2014 Domaine Bernollin, Bourgogne Les Corbaisons, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Bernollin, Bourgogne Les Corbaisons, Bourgogne, FrankrigBourgogne Les Corbaisons fra Domaine Bernollin er en af de vine, som ikke var med til en tidligere smagning af vinene fra Knud Kjellerup, men det råder vi hermed bod på.

Det er den røde entry-level basisvin hos Domaine Bernollin, selvom det faktisk er en enkeltmarksvin, hvor druerne kommer fra marken Les Corbaisons, der ligger på et plateau syd for Buxy, omkranset af Montagny 1. Cru marker mod nord og vest.

Marken er beplantet med Pinot Noir, og den gennemsnitlige alder er omkring 40 år. De ældste vinstokke er omkring 70 år gamle. Druerne høstes ved håndkraft, og passerer et sorteringsbord inden vinificering, så kun absolut sunde druer kommer i gæringskaret.

Den samlede cuvage aka vinificering sker i åben tank og varer omkring 3 uger med 7 dages kold maceration ved 9 grader, hvor juicen optager frugt og farve fra de faste stoffer. Derefter omkring  8–10 dages alkoholgæring ved 25-28 grader og efterfølgende 2–4 dages eftermaceration ved 18-20 grader.

Herefter hældes vinen på egetræsfade, hvor den malolaktiske gæring foregår, og lagringen på fad varer 12–14 måneder. Der anvendes 25 % nye egetræsfade og udelukkende franske fade.

Duftmæssigt lidt et blomsterpotpourri, hindbær, bolsjer, bagepulver, sødme, eg, godt med frisk frugt og måske endda også lidt varm i frugten. Smagsmæssigt er der jern, sten, hindbær, godt med frugtsødme og samtidig blød, let og fin. Det er god Pinot Noir uden helt at blæse en bagover.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, Tyskland

2016 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, TysklandOberbergener Bassgeige Spätburgunder fra Weingut Franz Keller Schwarzer Adler er jeg sgu bare vild med … så enkelt kan det siges. Og her smager jeg vinen i en nyere årgang 2016.

Oberbergener Bassgeige Spätburgunder er en Erste Lage vin, hvor druerne kommer fra den mark, som i den grad præger den lille by Oberbergen, nemlig marken Bassgeige, som betyder betyder kontrabas. Det kommer fra, at marken Oberbergener Bassgeige– set fra oven – ligner en kontrabas og derfor har den simpelthen fået dette navn.

Og det smukke musikinstrument er blevet nærmest et logo for hele byen Oberbergen, hvilket betyder, at kontrabassen kan ses alle steder i byen, ved skulpturer ved indgangen til byen, i smedelåger foran ejendomme.

Selv det lokale kooperativ Winzergenossenschaft Oberbergen har kontrabassen som deres logo og laver endda vin i flasker, som er udformet som en kontrabas.

Vinen er lavet med de bedste druer fra marken og produceret helt traditionelt og lagret på brugte barriques … fade, som har været brugt 2-3 gange tidligere.

Jeg har smagt Oberbergener Bassgeige Spätburgunder tidligere …  på et besøg på vingården, jeg har også smagt den tidligere årgang 2015, men smagte også vinen tilbage i 2012. Dengang var den i en årgang 2008, som min frue var helt vild med og kaldte den bedste vin, hun nogensinde havde smagt.

Klassisk tysk Spätburgunder i næsen og smuk transparent i glasset, hvorfra der kommer animalsk, sød hestestald med die ganzen schweinerei. Der er hindbær, granatæbler, røg, jern, nelliker og lidt som en buttet teenager … let, ubesværet, frisk og ligetil.

I smagen er frugten lidt stram, tæt og præcis. Der er hindbær, svag jern og mineraler, stringent, let og elegant. Det kommer præcist som på skinner uden de store svinkeærinder … bare herregod Spätburgunder.

Købt på Tyskland til 15€ … eller omkring 112 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7