2015 Domaine Zind-Humbrecht, Rangen de Thann Clos Saint Urbain Riesling Grand Cru, Alsace, Frankrig

2015 Domaine Zind-Humbrecht, Rangen de Thann Clos Saint Urbain Riesling Grand Cru, Alsace, FrankrigDet første sæt sluttede med denne vin med det korte navn Rangen de Thann Clos Saint Urbain Riesling Grand Cru fra det legendariske vinhus Domaine Zind-Humbrecht, der ligger lige et spydkast øst for Tückheim og ganske tæt på Colmar.

Det var for mig den  bedste vin i første sæt … måske lidt fordi, at vinen har en lidt flippet og funky side, da domænet drives både økologisk og biodynamisk. Samtidig er det jo også et vinhus, som har meget stolte traditioner og tidligere er rost som værende det bedste domæne for hvidvin i verden af den gode Parker og det er også sagt, at Zind-Humbrecht har revolutioneret Alsace.

Humbrecht familien har været vinbønder med base i Gueberschwihr i Alsace siden 1620, men familien begyndte først at sælge deres vine i 1927.

Domaine Zind-Humbrecht blev grundlagt i 1959, da Léonard Humbrecht giftede sig med Geneviève Zind, hvis familien også var vinbønder i Alsace og havde deres vingård i Wintzenheim. De to ejendomme blev lagt sammen … og det blev til Zind-Humbrecht, som i dag har deres vingård i Turckheim.

Det er i dag Olivier og Margaret Humbrecht, som driver vinhuset og de overtog driften i 1989 efter Léonard og Geneviève … og er dermed 12. generation i rækken af Humbrecht vinavlere.

Vinhuset har samlet 41 hektar vinmarker, som ligger ved byerne Thann, Hunawihr, Gueberschwihr, Wintzenheim, Turckheim og Niedermorschwihr. De bedste marker er Grand Cru markerne Brand i Turckheim, Hengst i Wintzenheim, Goldert i Gueberschwihr, Rangen de Thann i Thann samt Sommerberg i Niedermorschwihr.

I dag drives vingården fuldstændig biodynamisk … ud er smidt alt mulig kunstigt skidt, filtrering, chaptalisering, insektgifte, kunstgødning og de blev certificeret økologiske i 1998 af Ecocert og certificeret biodynamiske i 2002 af Biodyvin/Ecocert.

De høster samtidig med meget lave udbytter, i gennemsnit omkring 33 hektoliter pr. hektar, hvilket er langt under de tilladte grænser på 100 hektoliter for hele Alsace og den normale grænse på 70 hektoliter for Grand Cru marker i Alsace,

Der laves gennemsnitlig knap 200.000 flasker vin årligt og det sker i husets vingård i Turckheim, hvor produktionsfaciliteterne er i 3 etager, hvilket giver mulighed for at flytte vinen via tyngdekraften uden brug af pumper.

Vinene gærer i egefade, dog med temperaturkontrol, men længden af gæringen bestemmes af vinen, så ofte gærer vinene mere end et år. De lagrer selvfølgelig sur lie inden tapning uden hverken klaring eller filtrering.

Det er Grand Cru marken Rangen de Thann, som I kan se på billedet ovenover , som har givet druerne til denne Rangen de Thann Clos Saint Urbain Riesling Grand Cru … eller helt præcis den del af marken, som betegnes som Clos Saint Urbain, opkaldt efter et gammelt kapel fra 1400-tallet.

Kapellet kan I også se i det fjerne på billedet. Det ligger smukt midt i vinmarkerne. Clos Saint Urbain har mere klipper i jorden end på resten af Rangen de Thann og ligger højere, hvilket giver en senere modning af druerne og mere kølighed i vinene.

Humbrechts Riesling vinstokke på  Rangen de Thann Clos Saint Urbain er omring 53 år gamle og de er i 2015 høstet med et udbytte på 24 hektoliter pr. hektar, høstet i september måned. Vinen er lavet med langsom fermentering og har lagret sur lie bagefter … flaske i februar 2017.

Næsen virker med det samme lidt mere olieret end de foregående vine, men der er fortsat fint med petroleum … ja faktisk får jeg lidt en aroma som fra et reservedelslager eller et mekanikerværksted. Derudover er vinen let parfumeret, tilsat lidt vilde blomster, er lidt flippet og funky med svævende auberginer og et forførende slør af feminin inderlighed. Love it.

