2016 Cave de Fleurie, Fleurie Beaujolais, Bourgogne, Frankrig

2016 Cave de Fleurie, Fleurie Beaujolais, Bourgogne, FrankrigNæste vin – også smagt blindt – ramt jeg også spot on. Det er nemlig Gamay fra Beaujolais … vinen Fleurie Beaujolais fra kooperativet Cave de Fleurie, der netop ligger i Fleurie på adressen Rue des Vendanges.

Kooperativet Cave de Fleurie er grundlagt tilbage i 1927 som Grands Vins de Fleurie Cave Cooperative af en flok vinavlere i byen. I dag har kooperativet 280 medlemmer, som samlet har 300 hektar vinmarker indenfor hele 13 appellationer, nemlig appellationerne Fleurie, Moulin à Vent, Chiroubles, Chénas, Juliénas, St. Amour, Regnié, Morgon, Brouilly, Bourgogne Blanc, Beaujolais Blanc, Beaujolais og Beaujolais-Villages.

Denne Fleurie er selvfølgelig på ren Gamay, som efter høst undergår en let maceration, hvorefter druerne presses. Fermentering sker i store kar og derefter lagrer vinen en periode sur lie i enten barriques eller de større foudres.

Og sikke en nice næse … blomster, sæbe, cherrycoke, kirsebær, brombær, bacon, masser af sten og det er virkelig en bondevin, men på en let, rustik og charmerende facon.

Det smager også som rigtig bondevin … der er grønne stilke, klar frugt, ren og lys frugt, lakrids, peber og en bondsk kraft, som både sikrer saftighed og landlig charme. Cremet, bondsk og med en mineralsk undertone. Jeg synes, at det smager herregodt.

Købt i Frankrig, hvor en flaske koster 9€ … svarende til 67 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Domaine David Ermel, Empreinte Pinot Noir Barrique, Alsace, Frankrig

2015 Domaine David Ermel, Empreinte Pinot Noir Barrique, Alsace, FrankrigEmpreinte Pinot Noir Barrique hedder næste vin, som kommer fra Domaine David Ermel … Artisans Vignerons à Hunawihr en Alsace. Ermel ligger nemlig i byen Hunawihr ved foden af Vogeserne i det billedskønne Alsace.

Domaine David Ermel er et familie vinbrug, som har været drevet af familien gennem flere generationer siden 1795. Indehaver i dag er Jean-David Ermel og hustruen Sylvie, som driver vingårdens 14 hektar vinmarker. Siden 2015 har dog fået hjælp af deres sønner David og François, som langsomt begynder at overtage mange af opgaverne.

Husets vinmarker ligger på skråningerne ved Hunawihr og Ribeauvillé, og undergrunden af jord, kalksten-mergel og et fantastisk klima giver god grobund for de 7 forskellige druesorter, som familien dyrker.

De 7 druesorter, som dyrkes på Domaine David Ermel, er selvfølgelig de klassiske druetyper i Alsace, nemlig Sylvaner, Riesling, Pinot Blanc, Pinot Gris, Muscat, Gewurztraminer og Pinot Noir.

Vingården ejer også et stykke jord på en Grand Cru mark, nemlig den berømte Rosacker, hvor andre vinhuse også har jordstykker, bl.a. Domaine Agapé.

Hos Domaine David Ermel sker høsten manuelt, men i kælderen bruges der nu moderne vinificeringsteknikker for at bevare de terroir karakterer, som de enkelte druesorter giver til hver af vinene.

Der laves 6 hvide og 2-3 røde almindelige vine, 5 hvide i en reserve serie, 2 hvide grand cru vine på henholdsvis Riesling og Gewurztraminer, 4 forskellige cremants samt et par sent høstede søde vine.

Denne Empreinte Pinot Noir Barrique har jeg ikke fundet på deres hjemmeside, men den hører til blandt deres topvine i serien Les Vins de Réserves & Vieilles Vignes. Jeg har derfor heller ingen oplysninger om produktionen udover det åbenlyse … at den som skrevet er lagret på barriques.

Duftmæssigt er det sgu Pinot Noir med karakter … lidt som en særling af en bonderøv med armsved, en smule mælket i næsen, parfumeret endda, kirsebær og kirsebærsten, støvet, blæk og derudover med en vis syrlighed i frugten.

Smagen er meget jordbærpræget … ren jordbær, arghhh måske også en snert kirsebær og meget saftig, krydret med blomster samt nogle jernagtige noter. Vinen er meget ren og klar i frugten.

Købt på vingården, men prisen kender jeg ikke. Vil gætte på, at den koster det samme som dens hvide søster, og det er 12,50€ … svarende til 93 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7