2010 Nativ, Eremo San Quirico, Campanien, Italien

Monstervin … kraftige sager, ultra koncentreret saft … lavet på 200-250 år gamle Aglianico vinstokke og 99 point fra den verdensberømte stjerneanmelder Luca Maroni og titlen som Italiens bedste vin i vinguiden 2014. Vinen er denne Eremo San Quirico fra vinhuset Azienda Agricola Nativ i Campanien. Men smager skidtet godt?

Vinhuset Nativ ligger i frugtbare bakker i Irpinia, den sydlige del af Campanien i provinsen Avellino. Det er et område, hvor jorden er rig på mineraler og aske efter vulkanske udbrud fra Vesuv i Pompeji. Her vokser meget gamle vinstokke med druesorter som Aglianico, Falanghina, Fiano og Greco … stokke som har overlevet phylloxera epidemien i Europa i slutningen af 1800-tallet.

Vinhuset er grundlagt i 2008 af Mario Ercolino og hans hustru. Mario havde vin i blodet, da hans forældre Enzo Ercolino og Mirella Capaldo i midten af 1980’erne grundlagde vinhuset Feudi di San Gregorio, som også ligger i Campanien. Feudi di San Gregorio er i dag et af de største og mest berømte vinhuse i Campanien.

Mario havde således arbejdet hos Feudi di San Gregorio og var således i forvejen en anerkendt international vinmager, og han sammen med hustruen Roberta Pirone købte sin egen vingård i Irpinia, nær Paternopoli og Taurasi i Campanien. Det blev til vingården Nativ med 12 hektar vinmarker med tussegamle vinstokke. Og målet var klart. Han ville lave de bedste, de mest autentiske vine fra dette område, vine med karakter og udelukkende på de lokale druesorter.

Udover Nativ er Mario også medejer af en række andre vingårde, bl.a. vinhuset Vinosia, som han ejer sammen med Luciano Ercolino. Herudover laver Mario også vine på Sicilien, bl.a. den anerkendte vin Saserello. Måske er det også årsagen til, at Maria har fået øgenavnet Super Mario.

På Azienda Agricola Nativ laver Mario en række spændende vine, bl.a. vinene Falanghina Beneventano, Greco di Tufo, Taurasi, Falanghina Irpinia, 25 Rare Campania Bianco og så denne Eremo San Quirico, som er husets topvin.

Vinen er – som nævnt indledningsvis – lavet fra 200-250 år gamle Aglianico vinstokke på markerne omkring Taurasi i en højde på 500 meter. Druerne høstes sent, typisk først i november, og efter presning gærer vinen på rustfrie tanke i 20 dage. Herefter lager vinen 20 måneder på nye franske Barriques.

Og så tilbage til spørgsmålet … smager skidtet godt. Ja, det må man sige … og smagt blindt vil ingen lige gætte på, at det er en italiensk vin. I glasset mørk som natten, og i næsen er der udover mørke også blommer, sorte modne bær, solbær, vanilje, sødme … og det hele meget intens. I smagen er der eksplosiv frugt, søde blommer, intens koncentreret saft, fyldig, blød, cremet med mokka, kakao, chokolade og tobak … hold da op.

Købt hos Supervin, pris 175 kr. ved køb af 6 flasker, ellers er prisen 299,95 kr.

Rating 5,5/7 

Skriv et svar