2014 Domaine de l’Octavin, Commendatore, Jura, Frankrig

2014 Domaine de l’Octavin, Commendatore, Jura, FrankrigFørste rødvin til den lille blindsmagning på terrassen i sommervarmen blev denne Commendatore … en Trousseau baseret juravin fra Domaine de l’Octavin.

Domaine de l’Octavin kaldes også Les Vins d’ABCD, da vinhuset nemlig er grundlagt af Alice Bouvot og Charles Dagand … deraf ABCD, Begge er uddannede vinmagere, og den ambitiøse Alice – som I kan se på billedet ovenover – arbejdede efter endt uddannelse på flere vingårde i både Californien, New Zealand og Chile.

Da hun i 2004 vendte hjem til Frankrig, så mødte hun Charles i Arbois i Jura, hvor han arbejdede som kældermester på et af både Juras og hele Frankrigs ældste kooperativer Fruitières Vinicole d’Arbois.

Charles lod sig hurtigt påvirke af Alice og hendes visioner, energi og charme, så de slog i 2005 således pjalterne sammen, både professionelt og privat, og dannede Opus Vinum med base i Arbois.

Men navnet faldt Rothschild og Mondavi for brystet, da de jo i staterne producerer vinen Opus One. De truede – på bedste amerikanske manér – med sagsanlæg, så Alice Bouvot og Charles Dagand måtte finde et andet navn til domainet. Det blev til Les Vins d’ABCD og i dag primært kendt som Domaine de l’Octavin.

Navnet Les Vins d’ABCD duer heller ikke mere, da Alice og Charles er gået hver til sit– både privat og professionelt, så der er Alice, som i dag kører Octavin videre på egen hånd.

Allerede fra etableringen har fokus været på at lave naturlig vin, og allerede i 2007 blev Domaine de l’Octavin godkendt af Ecocert og fra 2010 certificeret biodynamisk af Demeter. Og det er naturlig vin i bogstavelig forstand, for siden 2009 har de ikke hældt andet end ren, gæret druemost i flaskerne.

Domaine de l’Octavin har samlet 4,5 hektar vinmarker, fordelt på fem forskellige parceller i oplandet omkring Arbois. Tre af markerne købte de allerede i 2006, nemlig En Poussot, Les Nouvelles og Les Corvées. Det er siden suppleret med lejede parceller på markerne En Curon og La Mailloche.

På markerne dyrker Alice de 5 klassiske juradruer Chardonnay, Savagnin, Poulsard, Trousseau og Pinot Noir. De giver basis for en lang række vine … fra Pétillant Naturel, klassiske hvidvine med og uden oxidation, hvidvine eller orangevine med skindkontakt, blends på både grønne og blå druer samt og rødvine med traditionel eller semi carbonique gæring.

I kælderen arbejder Alice både med ståltanke, glasfiber, træ. Som en del af BRUTAL-broderskabet, er der også sneget sig en amfora i kælderen. Alice er vild med musik, så det har inspireret hende til navnet på vingården … og selvfølgelig har vinene også navn efter karakterer fra Mozarts operaer, altså navne som Don Giovanni, Pamina, Commendatore og mange flere.

Da efterspørgslen efter vinene fra Domaine de l’Octavin har været overvældende stor, så er Alice i 2013 startet med at lave vine i en lille negociant serie, hvor hun køber druerne af gode venner rundt omkring i Frankrig. I negociantforretningen arbejder hun i dag med 5-6 vinbønder, der alle leverer certificeret økologiske eller biodynamiske druer.

Denne Commendatore er lavet på 100% Trousseau fra vinmarken Les Corvées , som ligger tæt på den lille landsby Montigny-lès-Arsures. Druerne er delvist afstilket, lavet i  glasfibertanke – lang maceration – og lagret vistnok på barriques med alt skidtet mindst 7 måneder uden hverken remontage eller pigeage.

I glasset en smuk, meget lys transparent og teglfarvet vin, som virkelig har en lille opstoppernæse med en aroma af andefond, gammel neuf og samtidig grøn, urtet med bio-bio noter, græs, meget grønt græs, blomster, rosenblade, jordbær, appelsin, kål, kanel, Matas creme … herlig fin og funky.

Smagsmæssigt er det blødt, luftigt og letløbende vinjuice. Det er let elegant, godt med kalkagtige mineraler, mild frugt, hindbær, jordbær og stor bællepotentiale. Frisk, fin, ren, blød og let … det er sgu meget godt det her.

