2013 Bernt Nielsen, La Petite Colline Leon Millot, Jylland, Danmark

På en lille bakke i Albæk udenfor Randers bor Bernt Nielsen … den venligste mand, du kan finde, bestyrelsesmedlem i Randers Vinlaugh, maratonløber, efterlønner, frankofil og herudover også vinbonde i beskedent omfang. Og det med frankofil gælder specielt Bordeaux, som Bernt har besøgt et utal gange …bl.a. har han løbet Medoc maraton nogle gange.

Det er også hos Bernt, at jeg tidligere har været til Mouton Rothschild smagning. Bernt arbejder endda i øjeblikket på en bog om Mouton Rothschild, for – som Bernt siger – en sådan bog findes faktisk ikke i dag.

Ved sidste bestyrelsesmøde skulle vi smage én af Bernts egne vine, nemlig en Leon Millot fra 2013. På den sirligt håndskrevne dogme-etikette står der selvfølgelig med fransk inspiration Leon Merlot, men druen er nu ikke en Merlot, men en hybrid skabt i slutningen af 1800-tallet af franskmanden E. Kuhlmann i Alsace.

Druen blev skabt i en periode, hvor vinrodlusen havde lagt store dele af de europæiske vinarealer øde, og hvor man herefter energisk søgte at fremavle sorter med så stærke indslag af amerikanske vinarter, at de var immune over for rodlusens angreb. Leon Millot blev hos Kuhlmann benævnt 194-2.

Leon Millot er en interspecifik sort – med hele tre vinarter i sin genetiske arvemasse: V. Riparia, V. Rupestris og V. Vinifera.

I 1882 krydsede Millardet i Bordeaux de to amerikanske arter V. Riparia og V. Rupestris, og det kom der sorten Millardet et de Grasset 101-14 ud af. Kuhlmann krydsede Millardet et de Grasset med vinifera-sorten Goldrisling … og resultatet af dette arbejde blev Leon Millot.

Druen er i dag blandt de mest udbredte i Danmark, men ses også i andre kølige vinlande som østkysten af USA, Canada, England og Schweiz. Og jeg har faktisk en enkelt vinstok på Leon Millot stående ved min terrasse, og bidrager på denne måde til den vide udbredelse.

Nå, men Bernt har altså plantet en del af hans parcel til med Leon Millot sammen med Rondo, Solaris og nogle af de andre “danske” druer. Han kalder selv vinene La Petite Colline efter den lille bakke i Albæk, men har aldrig lavet etiketter til vinene. Som Bernt siger, så skal han jo bare selv se, hvad flasken indeholder.

2013 var en god høst overalt i Danmark, og for Bernts vedkommende gjorde det, at der kunne laves en vin på ren Leon Millot … ja dog alene 5 flasker i alt, og én af disse skulle vi så smage, da den for 3 måneder siden netop var flasket.

I næsen lidt varme krydderier, anisnoter, rød frugt og grønne noter. Smagsmæssigt fanger jeg syrlige kirsebær, egentlig ganske frisk med lidt surhed og bitterhed. Mangler måske lidt power og gennemgående syrlighed … eftersmagen er ikke lang. I forhold til danske vine i øvrigt, så er det fremragende arbejde fra den lille vinbonde fra Albæk. Vi har hjertet med og hoster op med 3 Thumbs Up … Keep Up the Good Work.

Vinanmeldelse 3/7 

Skriv et svar