2016 Tim Smith Wines, Bugalugs Barossa Shiraz, Barossa Valley, Australien

2016 Tim Smith Wines, Bugalugs Barossa Shiraz, Barossa Valley, AustralienBugalugs Barossa Shiraz hedder næste vin … og det er en lille, spændende producent fra Vine Vale, Via Tanunda i Barossa Valley, som har sat sit røde fingeraftryk på vinen, nemlig Tim Smith Wines.

Tim Smith er født i Adelaide og et glas ældre Yarra Yering Dry Red #2 samt et møde med vinmageren bag vinen Dr Bailey Carrodus i slutningen af 1980’erne afgjorde Tims skæbne … han ville også lave vin. Han startede derfor som hjælper i vinkælderen hos Yalumba, samtidig med han begyndte en uddannelse til vinmager.

Derefter har Tim Smith arbejdet som ansvarlig vinmager for vinhuse som St Hallett, Tatachilla og Château Tanunda.  Han har også arbejdet i Portugals Alentejo region hos Cortes de Cima og Azamor samt i Frankrig hos Chapoutier og Gabriel Meffre.

Da han en dag i september 2001 sad og drak et glas Condrieu med udsigt til Hermitage bjerget, så besluttede han sig for, at det nu var tid til at lave sine egne vine.

Han opsagde sit job, flyttede tilbage til Australien, bosatte sig i Barossa,  grundlagde Tim Smith Wines og begyndte at lave vin fra druer, som blev opkøbt hos udvalgte vinavlere.

Tim Smith laver vine på sorterne Mataro, Grenache, Shiraz og Riesling, som kan findes helt perfekte i Barossa, bl.a. på grund af gamle kloner og en stor variation i markerne. Han laver vine fra små udvalgte parceller og i små mængder, og alene hvis han kvalitetsmæssigt kan sætte sit fingeraftryk på vinen.

Denne Bugalugs Barossa Shiraz er Tim Smiths basisvin, hans entry-level vin, som er lavet på 100% Shiraz. Vinen har lagret 8 måneder i franske og amerikanske egetræsfade.

Og sikke en fabelagtig, opulent og intens duft. Det rå tobak, engelsk lakrids, rød grillbøf, mælkesyrer, godt med vanilje, kaffe, røg, kul, brændte fade, salvie, moden og næsten tørret frugt, blåbær, sorte kirsebær, blommer samt en let blomstret parfume.

Det er næsten en vin på epo og steroider, men virker ikke umiddelbart som en marmeladefed frugtbombe, da næsen nærmest har en lidt kølig side.

I munden er det en blød powervin med kraft, tør lakrids, peber, salami samt en fed og blød syre.  Det er en stor mundfuld, men klarer jobbet uden at blive alt for selvfed. Vinen slutter med peber i eftersmagen med et let brændende effekt,

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Monteci, Roveiago Rosso del Veronese, Veneto, Italien

2017 Monteci, Roveiago Rosso del Veronese, Veneto, ItalienNæste vin er – som forrige – en testvin til anmeldelse fra Cappa Vin i Aarhus … en Roveiago Rosso del Veronese fra vinhuset Monteci Viticoltori. Den minder på mange måder også om forrige vin, da det er en vin, som afviger fra det klassiske med en andel af en international druesort, her Merlot sammen med Corvina og Rondinella.

Vi er selvfølgelig dermed i Veneto området, helt præcis ligger Monteci i Arcè di Pescantina omkring 6-7 kilometer øst for Lazise ved Gardasøen. Vinhuset kaldes også Azienda Vitivinicola Righetti, da det netop drives af Righetti familien … ikke at forveksle med en anden Righetti familie, som sælger deres vine under Righetti navnet.

Vinhuset blev grundlagt i 1925 af Righetti familien, som i dag samlet ejer 200 hektar vinmarker, hvoraf 70 hektar ligger i det historiske Valpolicella Classico område. Det var imidlertid først i slutningen af 1990’erne, at vinhuset begyndte at flaske og sælge deres egen vin, som tidligere blot blev solgt i tankvogne til store producenter i Valpolicella.

Vinene blev i starten solgt under navnet San Michele, men for omkring 4 år siden ændrede de navnet på vinhuset til Monteci, som er familiens kælenavn og hele tiden havde været navnet på vinene i husets topserie.  De opførte samtidig et ultramoderne vineri ved Arcè di Pescantina. Det kan I se på billedet nedenunder.

De laver vinene på to lokationer, nemlig i det flotte nye vineri i Arcè di Pescantina, hvor de fleste af vinene produceres, tappes og lagrer. Det fungerer også som husets hovedsæde. Det andet vineri ligger i Fumane i hjertet af Valpolicella.

Monteci Viticoltori ledes i dag af 4. generation i form af de 4 Righetti søskende – 2 brødre og 2 søstre – Giannantonio, Gianluigi, Leonilda og Elisabetta, hvor det er Elisabetta Righetti, der er vinmageren og står for produktionen af husets vine.

Vinene fra Monteci er inddelt i Grandi Classici, som er de traditionelle Valpolicella vine, Immancabili, Selezioni og lidt Spumanti. Denne Roveiago Rosso del Veronese er fra Immancabili serien og lavet på 40% Corvina, 40% Rondinella og 20% Merlot.

Vinen er lavet med maceration i 2 uger efterfulgt af en alkoholisk gæring på rustfrie ståltanke. Derefter sker der en malolaktisk andengæring, hvorefter vinen lagrer 5-6 måneder i de rustfrie ståltanke inden aftapning.

Duftmæssigt er her lakrids, tjære, jernbanesveller, landlighed, brombær og lyse blommer. Frugten er varm, fyldig og derudover er der et slukket lejrbål … eller måske er det bare aske og endelig en smule blomster.

I munden er det en blød, sød og rund vin, meget Valpolicella i udtrykket og ganske venlig, omgængelig samt lidt af en pleaser. Der er sødme, vanilje og krydderier, mens syren er rund … dog tilstrækkelig til at holde sødmen og fylden lidt på plads.

Forhandles af Cappa Vin, hvor en flaske koster 99 kr., men kan fås på tilbud til 69 kr, frem til 27. juli.

Vinanmeldelse 4/7