2009 Viñas del Cenit, Cenit, Tierra del Vino de Zamora, Spanien

Vinaftenens sidste vin havde Jan med. Det var denne Cenit … fra Bodegas Viñas del Cenit, et lille vinhus, som ligger i den lille landsby Villanueva de Campeán på grænsen til naboregionen Toro. Appellationen (DO) er forholdsvis ukendt … jeg havde ikke smagt noget derfra før, men hedder Tierra del Vino de Zamora og ligger i Castilla y León.

Zamora strækker sig over den sydøstlige del af Zamoraprovinsen samt den nordlige del af Salamancaprovinsen. Området gennemskæres af Duero floden samt den gamle romerske sølvvej Vía de Plata.

Det var romerne, der i sin tid indførte vindyrkning i området og sidenhen har vindyrkning haft stor betydning for området. Især i de landlige zoner har den haft stor betydning for økonomien. Fra middelalderen og frem til det 20. århundrede var vin stort set det eneste, der blev dyrket i området.

Sidenhen ramte vinpesten phylloxera, hvor Zamora dog ikke var blandt de hårdest ramte områder. Bodegas Viñas del Cenit råder da også over nogle af områdets ældste vinstokke, der overlevede vinpesten i slutningen af 1800-tallet.

Mange af stokkene hos vinhuset er derfor mellem 80 og 180 år gamle, hvilket danner grundlag for nogle imponerende vine. Grundet mange nyplantninger de senere år er gennemsnitsalderen på vinstokkene 35 år, hvormed grundlaget for de næste mange års produktion allerede er eksisterer.

Vinhuset råder over hundredevis af små vinmarker, der er tilplantet med nye og gamle Tempranillo vinstokke. Samlet råder vinhuset over 44 hektar vinmarker.

Bodegas Viñas del Cenit er grundlagt i 2003 og ejes i dag af det store spanske selskab Corporación Inveravante, som igen ejes af den spanske milliardær Manuel Jove Capellán, som tjente hans formue ved salget af selskabet Fadesa Inmobiliaria, som Manuel havde stiftet i 1970’erne. Han fik ikke mindre end 2,8 milliarder euro for hans andel af Fadesa, så der er vist penge til lidt af hvert … herunder også investering i vingårde.

Siden 2003 har ønologen Almudena Alberca stået i spidsen for produktionen af vin hos Bodegas Viñas del Cenit. Almudena er uddannet i Palencia, hvorefter hun søgte mod New Zealand for at opnå erfaring inden for fremstilling af vin. Efter nogle år besluttede hun dog at vende tilbage til de spanske rødder og endte hos Viñas del Cenit.

Hun laver samlet 4 vine … nemlig Cénit VDC, Vía Cénit, Venta Mazarrón og så denne topvin Cénit. For Almudena er det en fornøjelse at arbejde med det store potentiale, som de gamle vinstokke giver. Og vinene har fået flotte ord og bedømmelser med på vejen, bl.a. fra Robert Parker. Således har 2008 årgangen af Cenit opnået 94 point fra Robert Parker, mens 2009 årgangen – som vi har her – er vurderet til imponerende 98 point i Robert Parkers Wine Advocate.

Cénit er lavet på 100 % Tempranillo fra 120-180 år gamle stokke. Lagret 19 måneder på franske egetræsfade.

Duftmæssigt masser af frugt, mørke bær, blommer, figner sammen med brændte toner, fade, kælder, bacon, lys chokolade og krydret våd hundesnude. Ganske kompleks næse i den kraftige afdeling og tonsvis af direkte frugt. Smagen er intens mørke bær, solbær og generelt blød, blid med et flot lethed. Men, men … også en voldsom tørhed, let peber samt en smule sødme. Kompleks, elegant og kraftfuld.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles hos D’Wine, hvor prisen er 599 kr.

Rating 6/7 

Skriv et svar