2009 Finca Río Negro, Río Negro Red, Castilla-La Mancha, Spanien

2009 Finca Río Negro, Río Negro Red, Castilla-La Mancha, SpanienSidste vin fra i fredags … en spanioler, som kommer fra Bodegas Río Negro … Finca Río Negro, en øde vingård nogle kilometer fra landsbyen Cogolludo i Guadalajara provinsen nord for Madrid. Gården ligger ved foden af Sierra de Ayllón i 1.000 meters højde og der er ingen andre vingårde i 70 kilometers omkreds.

Vi er her i betragtelig afstand fra andre “Denominación de Origen” … appellationer, og de nærmeste er nok Ribera del Duero omkring 60 kilometer mod nord eller Vinos de Madrid omkring 75 kilometer mod syd. Det er et område, som skiller sig ud for sin sprudlende natur, hvilket også i 2010 er belønnet med godkendelse af naturparken Parque Natural de la Sierra Norte de Guadalajara.

I dette område har Fuentes familien i mange generationer ejet 600 hektar jord, men det var først i slutningen af 1990’erne, at familien besluttede at genoplive en gammel, lokal tradition for vinproduktion ved etableringen af Finca Río Negro. Navnet fik gården efter en gammel flod, som løb igennem jorderne … men i dag er tør.

Der er investeret i moderne udstyr til vinproduktionen og samlet er 42 hektar marker tilplantet med vinstokke, men endnu anvendes alle 42 hektar dog ikke i produktionen.

Og produktionen er også ganske overskuelig, for der laves alene 2 forskellige vine på Finca Río Negro … en hvid på 100% Gewürztraminer og så denne røde´, som laves på 60% Tempranillo, 20% Syrah, 10% Cabernet Sauvignon og 10% Merlot. Samlet laves der i øjeblikket omkring 100.000 flasker vin om året.

De første vine kom først på markedet i 2010, nemlig årgang 2008’eren … mere end 10 år efter dette projekt startede, men det skyldes, at Fuentes familien besluttede, at vinene ikke skulle sælges førend de var gode nok. Og siden frigivelsen har de fået de bedste point i de vigtigste spanske vinguides. Så nogle gange kan det godt betale sig at vente. Denne årgang 2009 har bl.a. fået 90 point af Parker.

Vinen er fermenteret i rustfri tanke med temperaturkontrol, og hver druesort selvfølgelig separat. Maceration på 12 til 18 dage, og vinen lagrer 12 måneder på egetræsfade, 50% franske Allier eg og 50% amerikansk fade. To tredjedele af tønderne er nye, og en tredjedel er fra det foregående år. Derefter lagrer vinen også 12 måneder på flaske inden frigivelsen.

Og i glasset også en mørk fætter med stor bouquet. Der er blæk, grafit, tørre buske, krydderier, mørke kirsebær, solbær, blåbær, blommer, kompost … eller noget animalsk af en slags, kaffe og balsamico. Smagen er præget af stor tørhed, godt proppet med tanniner og ellers godt med frugt, solbær, træ og krydderier. Selvom det er en fyldig vin, så er der også en dejlig lethed over vinen … virker meget velafbalanceret. Skøn vin.

Har set den på nettet hos Gunnar Madsen Vinhandel til 179 kr. Glud Vin ser også ud til at være forhandler, men det er svært at finde vinen herhjemme via nettet.

Vinanmeldelse 5/7    

Flere vise ord

Skriv et svar