2010 Domaine Jacqueson, Rully 1er Cru Les Gresigny Blanc, Bourgogne, Frankrig

En stegt pighvar med røget hasselnøddemælk & friske hasselnødder samt rosenkål & flager fik følge af denne hvide 1. cru fra Rully, nemlig Domaine Jacquesons Rully 1er Cru Les Gresigny Blanc.

Rully er det mest kølige område i Côte Chalonnais, hvilket gør det svært at lave god rødvin, hvorfor det i dag er de hvide som dominerer – og som også er de bedste. De stille hvide er mineralske, friske og sprøde, grundet den livlige syre. De røde bærer præg af samme friskhed, hvilket ofte bliver lige lovlig friskt. Vinene er lyse, lette og syrerige.

For alle vintyperne gælder det, at de skal drikkes unge, gerne 2-3 år efter høsten og skal ikke gemmes mere end 5 år. Det kan vi lige nå med denne vin fra 2010.

Vinen her er fra Domaine Jacqueson, et domaine som blev grundlagt i 1946 af Henri Jacqueson på forskellige jordlodder, der havde tilhørt familien i Rully, der dengang var meget lidt kendt vinmæssigt. Fra 1960’erne begynder Henry at sælge vinen til private og udvidder sit domaine ved at købe jordlodder godt placeret i Rully og Mercurey.

Sønnen Paul kom med i driften i 1972, efter at have studeret  landbrug, vinavl og ønologi og efter i flere år at have stået for driften af Station Viticole de Beaune. Udover Paul deltager hans hans kone Pierrette og deres datter Marie også i driften, og siden 2007 har Marie faktisk styret domainet, som i dag omfatter 12 hektar vinmarker, godt splittet i små parceller på mellem 0,80 og 1,30 hektar.

Denne vin kommer fra marken “Les Gresigny”, hvor vinstokkene er plantet tilbage i 1950. Marken er på sølle 1,20 hektar og der høstes manuelt med lavt udbytte. Selvfølgelig 100% Chardonnay, og vinen har lagret på egetræsfade i 12 måneder, heraf 20% nye fade.

Og i næsen byder vinen på våde sten, røg, svag fersken … ellers en smule neutral. Smagen er ganske syrlig, frisk … og Chardonnay er ikke ens første tanke. Der er lidt citrusbid, blomster og muskatsødme. Dejlig vin.

Forhandles af Jysk Vin, pris 178 kr.

Rating 4,5/7 

Skriv et svar