2008 Le Macchiole, Paleo, Toscana, Italien

Mit næste bidrag blev en italiener … selvfølgelig, og fra ét af mine favoritområder, nemlig Bolgheri i Toscana. Det er vinen Paleo … en ren Cabernet Franc vin … fra vinhuset La Macchiole. Jeg har haft vinen liggende i køleskabet nogle år, men følte at det nu var tid at få flasken proppet op … og det blev den så.

Azienda Agricola Le Macchiole ligger en kilomters penge syd for byen Bolgheri, som ligger ca. 60 km. vest for Siena, og få hundrede meter fra en anden spændende vingård, nemlig Tenuta dell’Ornellaia.

Le Macchiole er etableret i slutningen af 1980’erne af Eugenio Campolmi, som ønskede en tilværelse i harmoni med naturen, og valgte at slå sig ned som vinbonde. Han startede med at købe lidt land i Bolgheri, og havde en vision om at lave spændende vine.

Han valgte modsat mange andre lokale vinbønder af dyrke de franske druesorter Merlot, Cabernet Franc og Syrah, som han mente ville udtrykke områdets terroirs i Bolgheri bedst.

Efter i nogle år at have arbejdet for sig selv med hjælp fra et par venner, mødte han sent i 1990 den dengang ukendte unge ønolog Luca d’Attoma. Denne blev ansat som konsulent fra starten af 1991, og dermed startede et nært samarbejde, der skulle gøre ejendommen og dens vine verdenskendte.

Efter en række opsigtsvækkende vine fulgte i 1997 en sensationel version af Merlotvinen Messorio, som hørte og hører til de største vine, som Toscana har frembragt. Siden har Le Macchiole’s vine været velkendte og eftertragtede af vinkendere over hele kloden.

Det kom som et chok, da Eugenio Campolmi døde i 2002 bare 40 år gammel. Ejendommens fremtid var usikker, men heldigvis besluttede Eugenio’s kone, Cinzia Merli, og vinmageren Luca d’Attoma at føre Eugenios drøm videre. Efter udfordrende årgange i 2002 og 2003 har de været velsignet med fremragende år siden, startende med en usædvanlig vellykkede vine fra årgangene 2004 og 2005.

Le Macchiole har dermed for alvor fundet tilbage den storform, der gjorde ejendommen berømt, og samtidig har videreudviklingen af huset og dets vine betydet, at sortimentet nu fremstår mere helstøbt end nogensinde før. I 2008 blev Cinzia og Luca også belønnet for deres indsats, da Le Macchiole, Messorio fik en score på 100 i Wine Spectator.

I vinmarkerne, som er tilplantet med en ekstrem tæthed på 10.000 planter/hektar, foregår alt arbejde økologisk og udelukkende ved håndarbejde. De frugtige jordbunde med sand og ler med små kalksten er perfekte til druesorterne Merlot, Syrah og Cabernet.

På Le Macchiole er sidstnævnte Cabernet Franc og ikke Sauvignon, som på naboejendommene i området. Le Macchiole er begejstrede for Cabernet Franc’s trivsel i markerne, og resultaterne har været så overbevisende, at alle Cabernet Sauvignon-stokke er blevet ompodet til Cabernet Franc!

Le Macchiole fokuserer meget på enkeltdrue-vine. Paleo er 100% Cabernet Franc, Scrio er 100% Syrah og Messorio er 100% Merlot. Disse tre er husets topvine. Derudover laver man en Bolgheri Rosso, som på vidunderlig vis gengiver Bolgheri-områdets karakter, jordbund og smagsmæssige udtryk. Denne vin viser samtidig, hvor forskellig Bolgheri’s karakter er fra Chianti-områdets, som de fleste forbinder med toscanske vine.

Denne Paleo … eller rettere Paleo Rosso, for vinen laves faktisk også i en hvid udgave Paleo Bianco på Sauvignon Blanc og Chardonnay … er husets topvin på ren Cabernet Franc. Druerne kommer fra markerne Puntone tilplantet i 1993, Casa Nuova tilplantet i 1998, Vignone tilplantet i 1999 og endelig Madonnina, som er tilplantet i 2002.

Vinen er lavet første gang i 1989 og lavet med en macerationstid på 20 dage, hvorefter vinen lagrer 14 måneder på barriques, primært nye fade … 25% af fadene er brugt én gang tidligere. Denne årgang 2008 har fået 95+ point af International Wine Cellar og 93 Parker point.

Duftmæssigt afslører vinen en tosidet dimension, nemlig én med power og kraft, solbær, modne kirsebær, mørkristede kaffebønner, krydderier, jord og vanilje … og så en anden og slankere side med grønne toner, mineraler, teblade og måske også hindbær og jordbær. Det er noget typisk italiensk … og så alligevel ikke. I munden er vinen blid, blød … men absolut powerfuld. Der er flot renhed, grønne toner, blide tanniner, som er godt integreret. Der er tørhed, meget frugt, krydderier og syre. Frugt og syre i ét … dejlig vin. Kan gode lide, at vinen har den italienske syre/stramhed og så også godt med power … og at det overordnet leveres på en elegant måde.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Forhandles flere steder, Atomwine og Thorkilds Vinhandel, pris 499 kr.

Rating 6/7  

Skriv et svar