2015 Weingut Zuschmann Schöfmann, Grüner Veltliner Brut Nature, Niederösterreich, Østrig

2015 Weingut Zuschmann Schöfmann, Grüner Veltliner Brut Nature, Niederösterreich, ØstrigJeg serverede forleden denne Grüner Veltliner Brut Nature fra Weingut Zuschmann Schöfmann blindt for en flok vinkyndige venner, men ingen gættede, at det var mousserende østrigsk Grüner Veltliner … for hold da op, hvor det virkelig læner sig op af ægte og dyr champagne.

Weingut Zuschmann Schöfmann ligger meget passende på adressen Winzerstrasse i den lille by Martinsdorf omkring 30 kilometer nordøst for Wien i området Weinviertel i Niederösterreich. Med andre ord i det højre hjørne af Østrig og lige op til grænsen af både Tjekkiet og Slovakiet.

Vinhuset drives af Else Zuschmann og Peter Schöfmann, der i 2009 overtog vingården fra Elses far. De ændrede driften til ren vinbrug og frasolgte de marker, som ikke var egnet til vinproduktion. Tilbage var der 16 hektar vinmarker, som i dag drives økologisk.

Ved overtagelsen vidste parret ikke, om det var muligt at dyrke druerne økologisk, men det gik ganske fint, hvorfor de i 2012 ansøgte om at blive certificeret, hvilket blev gennemført endeligt i 2015.

Weingut Zuschmann Schöfmann dyrker primært Grüner Veltliner, som fylder omkring 60% af produktionen, men derudover dyrker de også sorter som Zweigelt,  St. Laurent og Pinot Noir.

Denne Nature Winzersekt er en af Weingut Zuschmann Schöfmanns lille perler … lavet på 100% Grüner Veltliner, som først er lavet på rustfrie ståltanke og alene gæret på druernes naturlige gærceller. Derefter er den traditionelle andengæring sket på flaske med en lagring i 30 måneder inden degorgering i oktober 2018.

Duftmæssigt en lidt nøddet og gæret aroma med overmodne æbler, pærer, fersken, ganske aromatisk og superlækker inderlighed med blomster, en distinkt sødme, dej under hævning og i det hele taget meget champagneagtig i aromaerne.

I munden er Grüner Veltliner Brut Nature ganske aggressiv på boblerne … små, tætte og insisterende med en tæt, dejlig syre, men ellers er vinen blød og omgængelig med lidt sødme fint mixet med både en smule citron og grape. Det er både sprødt, inderligt og yderst drikbart … min første boblevin på Grüner Veltliner, men sikke en af slagsen.

Forhandles af Propperiet, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 3 flasker. Det er en virkelig god pris for denne kvalitet og et oplagt bud på en prisvenlig nytårsraket.

Vinanmeldelse 5,5/7

2009 Fratelli Muratori, Villa Crespia Millè Franciacorta Brut, Lombardiet, Italien

2009 Fratelli Muratori, Villa Crespia Millè Franciacorta Brut, Lombardiet, ItalienWAUW … sikke en iøjnefaldende flaske Villa Crespia Millè Franciacorta Brut fra La famiglia Muratori aka Azienda Agricola F.lli Muratori.

Vinhuset skrev jeg om for en måneds tid siden, da jeg smagte deres fantastiske Villa Crespia Cisiolo Franciacorta Dosaggio Zero og dengang skrev jeg også en del om vinhuset og familien Muratori, så det skal jeg undlade denne gang. Lad os i stedet kigge nærmere på denne blå nytårsraket af en mousserende vin … endda en årgangsvin fra 2009.

Bag dens blå øjne er det faktisk en blanc de blancs, altså en 100% Chardonnay baseret vin, hvor druerne kommer fra forskellige marker. Vinen er først lavet helt traditionelt med gæring i rustfrie ståltanke efterfulgt af spontan malolaktisk gæring.

Men derefter flasker Muratori familien ikke vinen … for først lagrer den nemlig – helt utraditionelt – med gærresterne i 30 måneder og først derefter tappes vinen på flaske og lagrer så yderligere 30 måneder inden degorgering.

I modsætning til Villa Crespia Cisiolo Franciacorta Dosaggio Zero er denne Villa Crespia Millè Franciacorta Brut meget mere blid, sart, forsigtig, tilbageholdende og næsten ydmyg. Som en dame med benene overkors er hun karrig, genert … næsten til det helt neutrale, men der kommer lidt let fersken, blomster, blomsterstøv og subtile små noter med en anelse citrus samt lidt krydderier.

I munden er boblerne lidt i samme boldgade … medium i styrke, men mere blide og forsigtige. Det er grønne æbler, blid syre og virkelig ganske tilgængelig og nem at have med at gøre. Jeg er nok mere til søstervinen, men alle fruerne denne aften var vilde med Millè … og den blå flaske passer også ind til enhver fest.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2001 F. E. Trimbach, Gewurztraminer Cuvée des Seigneurs de Ribeaupierre, Alsace, Frankrig

2001 F. E. Trimbach, Gewurztraminer Cuvée des Seigneurs de Ribeaupierre, Alsace, FrankrigVi sluttede Sydvestfrankrig smagningen med noget helt andet … Gewurztraminer Cuvée des Seigneurs de Ribeaupierre fra det legendariske F. E. Trimbach i Alsace.

Huset har jeg skrevet om et utal af gange … det skal jeg nok afholde mig fra. I stedet tager vi et nærmere kig på denne Gewurztraminer Cuvée des Seigneurs de Ribeaupierre, som kommer fra husets serie Réserve Personnelle vine. Det er en Gewurztraminer i en prestigeudgave … Trimbachs bedste Gewurztraminer og navnet  Seigneurs de Ribeaupierre har vinen efter de tidligere ejere af ejendommen, hvorfra markerne stammer.

Druerne kommer fra markerne Trottacker og Osterberg i Ribeauvillé. Markerne  nyder en sjælden gunstig beliggenhed og har samtidig den rette jordbundssammensætning. Vinen fremstilles kun i de allerbedste årgange. Vinen er vinificeret og lagret på ståltanke.

Uha … næsen er dyb og aromatisk med nødder, blomster, ananas, abrikos og på en varm, omfavnende facon. Der er også en smule fernis, maling og honning … nærmest olieret. Aromatisk, blomstrende og olieret.

I munden er det en sød, blød og smuk vin … frugten er tropisk, fed og olieret. Det er en fantastisk vin, som kun vinder med alderen. Denne 17-årige duperer og vinder nådesløst mit hjerte.

Forhandles herhjemme af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7