2014 Weingut Manincor, Mason Pinot Nero, Alto Adige, Italien

2014 Weingut Manincor, Mason Pinot Nero, Alto Adige, ItalienNæste vin – Mason Pinot Nero fra Weingut Manincor i St. Josef am See i Kaltern lige ved Lago di Caldaro – er også biodynamisk, men har smukke burgundiske træk ved mundvigene, som vender totalt opad.

Weingut Manincor er grundlagt i 1991 af grev Michael Goëss-Enzenberg og hustruen Sophie, men selve ejendommens historie går langt tilbage, nemlig til 1608, hvor den blev bygget af Hieronymus Manincor … en forfader til grev Michael langt tilbage.

Michael Goëss-Enzenberg overtog driften fra sin onkel var der ingen egenproduktion, idet druerne blot blev solgt til kooperativerne i henholdsvis Kaltern og Terlan.

Siden overtagelse er driften dog lagt fuldstændig om, og der er bygget en ny, moderne og underjordisk vinkælder, mens hele produktionen er omlagt til fuld bæredygtighed og herunder altså også certificeret biodynamisk drift.

Vingården har også både jordvarme- samt biomasseanlæg og er CO2 neutral … bruger simpelthen hverken gas eller olie. Udover vinproduktionen produceres der også frugt og honning på gården … og så laver de faktisk også selve egefadene til lagring af vinene.

De har omkring 50 hektar vinmarker, fordelt på markerne Manincor, Lieben Aich, Campan, Mazzon Leiten samt Panholzer og Keil. Det giver basis for en lang række vine, som sælges under Manincor navnet.

I kælderen følges månens cyklus og man benytter tyngdekraften når vinen skal veksle mellem de tre plan. Således undgår man pumper, der kan beskadige drueskaller og sten. Der foretages i øvrigt ingen filtrering.

To tredjedele af de hvide vine og alle de røde vine fremstilles med naturligt forekommende gærceller. Åbne gæringskar benyttes til rødvinsproduktionen. De hvide vine gærer og lagres på store ovale fade med en størrelse på mellem 12–30 hektoliter. Hver mark vinificeres og lagres for sig og der arbejdes både med vine på enkeltdruer og blends.

Denne Mason Pinot Nero er lavet med druer fra  marker ved  Mazzon i 400-450 meters højde, men grev Michael kalder Mazzon for Mason … for at skilde sig lidt ud. Druerne er høstet med et udbytte på 37 hektoliter pr. hektar.

Det er Manincors topvin på Pinot Nero, der er en selektion af druer fra de ældste og mest velpositionerede planter fra 4 hektar vinmarker med Pinot Nero i Mazzon. Jorden er ler og sandholdig og fyldt med gnejs, granit, porfyr og eroderet dolomit.

Druerne fra forskellige parceller vinificeres separat med 14 dages maceration i åbne gæringskar, udelukkende ved brug af de naturlige gærceller på druerne. Vinen lagres 12 måneder på barriques, heraf 25% nye barriques.

Sikke en næse … både bondsk og let, luftig, krydret med blåbær, kirsebær, jordbær, blommer og en vis modenhed i frugten, hvilket så suppleres med marcipan, violer, roser, chokolade, blæk, kul og lidt lakridsrod. Der er virkelig Pinot Noir lethed over vinen, og satans elegant på en bondsk, lys og let facon.

Uha … det smager vildt godt. Det er en luftig vin med vinger, hindbær, jordbær, jern og blid balanceret. Med lidt luft i glasset viser vinen også ren og stringent syre med lidt vanilje og klart nogle burgundiske træk. Det er vildt, balanceret og let. WOAW.

Importeres af Adriat Vinimport, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Christian Tschida, Himmel Auf Erden II Maische Vergoren, Burgenland, Østrig

2017 Christian Tschida, Himmel Auf Erden II Maische Vergoren, Burgenland, ØstrigNæste vino var også hvid – eller noget derhenad – nemlig en skindfermenteret Himmel Auf Erden II Maische Vergoren fra Christian Tschida, der holder til ved byen Illmitz i den nederste del af Neusiedler See i Burgenland i Østrig.

Christian Tschida driver 10 hektar vinmarker med sand, grus, skifer og kalksten i jorden. Alt dyrkes efter naturlige principper og markerne ser totalt vilde ud og tilgroet med en række afgrøder mellem vinstokkene for at bevare biodiversiteten og tvinge vinstokkene til at begrave deres rødder dybt ind i jorden i søgen efter næringsstoffer.

Christian Tschida er 4. generation på vingården og tog over efter faren Fritz i 2007. Indtil da havde han hjulpet til i vinmarkerne som familien ejer rundt om byen Illmitz. Han driver gården ud fra en hands-off filosofi, så vinene får lov til at udvikle sig helt naturligt med lang lagring, nogle endda op til 5 år.

Christian siger selv, at der hersker en delvis laissez-faire-kultur på vingårdne. Han siger dog, at laissez-faire ikke er nyt og findes i alle af livets aspekter; således taler man fx både om en laissez-faire-agtig pædagogik som modpol til en mere autoritær en af slagsen og om ledelses-laissez-faire, hvor lederen netop dyrker metoden for indirekte at opfordre medarbejderen til selv at tage ansvar.

