2011 Bodegas Tritium, El Largo 4 Variedades, Rioja, Spanien

Videre i den spanske Vuelta … igen til Rioja, hvor vi finder vinhuset Tritium, eller helt nøjagtigt Bodegas y Viñedos Tritium. Vinhuset ligger i byen Cenicero, ikke langt fra Ebro-floden … ja og dermed ikke langt fra et af aftenens tidligere vinhuse, nemlig Bodegas Lagunilla.

Bodegas y Viñedos Tritium drives af de tre herrer Francisco Rubio Martín, Javier Fernández Salinas og Alejandro Campo Zangróniz. Vingården tilhørte oprindelig Francisco Rubio Martín, og hans oldefar grundlagde oprindeligt vingården for over 100 år siden. De ældste vinstokke fra 1903 er plantet af Franciscos oldefar.

Efter i alle årene at have solgt både alle gårdens druer og oliven til andre lokale bodegas, så besluttede man i 2003 at ændre på dette og i stedet satse på selv at lave moderne vine samt extra virgin olive oil af høj kvalitet.

De kaldte vinhuset for Tritium, som stammer fra det latinske navn Tricio, som var en landsby i oldtiden, som var kendt som et center for sundhed.

Ejerskabet af Bodegas y Viñedos Tritium ligger i dag hos DGA Wines, som udover Tritium også ejer de andre spanske vinhuse Sigilum, LGBT og Enopión.

Bodegas y Viñedos Tritium har samlet 30 hektar vinmarker på forskellige parceller på begge siden af Ebro-floden, placeret på solrige bakker og med jord af forskellige teksturer som sand, ler og sten. Vinmarkerne ligger i Cenicero (hjertet af Rioja Alta). Disse gamle vinmarker er mellem 90 og 111 år gammel. Pleje af disse vinmarker er en meget integreret økologisk landbrug proces.

Her har én af husets to Premium vine. De ene er lavet på ren Graciano, men denne El Largo 4 Variedades – som navnet indikerer – er lavet på fire druesorter, nemlig 55% Tempranillo, 15% Garnacha, 15% Graciano og 15% Mazuelo. Vinen har lagret på nye franske 500 liter egetræsfade i 23 måneder.

Duftmæssigt er her kirsebær … næsten syrlige kirsebær, godt med frugt og syrlighed … mineraler og sten, gazebind, våde svampe med kridt … lidt atypisk Rioja. Smagen er stram med kirsebær, meget frugt og derudover alkohol, men slet ikke på en dårlig måde. Der er grønne blade, tanniner … virkelig en elegant, stærk og syrlig vin, som slet ikke minder ret meget om det gamle Rioja … og jeg kan sgu virkelig godt li’ vinen. Thumbs Up.

Købt hos Supervin, pris 440 kr. ved 6 flasker, og 499 kr. ved køb af en enkelt. Det er sgu også betalt … og til den dyre side.

Rating 5,5/7 

Skriv et svar