I munden er vinen dog langt mere mineralsk med skifer, stringent og klar frugt, syren er ikke ultraskarp, men sådan lidt middel og jeg fornemmer også lidt træ. Smagen danser en smule og spiller efter min mening meget godt op til duften. En lille anke kan dog være, at smagen fader en smule ud, når der kommer mere luft og varme i glasset.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, men denne har jeg ikke fundet. Vil dog gætte på en pris omkring 600 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Fachkaul Riesling GG, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Fachkaul Riesling GG, Mosel, TysklandDen tredje vin blev også Mosel saft … topvinen Bremmer Calmont Fachkaul Riesling GG fra Weingut Franzen eller helt korrekt Weingut Reinhold Franzen, der ligger lige ved den lille by Bremm i et af Mosel-flodens mange krumme hårnålesving.

Det er et godt stykke nord for mere velkendte Bernkastel-Kues. Familien Franzen har imidlertid været vinbønder der i flere århundrede, men det var Ulrich Franzen, der efter overtagelse af driften i begyndelsen af 1980’erne, grundlagde kimen til den nuværende vingård og satsede benhårdt på produktion af tørre vine med lav syre.

Det var også Ulrich Franzen, som opkøbte de braklagte parceller på markerne Bremmer Calmont … en af de stejleste marker i hele Mosel med en hældning visse steder på op til 65 grader.

For omkring 100 år siden var der omkring 24 hektar vinmarker på Calmont, men de svære arbejdsbetingelser og til tider svingende efterspørgsel af vinene fra Mosel betød, at mange parceller i løbet af 1980’erne simpelthen blev opgivet, således der alene var sølle 4 hektar vinmarker tilbage.

Det betød dog samtidigt, at Ulrich Franzen kunne købe forholdsvis billig jord, bl.a. parceller på den del af Bremmer Calmont, som kaldes Fachkaul, som er den mest stejle del af marken … men med en perfekt sydlig eksponering. Faktisk opkøbte Franzen hele 112 forskellige små parceller af Fachkaul.

Det betød blot et benhårdt arbejde med at genplante markerne og etablering af en Monorackbahne – et skinnesystem til at fragte druerne på de stejle bjergsider – mellem Franzens parceller på Bremmer Calmont og Neefer Frauenberg.

I dag har Weingut Franzen samlet 10,1 hektar vinmarker fordelt på markerne Bremmer Calmont og Neefer Frauenberg. Det er selvfølgelig primært Riesling – omkring 90% af markerne er Riesling, men derudover er der også lidt burgunder-sorter samt den gamle og mere ukendt sort Elbling. Den samlede produktion ligger på omkring 70.000 flasker årligt.

I dag drives vingården af næste generation i form af Kilian Franzen og hans hustru Angelina. Kilian kom i en ung alder lidt hovedkulds ind i driften, da Ulrich desværre pludselig døde i 2010 i en tragisk ulykke i vinmarkerne.

På det tidspunkt studerede Kilian til ønolog på Geisenheim, hvor i øvrigt også mødte Angelina. Det blev derfor Ulrichs kone Iris, som overtog driften med hjælp fra Kilian, men i dag er Kilian og Angelina gift og har overtaget driften helt.

Og det har det unge par ikke gjort helt dårligt, for de er netop i februar 2018 blev kåret som årets newcomer af magasinet Falstaff med en anerkendelse af deres fortsatte arbejde med at genrejse Bremmer Calmont, som ellers var ved at forsvinde.

Denne Bremmer Calmont Fachkaul Riesling GG er Franzens topvin og lavet med druer fra netop Fachkaul delen af marken Bremmer Calmont … den absolut mest stejle del af marken. Vinen er gæret på druernes naturlige gærceller og vinen har modnet på stål … ingen træ til at forstyrre de fine nuancer. Der er omkring 7 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt virker vinen sådan let smørkrydret og der dukker også dæmpede aromaer af petroleum, lidt svagt oxyderede nedfaldsæbler, fersken, mirabeller, syltet frugt, blomster og den virker blød, venlig, lettere tør og støvet, måske endda stenet i næsen.

I munden virker vinen i starten en smule let perlende og endda samtidig svagt olieret, lidt mere krydret end de to foregående, har måske også lidt mere sødme, men stadigvæk en skarp grape, citrus bitterhed og skærende, distinkt sprødhed på tungen, som gør vinen meget levende og voldsom interessant. Det smager også herregodt på en fin kvindelig, kvindagtig og feminin måde.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 699 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7