Men Christian Tschida er ikke ekstrem på nogen måde, og han påpeger, at vinstokke er som børn. De vil selv, men man skal også følge dem på vej, opdrage dem. Det egentlige spørgsmål er, hvornår skal man slippe dem? Hvornår er de modne nok, store nok, stærke nok, til at kunne klare sig selv?

I følge Tschida skal man tage sig af druerne på stokkene, pleje dem, nusse dem, men så snart de er blevet til vin, der ligger og modner på fade i kælderen, skal man lade dem være. Det er den måde, de finder deres egen balance på, og den udvikling skal man ikke pille ved.

Presning sker således alene meget let, hvorved han alene får den bedste saft, mens de røde druerne fodtrampes og gærer i åbne kar. Der tilsættes heller ikke svovl til vinen.

Vinene er opdelt i 3 serier … Himmel Auf Erden, Kapital 1, som Christian selv kalder The Dark Side of the Moon og så endelig Domkapitel. Himmel Auf Erden er vingårdens hvidvine og denne Himmel Auf Erden II Maische Vergoren er Christians eneste skindfermenterede hvidvin.

Maische Vergoren betyder også på skind. Vinen er primært lavet på Scheurebe, som kommer fra 60 år gamle vinstokke. Der tilføres dog også en smule Weissburgunder og Muscat. Vinen ligger med druerne på deres skind i 6 måneder. Vinen er aftappet uden klaring, filtrering eller tilsætning af sulfitter.

Duftmæssig står det rimelig hurtigt klart, at der er tale om skindfermenteret naturvin. Farven i glasset er også svagt på vej mod noget orange. Det er hyldeblomst, tørret abrikos, grape, havvand, øl, brun sæbe, saltkaramel samt en lille gæret syrlighed.

Smagen er næsten som æblemost, frugtsaft og virkelig syrefattig, hvilket er lidt en skam, for derved bliver vinen lidt tynd og vandet, en meget drikkelig saft, selvom det faktisk smager ret godt og en smule anderledes. Men for pokker … mere syre tak.

Vinen importeres af Österreich Vin, hvor en flaske koster 245 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2014 Domaine du Clos Saint Landelin, Riesling Clos Saint Landelin Grand Cru Vorbourg, Alsace, Frankrig

2014 Domaine du Clos Saint Landelin, Riesling Clos Saint Landelin Grand Cru Vorbourg, Alsace, FrankrigVino hos Jan og what a start … økologisk og biodynamisk Riesling Clos Saint Landelin Grand Cru Vorbourg fra Muré familien på Domaine du Clos Saint Landelin, der ligger i byen Rouffach omkring 15-20 kilometer syd for Colmar i dejlige Alsace.

Vinhuset er oprindeligt grundlagt tilbage i 1650 af Michel Muré, der slog sig ned som vinavler i Westhalten i den sydlige del af Alsace. Det var imidlertid først i 1935, at Domaine du Clos Saint Landelin opstod, da en senere efterkommer Alfred Muré købte marken Clos Saint Landelin, som også blev navnet på vinhuset.

Clos Saint Landelin har samlet 25 hektar vinmarker, som ligger ved Rouffach. Området ligger beskyttet af Le Grand Ballon .. det højeste punkt i bjergkæden Vogeserne, som forhindrer vinden fra vest i at bringe skyer og regn ind over Rouffach. Dette giver Rouffach et mere tørt og solrigt klima end i det nordligere Alsace. I vinene resulterer dette i mere dybde og fylde.

Domaine du Clos Saint Landelin drives i dag af 12. generation af Muré familien, nemlig Véronique og Thomas Muré. Véronique står for administration og markedsføring, mens Thomas – der er uddannet ønolog fra Beaujolais – står for vinene.

Clos Saint Landelin marken ligger lige syd for Rouffach og har tidligere været ejer af bispedømmet i Strasbourg. De blev i det 8. århundrede givet i gave fra biskop Heddon til Sankt Landelin klosteret og allerede dengang var marken regnet som en af de bedste i hele Alsace.

Muré familien er eneejer af Clos Saint Landelin marken, som samlet er på 12 hektar. Vi smager her en Riesling, hvor druerne kommer fra 45 år gamle vinstokke på marken, høstet med et udbytte på 48 hektoliter pr. hektar.

Riesling Clos Saint Landelin Grand Cru Vorbourg er vinificeret alene med brug af druernes naturlige gærceller, en langsom fermentering og er efterfølgende lagret en periode sur lie.

Næsen er lidt fed og nærmest olieret med nogle krydrede elementer, næsten vibrerende, meget levende med lime, grønne pærer, blomster, timian, hundelegetøj af gummi, mineraler, men ingen petroleum endnu.

I  munden er vinen grøn, ren, men syren er ikke sådan streng og irettesættende på nogle måder, men frisk og virkelig smukt kontrolleret. Der er mineralsk bid, lidt tropisk frugt og fylde, mens der er grønne elementer i eftersmagen. Det smager stjernegodt, har virkelig en dybde og kraft, som jeg ikke lige havde ventet fra en Alsace Riesling.

Forhandles herhjemme af Skjold Burne, hvor en flaske koster 309,75 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7