2015 Weingut Zehnthof Luckert, Sulzfelder Spätburgunder Unfiltriert, Franken, Tyskland

2015 Weingut Zehnthof Luckert, Sulzfelder Spätburgunder Unfiltriert, Franken, TysklandIngen Pinot Noir smagning uden ærkeægte tysk Spätburgunder, og den første blev denne Sulzfelder Spätburgunder Unfiltriert fra Weingut Zehnthof Luckert, der holder til i den lille by Sulzfeld omkring 15-20 kilometer sydøst for Würzburg.

Weingut Zehnthof Luckert er grundlagt i starten af 1960’erne af Theo Luckert og hans hustru Luitgard. De startede som almindelige vinavlere, som blot dyrkede druer, som de solgte bulk, Men efter en periode begyndte de selv at producere og sælge vine på flaske, hvilket startede med deres Weißer Burgunder.

I 1975 købte familien ejendommen Zehnthof … en gammel ejendom fra 1558, som var anvendt af fyrstebiskopperne til opkrævning af skatter. Den brugte familien 12 år på at renovere og fungerer i dag som vineri og vinkælder for Weingut Zehnthof Luckert. Ja, den har sågar haft indflydelse på vinhusets navn.

I dag er det Theo og Luigards to sønner Ulrich og Wolfgang Luckert, som ejer vingården og står for produktionen. De får endda hjælp af 3. generation i form af Wolfgangs søn Philipp.

Familien har samlet 17 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Grosse Lage marken Maustal samt Erste Lage markerne Berg 1 samt Sonnenberg, Alt drives økologisk og den årlige produktion ligger på omkring 90.000 flasker vin.

Familien er medlemmer af VDP, så vinen er opdelt helt klassisk … og denne Sulzfelder Spätburgunder Unfiltriert er en Ortswein, hvor druerne kommer fra husets marker ved Sulzberg, høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet helt klassisk med maceration i en kortere periode, fermentering og derefter er vinen lagret på franske egefade inden den flaskes ufiltreret.

Og den har bestemt Franken karakter … næsen er lidt grøn og frugten en snas mere mørk end typisk tysk Spätburgunder. Det er kirsebær og andre mørkere bær, lidt hospitalsudstyr, fernis, maling, og meget kraftig eg, hvilket får vinen til at virke lidt rustik.

Det er bestemt ikke tynd, let og pjevset Spätburgunder, for der er både peber, meget tydelige tanniner og druesaften synes også tæt og intens, men samtidig mærkes alkoholen også en smule.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Kellerei Girlan, Patricia Pinot Noir, Alto Adige, Italien

2015 Kellerei Girlan, Patricia Pinot Noir, Alto Adige, ItalienNæste Pinot Noir … Patricia Pinot Noir kommer fra Südtirol, nemlig fra kooperativet Kellereigenossenschaft Landwirtschaftlich Gesellschaft Girlan, også blot kendt som Kellerei Girlan.

Kellerei Girlan aka Cantine Girlan ligger selvfølgelig i byen Girlan omkring 7-8 kilometer sydvest for Bolzano i Alto Adige området i Italien. Det er et ældre kooperativ, som er grundlagt tilbage i 1923 i en historisk gård fra 1500-tallet. Det er den smukke bygning, som I kan se på billedet ovenover.

I dag er det imidlertid 200 medlemmer i kooperativet, som samlet forvalter omkring 215 hektar vinmarker, som primært ligger i Ü̈beretsch og området omkring Girlan.

Gerhard Kofler er ansvarlig vinmager og han står bag en lang række vine, herunder denne Patricia Pinot Noir, hvor druerne delvis kommer fra marker i Überetsch i en højde af 450-500 meter samt fra solrige skråninger ved Mazon og Montan i lavere beliggende områder.

Efter afstilkning presses druerne blidt, hvorefter gæring sker i rustfrie ståltanke 12-15 dage. Derefter lagrer vinen 15 måneder i både store og små egefade og derefter yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelsen.

I glasset er der aromaer af bolsjesyre, ribs, kirsebær, stikkelsbær, rabarber og ellers måske en tand mørkere i frugten end umiddelbart forventet. Derudover er der egenoter, grannåle, harpiks, aske, nogle syrlige krydrede noter samt lidt kanel.

Smagsmæssigt er der lidt sødme, men ellers en lidt kraftige slagside, som er noget rustik og bærer på mørk frugt, en vis saftighed, bløde tanniner og en direkte punch, men mangler i mine øjne lidt lethed og feminint touch, da det samlet bliver lidt kantet.

Forhandles hos Vinpusheren, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 4/7