterkommere, familien González Ortiz har sat et mere moderne twist på familievirksomheden, da de i år 2000 byggede en moderne, stor vingård med al moderne teknologi. De kaldte vingården Estampa efter det gamle sagn og til ære for farfaderen Don Manuel González Dieguez.

Estampas betyder i øvrigt et lille religiøst billede i lommestørrelse.

Vingården har en produktionskapacitet på 2 millioner liter, fordelt mellem amerikanske og franske egetræsfade, samt rustfri tanke på mellem 5.000 og 50.000 liter.

Regionen i dette område har et særligt godt ry for fyldige rødvine, da klimaet er perfekt for vindyrkning med varme, tørre somre, der giver meget sunde druer. Havets nærhed giver kølige nætter, hvilket bidrager til druernes syreindhold og koncentration. Estampa råder over ikke mindre end 400 hektar vinmarker fordelt på fire store parceller, Estación, Estampa, Marchigüe og Paredones.

Der dyrkes primært druerne Cabernet Sauvignon, Merlot, Carménère og Syrah, der tjener som basis i alle husets blends. Derudover omfatter vinmarkerne også arealer med Malbec, Cabernet Franc, Petit Verdot, Petite Sirah og Viognier … alle druer, som benyttes til at øge karakteren og kompleksiteten i vinene. Filosofien bag Estampas vine er, at man ved at blande to eller flere druetyper opnår dybere farve samt større kompleksitet og smag.

Vinen er lavet på 88% Carménère, 7% Syrah og 5% Cabernet Sauvignon. De tre druetyper høstes på forskelligt tidspunkt, og alle behandles separat til den endelige blanding. Efter høsten sorteres druerne, og der sker en fuldstændig afstilkning.

For alle druer er der først en koldmaceration på 3 dage inden gæringen, der sker over 18-20 dage ved en temperatur på 28-30 gr. Carménèren lagrer i 6 måneder på 1 og 2 år gamle franske og amerikanske egefade, medens de to andre ligger på 2 og 3 år gamle fade også i 6 måneder.

Duftmæssogt er her solbær, tørhed, grønne grene, rød jord og en smule eukalyptus, men smagen viser varme, modne frugter, lidt blommeagtig og måske også lidt besk og krydret. Måske lidt en frikadellevin … ikke at det er dårligt.

Købt hos Jysk Vin, pris 59,95 kr. ved køb af 6 flasker, ellers er prisen 79 kr.

Rating 3/7 

Skriv et svar