Luca Maroni … Houlberg til vinsmagning med den italienske vinanmelder

Den italienske vinanmelder Luca Maroni er manden, som halvdelen af os elsker at hade og den anden halvdel bare knuselsker. Specielt vinhandlerne hører til den sidste halvdel … de er glade for Luca Maroni, da han i stor stil strør høje point til billige, søde, kraftige, syditalienske vine, som falder i rigtigt mange danskeres smag.

Supervin har endda kaldt han danskeranmelderen, så da de udsendte et nyhedsbrev med beskrivelse af en Winemakers Dinner med den italienske vinguru, hvis smag jeg slet ikke deler, så var første tanke … fuck nej.

Men hvorfor ikke? Det er jo ikke hver dag, at en stor personlighed fra vinens verden gæster Danmark, så hvorfor ikke deltage for at blive klogere på manden med hang til de kraftige vine. Man behøver jo ikke være enige i smag for at respektere og lære fra en, som har sat et solidt aftryk i vinhistorien med hans vinguide, der hører til de mest respekterede i Italien, næsten ved siden af Gambero Rosso.

Fuck, jeg er jo heller ikke enig med den gode Robert Parker … men hvem er – når det kommer til stykket – egentlig bedre til at bedømme vine end jeres flittige vinblogger på Houlbergs Vinblog?

Så da Brian fra Supervin ringede med personlig invitation til Winemakers Dinner med Maroni, så sagde jeg sgu alligevel ja, dels selvfølgelig ramt på mit ego, der var beæret over invitationen, men mest af alt for netop at komme en smule tættere på Maroni og høre, hvorfor han anmelder, som han gør.

Det kunne der jo kommende en spændende artikel ud af til Houlbergs Vinblog … og hvad gør jeres flittige vinblogger ikke for tækkes sine trofaste læsere, selvom der jo ærlig talt langt fra tynd, feminin Spätburgunder til kraftig, marmeladefed Puglia Primitivo.

Who the fuck is Luca Maroni?

Luca Maroni er født i 1961, kommer fra Rom og har en erhvervsuddannelse indenfor økonomi tilbage fra 1986. Allerede året efter begyndte han at arbejde for Luigi Veronelli, som vel er den første italienske vinkritiker, som også stod bag vinguiden Vini d’Italia, som i dag jo faktisk er mindre kendt end både Gambero Rosso og Luca Maronis vinguide.

Derudover skrev Luca Maroni samtidig for bladet L’Etichetta og grundlagde Ex Vinis, som var Italiens første vin-orientererede nyhedsbrev. I 1990 udgav han for første gang magasinet The Taster of Wine, og det var reelt først der, at Luca Maroni blev kendt som vinanmelder.

I 1993 udgav Maroni så for første gang vinguiden Annuario dei Vini Italiani, en rapport om næsten alle de italienske vinhuse og deres produktion. Guiden har siden udkommet hvert år og er blevet en af de mest respekterede i Italien ved siden af Gambero Rosso

Luca Maroni bedømmer hvert år i Annuario dei Vini Italiani omkring 16.500 vine fra 2.300 vingårde overalt i Italien. Det lyder sgu af mange vine og kan én mand virkelig det.

Lidt hurtig hovedregning viser, at manden skal bedømme 75 vine hver dag, hvis vi regner med 220 arbejdsdage om året. Hvis Luca så arbejder 8 timer om dagen, så er det lidt over 9 vine i timen. Holly molly. Lad os håbe, at han så ikke selv skal trække vinene op.

Vinene bedømmes efter Maronis eget pointsystem, som reelt kun går til 99 point, idet 100 point er umuligt at opnå. Maroni siger, at det altid vil kunne gøres lidt bedre. Derfor er 99 point således topkarakter hos Luca Maroni og topkarakteren virker på ingen måder svært opnåedeligt … men det vender jeg selvfølgelig tilbage til.

Luca Maroni smager vinene uden iltning og hans filosofi er, at vinene skal nydes med det samme, altså at det næsten må være dårlige vine, hvis de først skal lagre, inden de er optimale.

Hans pointsystem bedømmes ud fra konsistens, balance og integritet … hvert af disse områder kan få maksimalt 33 point og dermed samlet maksimalt 99 point.

