1997 Lucien Deschaux, Lalande De Pomerol, Bordeaux, Frankrig

1997 Lucien Deschaux, Lalande De Pomerol, Bordeaux, FrankrigBordeaux fra 1997 … 21 år gammel Lalande De Pomerol og ikke fra en stor producent, men fra et negocianthus, der hedder Lucien Deschaux og ligger – eller lå – i Charnay-lès-Mâcon lidt vest for Mâcon i Bourgogne.

Om Lucien Deschaux fortsat eksisterer kan jeg nemlig ikke helt finde ud af, men der er tidligere lavet vine i Lucien Deschaux navnet fra flere forskellige områder af Frankrig, bl.a. Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Chablis, Beaujolais og så Bordeaux, både Haut-Médoc, Lussac Saint-Émilion og så Lalande De Pomerol.

Enkelte steder fremgår det, at det er et brand, som i dag ejer af vinfirmaet Leonard Kreusch, der både har base i New Jersey, USA samt produktion i Trier i Tyskland. De producerer vine fra både Mosel og Rheinhessen, men det ser ud som om, at brandet Lucien Deschaux er fadet helt ud.

Jeg har derfor heller ikke kunnet finde nogle oplysninger om denne vin fra Lalande De Pomerol og etiketten afslører alene, at den er lavet på Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc, som kommer fra marker præget af sand, grus og høstet med et udbytte på 53 hektoliter pr. hektar.

Etiketten afslører også, at vinen er bottled by Abfüller, så formentlig er vinen produceret i Tyskland. Det hænger så måske godt sammen med ejerskabet fra Leonard Kreusch GmbH & Co. KG i Trier. Men det er selvfølgelig ingenlunde sikkert.

Duftmæssigt en lidt bedaget om end ganske spændende duft … lidt landlighed, gazebind, skovbund, mos, gær, lys frugt, læder, blomster, krudt, kalk og gips, mentol, urter, violer og fin syrlighed. Allerede i næsen kan du fornemme, at vinen har holdt sig imponerende godt.

I munden er det også fortsat klar, fennikel, ren og syrlig frugt, lyse bær, hindbær, ribs, granatæbler … lidt moden i det, men bestemt både frisk, lys, syrerig og levende.

Ingen oplysninger om importør eller pris.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Clos des Fous, Tocao Granito Paleozoico, Bío-Bío Valley, Chile

2014 Clos des Fous, Tocao Granito Paleozoico, Bío-Bío Valley, ChileSurprise … også det chilenske vinhus Clos des Fous var repræsenteret to gange til byggemødet og i runde to blev det med denne Malbec baserede Tocao Granito Paleozoico.

Vinen er lavet af Malbec fra en granitholdig mark med vinstokke plantet tilbage i 1914 … ja faktisk hedder marken 1914 Vineyard, er på 4 hektar og ligger i Bío-Bío Valley i det sydlige Chile. Helt 100% ren Malbec er det nu imidlertid ikke, for der er også tilsat lidt Carignan fra 80 år gamle vinstokke. Det fremgår dog ikke, hvor meget Carignan, som er tilsat, men andre vinhandlere i den store verden skriver, at det er et mix på 80% Malbec, 16% Carignan og 4% Carmenère.

Vinmarken 1914 Vineyard ligger tæt på Bío-Bío floden og er et område, hvor der er masser af vind og granit i undergrunden. Det betyder en meget langsom modning af druerne, hvilket er medvirkende til at give dem ekstra kraft.

Der er ganske få oplysninger om Tocao Granito Paleozoico og produktionen … udover, at den skulle være modnet på nye barriques. Etiketten afslører heller ikke meget, så vi springer direkte til mine smagsnoter.

Igen en mørk fætter … aroma med mørke bær, sorte kirsebær, gæret frugt, brombær, blåbær og så alligevel nogle syrlige elementer,  blækdyb fyldepen, kamillete, masser af eg, vanilje, en gul blomstermark, fedme og fylde.

I munden er Tocao Granito Paleozoico en kompleks vin, som er meget frugtrig, meget vedholdende i smagen med syrlig, frisk og powerfuld frugt, mørk syre, peber og fad. Det er strengt, irettesættende skarpt og alligevel elegant. Denne vin er langt bedre end aftenens første fra Clos des Fous.

Forhandles af Bichel Vine, hvor prisen er 325 kr.

Vinanmeldelse 5/7