2009 Guerrieri-Rizzardi, Clos Roareti Veronese, Veneto, Italien

Ved byen Bardolino … lige ved Gardasøen finder vi vinhuset Azienda Agricola Guerrieri-Rizzardi. Det er et vinhus, som specielt er kendt for deres Amarone vine, og det var fra dette hus, at Paul havde medbragt vinen Clos Roareti Veronese som sin anden vin denne aften.

Vinhuset er ejet af Rizzardi-familien, som har boet i det gamle hus i Bardolino siden 1450, og i dag sidder Guerrieri-Rizzardi på en stor del af de allerbedste og mest eftertragtede vinmarker i Soave, Valpolicella, Valdadige og Bardolino.

Markerne i Bardolino har Guerrieri-Rizzardi ejet siden 1450, mens markerne i Valpolicella er købt i 1670 og markerne i Soave i 1970. Samlet ejer familien 82 hektar vinmarker.

Siden 1998 har det været Giuseppe Rizzardi, som har stået for driften af vinhuset. Og lige siden har vinene i det 200 år gamle familiefirma gennemgået en nærmest revolutionerende kvalitetsfremgang. Giuseppe Guerrieri-Rizzardis filosofi er en kombination af oprindelighed og moderne vinifikation. Vinene skal fortsat smage af de lokale druer, og karakteren vil ikke ændre sig til alkoholrige vine med fokus på frugt frem for karakter.

Al vin høstes som noget helt specielt for Veneto udelukkende fra egne marker, så man personligt kan kontrollere ethvert trin i processen. Man tilstræber økologisk vindyrkning og anvender afklippet græs til gødning.

Denne Clos Roareti Veronese er en IGT vin, lidt speciel for området … nemlig udelukkende lavet på Merlot. Druerne kommer fra vinmarken Rovereti, som ligger i Negrar, Valpolicella. Clos Roareti er en Cru-mark, afgrænset af en 100 år gammel mur. Grundet den meget jern- og lerholdige jord og det beskyttede mikroklima har Giuseppe Rizzardi valgt at gå bort fra de traditionelle druesorter og i stedet tilplante størstedelen af marken med Merlot.

Vinen er lavet første gang i 2004 og er lavet med traditionel vinificering, hvor den alkoholiske gæring finder sted ved 25–30 grader på rustfrie ståltanke. Efterfølgende lagres vinen i 12 måneder på barriques, heraf 33% fade.

Det var en vin, som jeg havde det svært med denne aften. Kan ikke sige hvorfor … har faktisk selv deres topvin Calcarole Amarone Valpolicella liggende i køleskabet. Duften er meget sød med vingummi, rågummi, brændte toner, søde krydderier, en lidt gæret lugt, våd karklud, babybræk (på den gode måde) … men samlet lidt speciel.

Smagen er sødme med mørke frugter … solbær, modne kirsebær. Er ganske blød og behagelig, men sødmen og den lidt anderledes duft trækker ned i min bog. Men sjov at prøve Merlot fra Veneto … ka’ ikke huske, at jeg har smagt det før.

Hvem medbragte vinen: Paul

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 200 kr.

Rating 3,5/7 

Skriv et svar