Forhandles af Krone Vin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Frank Cornelissen, Munjebel Bianco, Sicilien, Italien

2014 Frank Cornelissen, Munjebel Bianco, Sicilien, ItalienOrange er et mix af rød og gul, en lys og varm farve. Den betragtes som en sjov farve med appetitlige og lækre kvaliteter. Den øger desuden ilttilførslen til hjernen og stimulerer mental aktivitet. Det er også farven på næste vin … den skindfermenterede orangevin Munjebel Bianco fra belgiske Frank Cornelissen på Sicilien.

Den skøre belgier Frank Cornelissen er én af pionererne inde for de naturlige vines verden … en total non-interventionalist. Cornelissen er trods sin belgiske afstamning blevet synonym med Etnas renæssance som et af Italiens mest betydningsfulde vindistrikter.

Frank Cornelissen grundlagde sin vingård i 2001 på nordsiden af vulkanen Etna ved Passopisciaro omkring 10 kilometer vest for Castiglione di Sicilia og tæt på andre fabelagtige vingårde som fx Tenuta Terre dele Nerre og vor egen Anne-Louise Mikkelsen på Tenuta di Aglaea.

Cornelissen havde tidligere importeret og distribueret vine i Belgien, men havde en drøm om at blive vinproducent og fandt, at området ved Etna på Sicilien gav de bedste betingelser for at nå målet om at fremstille intet mindre end verdens bedste vin.

Og missionen er lykkedes i en sådan grad, at han med Azienda Agricola Frank Cornelissen har skabt en fornyet tro på Etnas potentiale, som en stribe af unge producenter på vulkanen nu forsøger at realisere af forskellige veje.

Filosofien bag vingården er baseret på en accept af, at mennesket aldrig vil være i stand til at forstå naturens fulde kompleksitet og samspil. Der griber Frank så lidt ind i naturens gang, men forsøger blot at følge dens anvisninger, forstå, observere og lære hendes bevægelser.

Der anvendes ingen kemikalier, men vingården er hverken økologisk eller biodynamisk, da Frank mener, at sådanne prædikater blot er en afspejling af menneskets manglende evne til at acceptere naturen, som hun er og vil være.

Frank Cornelissen har samlet 24 hektar, som er højtbeliggende marker i omkring 650-900 meters højde. 13 hektar er gamle vinstokke som klassiske fritstående buske, 9 hektar er med mere almindelige vinstokke plantet i rækker og omkring 2 hektar er med oliventræer, mens resten er frugttræer.

Siden etableringen er Frank Cornelissen blevet lidt af et ikon indenfor naturvin, og denne hvid/orange Munjebel lidt en legendarisk vin.

Vinen er lavet på lokale druer, 60% Grecanico Dorato og 40% Carricante, som kommer fra markerne Calderara, Borriglione, Crasà og Picciolo, hvor vinstokkene er omkring 40 år gamle.

Når druerne er høstet, så afstilkes de og knuses let, hvorefter Frank giver dem 4 dages maceration og gærer i små neutrale bøtter for at undgå for høje temperaturer under gæringen, hvor druerne gæres helt ud til de alkoholiske gæring selv slutter.

Derefter lagrer vinen en periode i neutrale epoxy tanke fra 2.500 liter til 5.000 liter og tappes på flaske ufiltreret og med mikrolidt svovl. Der laves årligt 5.000 flasker af denne vin.

I glasset er vinen ganske klart og orangefarvet. Næsen emmer af bio-bio, krudt, eksploderet TNT, kridt, blomster, godt med lakridsrod, bitterhed, tranebær, stikkelsbær, brændenælder, koriander, æbler, pærer … virkelig let og luftig … og har måske endda også en let duft af øl? Multo intessanto. Man kan simpelthen ikke lade være med bare at blive ved med at dufte til vinen igen og igen.

Smagsmæssigt er vinen småkrydret og samtidig saftig med både stringent syre samt garvesyre som en rødvin, kontrolleret bitterhed og vildskab. Der er godt med mineraler, sure citroner, grape og appelsiner, tørhed, lidt honning og stor vedholdenhed. Med luft i glasset bliver vinen blødere og blødere … smager sgu ret fantastisk.

Madmæssigt vil jeg parre en sådan vin med lidt fisk eller måske hvidt kød … det kunne være Kyllingefrikassé … som madbloggeren Madfilosofie har en god opskrift på.

Forhandles af Volatil, hvor en flaske koster 420 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7