2004 R. López de Heredia Viña Tondonia, Viña Bosconia Reserve, Rioja, Spanien

2004 R. López de Heredia Viña Tondonia, Viña Bosconia Reserve, Rioja, SpanienNæste vinhus R. López de Heredia Viña Tondonia minder på mange måder om forrige vinhus … helt klassisk Rioja og gammeldags, old-school produktion med lang, lang lagring på fade fra eget bødkeri. Fra det spanske vinhus smager vi deres enkeltmarksvin Viña Bosconia Reserve.

Det legendariske vinhus, der ligger i Haro tæt ved floden Ebro, er grundlagt tilbage i 1877 af Don Rafael López de Heredia som byggede en stor, unik vingård, som er på over 53.000 kvadratmeter, og bl.a. omfatter en massiv, stor underjordisk vinkælder 15 meter under jorden med plads til bl.a. 12.900 barriques og kæmpestore egefade, hvor de mindste er på 60 hektoliter og de største 640 hektoliter.

Vinhuset laver alene vine fra egne marker og vigtigste mark er Viña Tondonia på over 100 hektar og navnet på marken indgår sågar i dag også i navnet på vinhuset … R. López de Heredia Viña Tondonia,

Derudover ejes også Viña El Bosque på 15 hektar, Viña Cubillas på 24 hektar samt Viña Zaconia, som også er på 24 hektar. Der laves en lang række vine fra Crianza, Reserva vine og både som hvid, rosé og rødvin, men vinhusets stolthed er Grand Reserva vinene, som kun laves i de allerbedste år. Siden 1890 er det kun sket 20 gange.

I dag drives bodegaen af seneste generation, nemlig søskende Maria José, Mercedes og Julio César López de Heredia. Og de fortsætter med at lave vinene som deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre før dem.

Her har vi fat i husets Viña Bosconia Reserve, hvor druerne kommer fra marken Viña El Bosque, som ligger i en højde på omkring 465 meter, helt tæt på Ebro floden og omkring 1 kilometer fra vingården. Den er lavet på 80% Tempranillo, 15% Garnacha, mens resten består af Mazuelo og Graciano.

Gæringen foregår i 24.000 liters åbne egefade med over 130 år på bagen. Eftersom fadene har fået lov at beholde et lag af vinsten, så fungerer dette lag som et perfekt sted for den vildgær, der sørger for en uproblematisk spontangæring af den nye høst.

Til lagring anvendes hovedsageligt gamle barriques af amerikansk eg. Filtrering anvendes ikke – her omstikkes blot et par gange årligt – og resten klares med klaring på gammeldags manér med æggehvider.

Lagringen sker i 5 år op fadene og derefter hvilket vinen yderligere hele 6 år på flaske, før den frigives til salg, hvilket selvfølgelig er langt, langt længere lagring, end loven foreskriver.

Trods lang lagring er næsen stoppet med syrlig frugt, tobak, nærmest fersk kød, lidt mejeriprodukter samt animalske noter, gammel kælder, kul, gæret frugt, søde bær, boysenbær, gazebind, hospitalsgang. læder, skovbund, mentol, lakrids og samtidig også lidt kanel og vanilje. Det er spændende næse … ganske kompleks.

Smagsmæssigt er det en utrolig let Rioja vin … nok den letteste Rioja vin, som jeg har smagt. Det er en blid, rund og meget frugtrig vin, som næsten er krisp i udtrykket … virkelig frisk, let og utrolig frugtdreven.

Forhandles bl.a. af Oxholm Vin, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2007 La Rioja Alta, Gran Reserva 904, Rioja, Spanien

2007 La Rioja Alta, Gran Reserva 904, Rioja, SpanienDe to sidste vine var – sjovt nok – begge fra Rioja, og Steffen havde taget en stor klassiker med, nemlig Gran Reserva 904 fra det gamle klassiske Rioja vinhus La Rioja Alta.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1890 af 5 lokale vinfamilier som Sociedad Vinícola de La Rioja Alta. Den første leder af vinhuset var Doña Saturnina García Cid y Gárate … måske fordi de 5 mandlige familieoverhoveder ikke kunne blive enige, De ansatte også en ansvarlig vinmager, den franske ønolog Monsieur Vigier.

I 1904 blev vinhuset sammenlagt med vinhuset Ardanza, som var ejet af Don Alfredo Ardanza … en af medstifterne af La Rioja Alta. Vinhuset registrerede senere Ardanza som officielt varemærke, og det blev da også senere vinhusets største salgssucces.

I dag er huset fortsat ejet af de respektive familier og har deres hovedsæde i byen Labastida, hvor de i 1996 byggede et stort og moderne vineri. Det omfatter også eget bødkeri, hvor der laves egefade af træ fra primært Amerika … og siden starten har de lavet over 30.000 fade, som selvfølgelig nummereres.

La Rioja Alta har samlet ikke mindre end 400 hektar vinmarker i Rioja, hvor de dyrker Tempranillo, Graciano, Garnacha og Mazuelo.

Men derudover har vinhuset også investeret i yderligere vinhuse. Således købte huset i 1988 vinhuset Fernández Cervera Hermanos i Rías Baixas i Galicien. Det hedder i dag Lagar de Cervera og er senest i 2013 udbygget med et nyt vineri … en investering til 2,8 millioner euro.

I 1990 opkøbte La Rioja Alta også lidt jord i Ribero del Duero, hvorefter de tilplantede markerne. I 2000 byggede de også et tilhørende vineri, nemlig Áster. Samlet har de i dag 95 hektar vinmarker i Ribero del Duero fordelt på 5 forskellige marker.

Yderligere har vinhuset også i 1995 købt et andet vinhus i Rioja, nemlig Torre de Oña i Páganos med stort vineri, en overdådelig villa og 45 hektar vinmarker.

På La Rioja Alta laver de 5 forskellige vine, Viña Ardanza Reserva, Viña Arna og Viña Alberdi samt de to Grand Reserva kaldet 890 og 904, hvor det altså er sidstnævnte vi her har fået i glasset.

Vinen har sit navn eller nummer … 904 efter det år, hvor vinen første gang blev produceret, hvilket var i 1904, så dette er altså 104. gang, som vinen er produceret.

Gran Reserva 904 er lavet på 90% Tempranillo og 10% Graciano fra marker i Briñas, Labastida og Villalba med 60 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med den alkoholske gæring i store rustfrie ståltanke ved 28 grader i 15 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring over 98 dage.

Derefter er vinen lagret 4 år i brugte egetræsfade – som  lavet i eget bødkeri – og flasket efter yderligere et halvt år i ståltanke. Vinen bliver derefter liggende på flaske i flere  år inden vinen endelig kan frigives 10 år efter høsten. Med andre ord er Gran Reserva 904 en vellagret vin, som er lavet klassisk som i gamle dage. Den har i øvrigt fået 95 Parker point.

Næsen er nærmest gærede bær, kirsebær, mandelmælk, kærnemælk, mejeri, sødme, kakao, mælkechokolade, tobak, sødbrændte fade, godt med eg – hvilket jo ikke er underligt – vanilje, læder og derudover krydderier samt nogle grønne noter.

I munden er vinen blød, blid … er slet ikke så tung, som duften ellers kunne indikere. Det bliver aldrig for opulent eller for overgjort, for vinen har en dejligt, stringent og let frugtsyre … måske lidt harsk og tør, men samtidig også med en vis saftighed. Det er en tæt, smagfuldt og intens vin, som har fin harmoni og tilstrækkelig syre … selv efter 10 års lagring.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 thumbthumbthumbthumbthumbhalf_thumb