2016 Weingut Wittmann, Westhofen Morstein Riesling GG, Rheinhessen, Tyskland

2016 Weingut Wittmann, Westhofen Morstein Riesling GG, Rheinhessen, TysklandEuropamesterskabet i tør Riesling sluttede, endte og lukkede med denne Westhofen Morstein Riesling GG fra Weingut Wittmann, som dermed blev eneste vinhus, der var repræsenteret med 2 vine.

Vinen er som den første fra Wittmann La Borne Riesling Alte Reben GG lavet med druer fra Grosse Lage vinmarken Morstein … dog selvfølgelig undtagen parcellen La Borne øverste på Morstein. Marken ligger mellem byerne Gundersheim og Westhofe, har været kendt som vinmark siden 1282 og ligger fra bredden af Rhinen med en 20% stigning op til omkring 280 meters højde.

Som med storesøsteren er Westhofen Morstein Riesling GG alene lavet med økologisk dyrkede druer, der høstes og selekteres manuelt – klase for klase – for at sikre, at kun den sundeste frugt ender i vinen.

Udbyttet holdes bevidst lavt, og da vinstokkene har en høj alder, opnås en større koncentrationen i vinen. Vinen har gæret og lagret i store 2.500 liters egefade alene med druernes naturlige gærceller, lagret på eg sur lie og flaskes ufiltreret.

I forhold til foregående vin er næsen mere klassisk, abrikos, fersken, hyldeblomst, æbler, kalk, mineraler, svag mentol og minder også på mange måder om storesøsteren.

Smagsmæssigt er der saftige æbler, cremet og blød med fersken, ananas, kalk, kridt og samtidig stram, kontrollerende syre. Der er lidt urter og salt i eftersmagen, som dog fader forholdsvis hurtigt ud.

Forhandles af Theis Vin, hvor en flaske koster 699,95 kr., men ved køb af 4 flasker er prisen 479,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2014 Weingut Schäfer-Fröhlich, Bockenauer Felseneck Riesling GG, Nahe, Tyskland

2014 Weingut Schäfer-Fröhlich, Bockenauer Felseneck Riesling GG, Nahe, TysklandSelvfølgelig skulle eksponenten for knastørre Riesling vine fra Nahe også med … Weingut Schäfer-Fröhlich og fra ham smagte vi denne Bockenauer Felseneck Riesling GG.

Weingut Schäfer-Fröhlich holder til midt i byen Bockenau i vindistriktet Nahe. Vinhuset ejes af Hans og Karin Frölich, men siden 1995 har det været sønnen Tim Fröhlich – der er 5. generation på vingården – som har stået for vinhuset og produktionen af husets vine, som primært er tørre hvidvine … knastørre hvidvine på Riesling.

Familien har i dag samlet omkring 20 hektar vinmarker, som omfatter parceller på markerne Monzinger Frühlingsplätzchen, Monzinger Halenberg, Schloßböckelheimer Kupfergrube, Schloßböckelheimer Felsenberg, Bockenauer Felseneck og Bockenauer Stromberg.

På markerne dyrker Tim 80% Riesling, mens de øvrige druesorter er Pinot Blanc, Pinot Gris og Pinot Noir.

Alle Schäfer-Fröhlichs parceller ligger på den stejleste del af markerne, hvor jordbunden er mest ufrugtbar og stokkene vokser direkte på den stenede undergrund. Det betyder, at vinene bliver både tørre, mineralske og kompromisløse.

Tim Fröhlich har i løbet af de seneste år etableret sig i Nahe’s førende firkløver af producenter. Som den eneste af disse arbejder han udelukkende med spontangæring, som han mener giver de mest autentiske vine.

Han har opnået mange priser for hans hvide vine. I 2010 blev Weingut Schäfer-Fröhlich endda af Gault Millau kåret som årets producent.

Tim Fröhlich laver også Spätburgunder, men i små mængder … faktisk så små, at de ikke engang er medtaget på hans website, men Fröhlich arbejder meget seriøst på sine Spätburgundere, som han laver på gammeldags vis og frigiver meget sent.

Denne Bockenauer Felseneck Riesling GG er vel nærmest signaturvinen hos Schäfer-Fröhlich. Den har siden 2008 hvert eneste år været kandidat til årgangens bedste vin i Tyskland. Druerne er selvfølgelig fra marken Bockenauer Felseneck og vinificeret på rustfrie ståltanke, hvor vinen spontangærer på druernes naturlige gærceller.

Duftmæssigt lidt sjov aroma, hvor der blev en vis konsensus om blåskimmelrøv, babybræk, saltvand, men også mere almindelige aromaer som modne æbler, pærer og saftige tropiske frugter … bananer, fersken, mango og således sammenlagt måske en kende til den varmere side ren frugtmæssigt. Der er dog også nogle mere syrlige og mineralske elementer … samt citrus, røg og blomster.

Næsen er måske ikke vinens stærkeste side, men det er smagen til gengæld. Den er helt zen … det er nærmest smeltende, imponerende sødme/syre balance og uha, hvor det smager godt. Det er mineralsk, salt med pærer og bitterhed. Der var lidt forskellige holdninger omkring bordet til denne vin … jeg var fan med 95 point.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7