2010 Ortas Cave de Rasteau, Ico(o)n, Rhône, Frankrig

2010 Ortas Cave de Rasteau, Ico(o)n, Rhône, FrankrigVi fortsætter sgu da lige med lidt mer’ Rasteau fra Rasteauvin.dk, nemlig fra det store kooperativ, som Robert på Combe Julière bl.a. leverer druer til. Det hedder Ortas Cave de Rasteau og vi har såmænd her fat i deres ikoniske topvin, der meget passende hedder Ico(o)n.

Jeg har tidligere smagt vine fra kooperativet Ortas Cave de Rasteau, der også kaldes også Cave des Vignerons de Rasteau. De holder selvfølgelig til i Rasteau, er den absolut største producent i Rasteau og er grundlagt tilbage i 1925.

Kooperativet har i dag en medlemskreds på omkring 180 vinavlere i området. Sammenlagt får kooperativet druer fra omkring 700 hektar af appellationen Rasteau, hvilket således er en pæn slat af appellationens samlede 1.200 hektar.

Men vinene fra Rasteau omfatter kun 55% af kooperativets produktion, idet der også laves 35% almindelig Côtes du Rhône samt 10% Côtes du Rhône Village. Vinmarkernes gennemsnitlige alder er omkring 40 år, men 15% af markerne er beplantet før 1914, hvilket jo er ganske imponerende.

Cave de Rasteau har været forgangsmænd for en relancering af den ellers tidligere så traditionelle lokale vin Rasteau VDN (Vin doux naturel).

Før 1950 var de søde Rasteau vine populære og særdeles anerkendte, men siden hen er vinene desværre stort set gået i glemmebogen. Dette har nu ændret sig, og Rasteau VDN er igen ved at komme på mode.

Den ansvarlig vinmager på kooperativet er Alexis Cornu, som er opvokset i Bordeaux og selv kommer fra en familie af vinproducenter. Han har dog altid haft en meget videnskabelig tilgang til vinproduktion og er da også taget en bachelorgrad i biologi, geologi og miljø i Tyskland i 1996.

Derefter har han studeret på universitetet i Bordeaux, hvor han dimitterede i 1997 med master indenfor miljø efterfulgt af uddannelse som ønolog fra universitetet i Montpellier. Han har inden jobbet som ansvarlig vinmager på Cave de Rasteau arbejdet som vinmager i både Bordeaux og Australien.

I dag opererer han i et topmoderne vineri, som kooperativet byggede i 2008. Forinden havde man også strømlinet produktionen med vinserien Ortas, som i dag også indgår i navnet på kooperativet.

Ortas brandet er markedsført, således kunderne nemmere kan genkende vinene fra kooperativet. Navnet er en slags anagram, hvor bogstaverne OR betyder guld, og de sidste AS betyder es, mens T bare står i midten og holder det hele.

Men udover vinene med Ortas navnet, så produceres også en række vine som Domaine de Pisan … en lille vingård på 15 hektar, som kooperativet købte i 2006.

Her er det husets topvin Ico(o)n, der selvfølgelig også er en Rasteau vin, som er lavet på et blend af 60% Grenache, 25-35% Syrah og 15-20% Mourvédre, hvor Grenache druerne kommer fra 40-90 år gamle vinstokke i Saint-Didier, des Girards, Chaberte og des Crapons.

Syrah stokkene er omkring 15-40 år gamle og kommer netop fra vor ven Robert på Combe Julière, som jo ikke selv anvender Syrah, men tilsyneladende dyrker en smule og sidst Mourvédre druer fra 20-årige vinstokke ved Blovac.

Druerne er høstet manuel, hvor de afstilkes og sorteres inden vinifikationen. Er helt i traditionel Rhône stil lavet i cementkar med gæring over 5 år inkl, den malolaktiske gæring. Derefter har vinen lagret 12 måneder på en kombination af barriques og demi-muids. 40% af de anvendte barriques er nye fade.

Næsen er moden, fed og ganske solrig. Det er både blommer, flæsk, fersk kød, mejeri, kærnemælk, chokolade, søde krydderier, vanilje, kanel, kokus og virker – som nævnt – ganske moden. Men under det modne, så gemmer der sig også små noter af frisk og lækker frugt samt fed, gammel balsamico-eddike.

Smagsmæssigt er der sødme, peber, syre og vinen er kraftfuld og tæt. Den er pakket med sort frugt … frisk sort frugt. Det er sorte kirsebær, power og søde krydderier. Tanninerne markerer sig, men forstyrrer på ingen måde glansbilledet og har en høj puls.

Forhandles af Rasteauvin.dk, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Domaine Combe Julière, Rasteau Cuvée Aimé, Rhône, Frankrig

2015 Domaine Combe Julière, Rasteau Cuvée Aimé, Rhône, Frankrig2015 Domaine Combe Julière, Rasteau Cuvée Aimé, Rhône, FrankrigEfter et par italienske vine, så rykker vi til Rhône, hvor vi i byen Rasteau finder Domaine Combe Julière, som står bag denne Rasteau Cuvée Aimé.

Vinhuset drives af den unge Robert Laurent, som grundlagde Domaine Combe Julière i 1999 sammen med sin far. Faderen havde i forvejen lidt vinmarker, men leverede blot druerne til det lokale kooperativ Caves de Rasteau. I 1999 besluttede de sig dog for selv at lave vin og lånte nogle kælderlokaler i Vaison la Romaine, hvor de i det små startede Domaine Combe Julière  … selvom de fortsat solgte de fleste af druerne,

Senere  i 2003 købte de dog deres egen ejendom … en gammel vingård, som havde stået ubrugt i mange år. Allerede i 2004 kunne Robert Laurent præsentere sin første produktion fra den nye ejendom og siden har han sammen med faderen opkøbt yderligere vinmarker.

Det lå egentlig ikke i kortene, at Robert skulle være vinbonde, for han var tæt på at blive professionel fodboldspiller, mens faderen var borgmester i Rasteau. Robert havde dog altid haft en kæmpe passion for vin og for Rasteau.

Han er derfor også oprindeligt uddannet som vinmager og har også arbejdet på det lokale kooperativ Caves de Rasteau, også kaldet Ortas, som han også i dag fortsat leverer en smule druer til.

Den store passion for området og byen betyder også, at Robert i dag – udover at være vinbonde – også er formand for det lokale turistbureau i Rasteau.

Samlet har Robert sammen med faderen i dag 50 hektar vinmarker og  Robert laver samlet 5 vine og anvender slet ikke Syrah i vinene, men dyrker alene Grenache, Mourvèdre og Carignan.

Denne Rasteau Cuvée Aimé er da også lavet på 70% Grenache, 20% Mourvédre og 10% Carignan fra 60-100 år gamle vinstokke, høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar.

Markerne dyrkes efter agriculture raisonnée principperne, dvs. der alene sprøjtes, hvis det er absolut nødvendigt … ellers passes markerne efter økologiske principper.

Vinen er lavet med 5 dages udblødning og en samlet gæring i 30 dage, hvorefter vinen er lagret 18 måneder på demi-muid egefade og er opkaldt efter Roberts far.

Næsen er rå frugt, solbær, peber, krydderier … mørk i frugten med våde fade og et tørt, rustikt udtryk. I munden masser af kraft, virkelig en powerfuld og blød smag med lakrids, lakrids og mer’ lakrids, lidt chokolade og krydret eftersmag. Virkelig en lille, lækker Rhône vin.

Forhandles af Rasteauvin.dk, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 thumbthumbthumbthumb