2015 Weingut zur Römerkelter, Spätburgunder, Mosel, Tyskland

2015 Weingut zur Römerkelter, Spätburgunder, Mosel, TysklandMed næste vin bliver vi hos kongendruen … og når den kommer fra Timo Dienhart på Weingut zur Römerkelter i Mosel, så hedder den jo selvfølgelig Spätburgunder.

Som ægte Moselwinzer laver Timo jo mest hvidvine og mest på Riesling, men han laver dog 3 forskellige rødvine på Regent, eller et blend på Regent samt Cabernet Cortis og så denne Spätburgunder Trocken, som er lavet på rustfrie ståltanke med 10-14 dages gæring og lagret 12 måneder på små egefade … barriquefass, hvoraf en del er nye fade.

Timo er jo certificeret økologisk producent, medlem af Ecovin og driver derudover Weingut zur Römerkelter efter biodynamiske principper, men lad os smage, om det også slår igennem i smagen af vinen.

Og til det er svaret ja, for der er allerede i næsen klare bio bio aromaer, selvom det ikke er så udtalt, som i de foregående vine. Det bliver også lidt mere kluntet eller tæt her … en lidt mørkere næse med sorte kirsebær, blomstersæbe, sorte oliven, krydderier, men samlet set ganske frugtrig næse.

I munden er der imidlertid fint med syre, god surhed, tørhed … nærmest, som vinen er fyldt med tørstoffer, hvilket formentlig blot er tanniner, som giver et tørt udtryk. Derudover er der lidt peber og samlet set lidt rustikt, simpelt, nemt og godt.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2014 Domaine de Chèrouche, Le Clos, Valais, Schweiz

2014 Domaine de Chèrouche, Le Clos, Valais, SchweizVi fortsætter lidt hos Domaine de Chèrouche, idet vi nu smager deres rene Pinot Noir vin, som Andrea Grossmann og Marc Balzan blot kalder Le Clos.

Den er da også lavet med Pinot Noir druer fra deres ældste mark ved vingården i Argnou, hvor vinstokkene er plantet tilbage i 1973.

Vinen er som foregående vin lavet ved, at druerne afstilkes manuelt og kommer i rustfrie gæringstanke, hvor de ligger med maceration og gæring i 5-6 uger. Mange af druerne er hele, hvilket er med til at give en blødere garvesyre.

Derefter presses mosten og fermenteringen og derefter lagres vinen på gamle fade, hvor den ligger en periode. Den flaskes ufiltreret og uden brug af svovl overhovedet.

Duftmæssigt er det parfumerede blomster, en insisterende umoden frugt, virkelig ren, frisk frugt, grøn og urtet med en klar biodynamisk aroma og fantastisk kølighed. Det er syrlige bolsjer og en sart knytnæve af lys frugtintensitet. Mama mia.

Smagen ligger klart i samme boldgade … stringent, grøn og godt med ribs. Man bliver lidt glad i låget, når man drikker vinen, for den folder sig langsomt ud, smækker dig på tungen, driller og prikker til dig med sin grønne syre og friske lyserøde frugt. Vinen er præcis og herlig streng … og klart ikke for syreforskrækkede folk,

Ingen importør herhjemme, men Bjarne fra Vinimperiet vurderede, at en udsalgspris ville ligge omkring 265 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7