2016 Weingut Balthasar Ress, Hattenheimer Nussbrunnen Rheingau Riesling GG Trocken, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Balthasar Ress, Hattenheimer Nussbrunnen Rheingau Riesling GG Trocken, Rheingau, TysklandEndnu et glædeligt gensyn, nemlig med det rheingauske vinhus Weingut Balthasar Ress, hvorfra jeg nu smager deres 2016 Hattenheimer Nussbrunnen Rheingau Riesling GG Trocken.

Jeg besøgte Weingut Balthasar Ress tilbage i oktober 2017 sammen med et par kammerater. Det besøg – og lidt om vinhuset – kan du læse om i blogindlægget Besøg hos Balthasar Ress … og en olivenfarvet Riesling-Bulli. Formentlig smagte vi også denne Hattenheimer Nussbrunnen Rheingau Riesling GG Trocken under vort besøg og måske endda i denne årgang 2016.

Hatterheimer Nussbrunnen er en sydøstvendt mark i Hattenheim og den har sit navn efter en kilde eller brønd, som stadig eksisterer i dag og oprindelig var omgivet af valnøddetræer … deraf navnet nuss for nødderne og brunnen for kilde/brønd. I kan på billedet ovenover se, hvor kilden/brønden ser ud i dag.

Det er en 9,7 hektar stor Grosse Lage mark, hvor Weingut Balthasar Ress har en parcel på omkring 1,5 hektar. Marken ligger op til Wisselbrunnen, hvor Ress også har parceller.

Hattenheimer Nussbrunnen marken har særlige gode jordbundsforhold med dyb, løs lerjord, mergel og löss, som sikrer god balance i tilførslen, fordeling af vand. Samlet gør det således Hattenheimer Nussbrunnen til en regulær Grosse Lage topmark.

Hattenheimer Nussbrunnen Rheingau Riesling GG Trocken er lavet ved, at druerne efter høsten presses forsigtigt i en pneumatisk presse og derefter gærer i temperaturstyrede ståltanke. Efter endt fermentering lagrer vinen på gamle egefade frem til foråret, altså alene omkring 6 måneder.

Næsen er lidt parfumeret og har allerede pænt med petroleum, en sindssyg lækker vibrerende syre, abrikos, lidt nødder og klare aftryk fra fadlagringen, lidt eg og fyldig, varm vanilje.

I munden har vinen god dybde, bund og en moden kraft. Der er en klar modenhed i frugten, igen tropisk i frugten og så er vinen meget blid, stille, tilbageholdende med et lidt kalket udtryk og en krydret samt frisk koncentreret syre. Det er virkelig lækker Riesling og samtidig klart en vin, som også vil vinde yderligere med tid i vinkælderen.

Forhandles af Vinspecialisten / H.J. Hansen Vin, hvor en flaske koster 440 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Adanti, Arquata Umbria Rosso, Umbrien, Italien

2011 Adanti, Arquata Umbria Rosso, Umbrien, ItalienGee I miss Montefalco, som jeg besøgte for snart 2 år siden i februar 2017. Men så er det jo godt, at man bare kan proppe en vin op og få lidt umbriske vibes … selvom denne Arquata Umbria Rosso fra Azienda Agricola Adanti er en IGT vin, som ikke er lavet på de sædvanlige lokale druer.

Adanti var desværre ikke et af de mange vinhuse, som jeg besøgte under mit besøg i Montefalco, selvom jeg dog i løbet af dagene i Umbrien smagte Adantis Sangrantino vin. Efterfølgende har jeg også smagt deres 2011 Arquata Montefalco Rosso … søstervinen til denne.

Cantine Adanti aka Azienda Agricola Adanti ligger ved Bevagna lidt nord for Montefalco. Vingården er grundlagt i midten af 1960’erne, da Domenico Adanti købte ejendommen Arquata, et gammelt Celestine munkekloster, som han efterfølgende renoverede.

Han genplantede samtidig ejendommens marker med både vinstokke og oliventræer. I dag har Adanti sammenlagt 40 hektar jord, hvoraf de 30 hektar er vinmarker, mens de sidste 10 hektar er oliventræer.

På vinmarkerne dyrker familien druesorterne Sangiovese, Sagrantino, Cabernet Sauvignon, Barbera, Merlot og Grechetto.

I dag er det Pietro, Daniela og Donatella Adanti, som driver vingården og laver 10 forskellige vine samt selvfølgelig lidt grappa og masser af olivenolie.

Denne Arquata Umbria Rosso er lavet på 40% Cabernet Sauvignon, 40% Merlot samt 20% Barbera, som kommer fra 2 forskellige lerholdige vinmarker i Bevagna. Efter høsten er druerne afstilket, knust og gæring sker i rustfrie ståltanke ved 28 grader med 4 ugers maceration. Efter endt fermentering lagrer vinen 24 måneder på barriques efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen byder på både mørk og gæret frugt, en mørk balsamisk og moden syre, blommer, solbær, kakaopulver samt nogle grønne blade og grene med en snert eukalyptus.

I munden er det en fyldig, mørk og fløjlsblød vin, som er meget smooth og har godt med power. Der er lakrids, vanilje, en smule mælkechokolade mellem den mørke frugt, en ganske pæn tørhed og masser af tanniner, som egentlig ikke er Montefalco stramme, men blot sidder i munden lang tid efter et sip af vinen. Det er sgu ganske flot produceret vin … pænt.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 122 kr.

Vinanmeldelse 5/7