2009 Veenwouden Private Cellar, Veenwouden Classic, Paarl, Sydafrika

Med en helt unik og fantastisk betagende udsigt ud mod Klein Drakenstein bjergene, tæt på floden Berg i den nordlige del af Paarl-distriktet ligger Veenwouden Private Cellar, et lille vinhus ejet af vinmageren Marcel van der Walt … og herfra kommer denne Classic … en lille flaske Bordeaux look-a-like.

Veenwouden Private Cellar er grundlagt tilbage i 1988 af de to brødre Marcel og Deon van der Walt pga. en stor forkærlighed for Bordeaux vine … specielt vinene fra Pomerol. Marcel havde selv en baggrund som professionel golfspiller, mens Deon havde en stor karriere som international operasanger.

Efter købet af ejendommen i 1988 gik arbejdet med tilplantning af gårdens 12 hektar vinmarker hurtigt i gang, og Marcel tog roret som vinmager med hjælp fra faderen, mens Deon lystigt skrålede videre på de store scener, bl.a. Metropolitan Opera i New York, Royal Opera House i London, Bavarian State Opera i München og alle de berømte steder i den branche.

Da familien oprindeligt var emigreret til Sydafrika i 1727 fra den  fra den lille landsby Veenwouden i Frisland i Holland, ja så fik vingården selvfølgelig navnet Veenwouden. (Ja, Frisland er det område, hvor der snakkes både hollandsk og frisisk).

De første vine kom på markedet i midten af 1990’erne, og til produktionen havde de søgt hjælp fra eksperter fra Pomerol i Bordeaux, og det gav pote. Deres vine fik hurtigt store roser, og politikken med en begrænset produktion fra meget lave udbytter var en succes. Og operaen fandt endda også vej til vingården, hvor én af vinene Vivat Bacchus blev opkaldt efter Mozarts duet “Die Entführung aus dem Serail”, som omtaler fornøjelser med vin.

Deons tenorstemme blev dog brat afbrudt i 2005, hvor faderen skød og dræbte ham med to skud i brystet efter et voldsomt skænderi på vingården i Paarl … og herefter begik selvmord. En ganske tragisk familie historie. I dag er det derfor Marcel van der Walt som driver vingården videre.

Vingårdens 12 hektar vinmarker er beplantet med de klassiske Bordeaux sorter, nemlig 75% med Merlot, 15% Cabernet Sauvignon, 7% Cabernet Franc og 3% Malbec. Marcel van der Walt har valgt kun at høste små 5 tons per hektar for at holde højst mulige kvalitet på de druer, der skal indgå i vinene.

Denne Bordeaux”, dvs. en vin i stil med vinene fra Bordeaux, blot lavet i Sydafrika. Dem findes der faktisk en del af, og jeg har smagt flere ganske flotte resultater i den boldgade, som fx De Toren Z og Fusion V fra De Toren Private Cellar samt AnWilka. Og der er sikkert mange flere. I denne årgang 2009 er Veerwouden Classic lavet på 62% Cabernet Sauvignon, 12% Malbec, 10% Cabernet Franc, 8% Merlot og 8% Petit Verdot. Den har lagret 24 månder på franske egetræsfade, 80% nye og resten de brugte fra året før.

Duftmæssigt har jeg noteret mig våd, fugtig muldjord, tobak, solbær, men der fornemmes også lidt rankhed, og de samlede indtryk kan godt lede tankerne hen på Bordeaux. Smagen er fyldig og varm … der er godt med tanniner, men smagen er i min optik nok lidt mere voluminøs og krydret end Bordeaux, men referencerne er der bestemt. En dejlig vin.

Forhandles af Vin & Vin, hvor prisen er 219 kr. ved køb af 1 flaske, men 100 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Skriv et svar