2006 The Winery of Good Hope, Vinum Africa Cabernet Sauvignon, Stellenbosch, Sydafrika

2006 The Winery of Good Hope, Vinum Africa Cabernet Sauvignon, Stellenbosch, SydafrikaÉn af ugens vine var denne Vinum Africa Cabernet Sauvignon fra vinhuset “The Winery of Good Hope”, som har deres vinmarker i de bjergrige områder ved Helderberg i Stellenbosch samt Elgin og Perderberg i Swartland.

Vinum Africa Cabernet Sauvignon er én af de vine, som har været solgt pænt i Danmark og målet med Vinum Cabernet har også været at skabe en vin med den klassiske europæiske struktur og den solmodne frugt fra den nye verden.

Drivkraften bag The Winery of Good Hope er den britiske Alex Dale, der i øvrigt har boet mere end halvdelen af sit liv i Bourgogne. Han grundlagde vinhuset i 1998 og huset laver vine under fire navne, nemlig The Winery of Good Hope, Land of Hope, Radford Dale – som jeg har skrevet om tidligere her på bloggen – samt Vinum Africa.

Alex er en sand fontæne af humor, energi, kreativitet og med en erfaring og et klarsyn, der er bemærkelsesværdigt. Alex er motoren i Vinum, men vinmageren er livskunstneren og energibundtet Edouard Labeye, der er blandt de mest respekterede ønologer i Rhône og Sydfrankrig. Franske Chris Durand, der er uddannet fadbødker overser fadlagringen.

Der laves to vine under navnet Vinum Africa, nemlig én på Chenin Blanc og så denne på Cabetnet Sauvignon. Druerne til denne Vinum Africa Cabernet Sauvignon kommer fra den sydafrikanske Martin Gerbers 5 hektar store marker, som ligger i den sydlige og bedste del af Sydafrika’s topområde Stellenbosch.

Den samlede årsproduktion er på omkring 4.400 kasser. Til fremstillingen anvender Edouard en kombination af klassiske metoder med tre dages kold udblødning af druerne før gæringen, pigeage tre gange dagligt (som i Bourgogne!!) og remontage (overpumpning af kappen i gæringskarret) to gange dagligt.

Den malolaktiske gæring på fad, hvor vinen lagres 13 måneder på 50% på ny eg og resten 1 og 2 år gamle fade. Edouard lader vinen berige sig selv så længe som muligt på bundfaldet og benytter sig af avancerede teknikker som ”micro oxygenation”, der runder tanninerne af.

Vinum betyder vin på latin, og der er som etikette valgt nogle symboler i etnisk stil, ganske stilrent. Det skulle gerne fortælle lidt om hele husets tilgang til fremstilling af vinene, bl.a. at det handler om individualitet og ellers repræsenterer positive politiske, historiske og sociale holdninger. Hvis du kigger nærmere på symbolerne, så vil du måske også bemærke, at symbolet faktisk staver ordet “Vinum”.

Duftmæssigt er vinen lidt tør, støvet i næsen. Der er solbær, blåbær, egefade, Rhône-krydderier, lidt kaffe, eucalyptus og mint. Fornemmer jeg også en lille smule gummi? Smagen er sådan lidt Bordeaux i stilen, men der er også oversøiske varme og fylde. Der er lidt kant, men en god og vedvarende frugt, læder, jord og et godt bid. Alderen på knap 8 år kan man så småt begynde at fornemme, men det klæder kun vinen.

Forhandles bl.a. af Wine.dk, hvor prisen er 119 kr. for nuværende årgang 2011.

Vinanbefaling 3,5/7 

Skriv et svar