2011 Weingut Josten & Klein, Spätburgunder Mayschosser Mönchberg, Ahr, Tyskland

Hmmm endnu mere Spätburgunder … og én af dagens store overraskelser, nemlig denne Spätburgunder Mayschosser Mönchberg fra det forholdsvis nye vinhus Josten & Klein, som er grundlagt i 2011 af Marc Josten og Torsten Klein. Og endnu en vin, som jeg var oppe at ringe over. Spitzenklasse.

Vingården ligger i byen Remagen-Kripp i Rheinland-Pfalz, og huset har deres vinmarker i både Ahr og Mittelrhein.

Marc Josten er uddannet vinavlstekniker, mens Torsten Klein er ønolog. Sammenlagt har de over 25 års erfaring indenfor vinbranchen og er derudover kammerater fra barndommen.

De laver rødvine på Spätburgunder og Fruhburgunder fra deres vinmarker i Ahr samt hvidvine på Riesling, Sauvignon Blanc samt Grauburgunder fra vinmarkerne i Mittelrhein.

De har i alt små 6,3 hektar, hvoraf de 4,8 hektar ligger i Mittelrhein og resten i Ahr, hvor specielt marken Mayschosser Mönchberg er husets perle. Den er også VDP klassificeret som en Grosses Gewächs Lage.

Der laves i alt 12 vine fordelt i tre niveauer; Gutswein, Ortswein og Lagenwein.

De første vine blev frigivet i 2011 og har fra først smagning høstet store roser og fin anerkendelse. I 2014 er Josten & Klein valgt som Newcomer of the Year af det anerkendte tyske vin- og gourment magasin Falstaff.

Denne Spätburgunder Mayschosser Mönchberg hører til blandt husets bedste vine, Lagenweine, og er lavet med gæring på skind i 4 uger efterfulgt af lagring på nye franske egetræsfade i 1½ år, hvorefter aftapningen er sket ufiltreret.

Næsen byder også her på animalske noter, hestestald, men med lidt krydderier og knap så megen sødme, selvom sødmen bestemt fornemmes … en sådan lidt våd-sød note. Derudover er der hindbær, appelsin og lidt mørkere nuancer … krydderier, anis måske. Smagen er voldsomt intens … selvom der fortsat er stor lethed over vinen. Der er lidt syltet blomme, hindbær, røde bær … og der kommer ligesom et flot efterspil i smagen, som bare kommer rullende og rullende … fuck, hvor det smager godt.

Forhandles af WineFLY, pris 250 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

Skriv et svar