Konsistens svarer til summen af stoffer, der er tilbage i glasset, når vand, alkohol og flygtige stoffer er fordampet. Med andre ords vinens farve og kraft. Balance handler om, hvor godt vinens frugtsødme passer til dens syre og bitterhed, mens integritet handler om, at vinens frugt ikke må domineres af ilt, svovl eller stoffer fra fadmodningen.

Selvom Maroni er kendt for høje point, så er det efter sigende alene 0,002% af de anmeldte vine, der årligt får hans topkarakter 99 point … men der er sgu nok mange med 98, 97 og deromkring.

Maroni smagningen hos Supervin i Hjørring

Nå, men da jeg kunne tage en ledsager med, og konen skulle jobbe, så havde jeg taget min vinbuddy Jan med på turen til Supervin i det nordlige Danmark, og vi arriverede da også i god tid.

Vi blev vel modtaget af Brian fra Supervin, som viste butikken frem og fortalte lidt om Supervin, som oprindelig var et Superbest marked, hvor interessen for vin fik overtaget. I dag er det således Jyllands største fysiske vinforretning og samtidig har det voldsomt ekspanderende Supervin også en af landets største online vinportaler.

Men det er med det gode købsmandskab i behold. Det er helt centralt i deres tilgang til salg af vin, for danskerne elsker jo gode køb fx via rabatter … og så ved en god købmand jo også, at høje point til vin sælger godt.

Derfor var det helt i købmandskabets ånd, at Luca Maroni – på vistnok første besøg i Danmark – selvfølgelig skulle forbi Supervin. Og stjerneanmelderen havde da også lokket 148 glade nordjyder til huse … og så selvfølgelig vinbuddy Jan og jeres flittige vinblogger.

Derudover også landsdækkende TV i form af et crew fra DR, som skulle lave et indslag til den sene tv-avis om danskernes kærlighed for italiensk vin og besøget af den italienske stjerneanmelder. De var lovet eneret på at dække arrangementet … selvfølgelig i fællesskab med den landsdækkende vinblogger.

Der var flot dækket op i Supervin store kælder, og alle medarbejderne fra Supervin var på dupperne, bl.a. havde de selv lavet maden til arrangementet. For fanden … med en fortid i Superbest, så har de kompetencer på mange områder.

Da vi alle var bænket – med en bordformand ved hvert bord – så bød den rare ejer af Supervin Mads Jensen den italienske vinanmelder hjertelig velkommen, og derefter havde Luca Maroni således taktstokken hele aftenen.

Vinprogrammet var fastlagt og så sådan her ud:

Derudover var der også 3 Puglia vine fra Masca del Tacco … et vinhus, som jeg tidligere har smagt vin fra. Dem nåede vi ikke at smage, da vi – grundet den lange køretur retur – kørte en spids førend arrangementet sluttede.

Jeg skal – som vanligt – selvfølgelig nok komme med mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Enkelte af dem har jeg smagt tidligere, så der har jeg blot linket til mine tidligere blogindlæg.

Hvad lærte jeres vinblogger så om Luca Maroni?

Det er sgu et godt spørgsmål, for Luca Maroni fortalte faktisk forbavsende lidt om sig selv, sit pointsystem og hans historie, så det blev mere en præsentation af aftenens vine og lidt om at dufte og smage vine.

De smagte vine havde Luca Maroni givet mellem 93 og 99 point … karakterer, som jeg fortsat er ganske undrende overfor. Men omvendt er smag og behag jo forskelligt. Heldigvis.

Han havde store lovord om bl.a. vinene fra Schenk Italia … som er et stort schweizisk foretagende, som har afdelinger og vingårde i mange, mange lande og laver over 600 forskellige vine fra hele verden målrettet både supermarkeder, detailhandlere og restauranter.

Luca havde endda fra Italien haft følgeskab af Abella fra Schenk Group, og hun var også i løbet af aftenen oppe at fortælle lidt om det store vinfirma. Skal jeg være ærlig – og det skal jeg jo – så kom det til at fremstå, som  om Luca Maroni var lidt en indspist del af den italienske vinindustri.

Han var indlevende og en rigtig italiensk elegant … men jeg deler fortsat ikke hans smag for vin. Men rundt om ved bordene var der mange, som var meget begejstrede for de søde opulente vine … og folket var tilfreds. Folket og kun folket … er drivkraften, som Kliché sang tilbage i start 80’erne.

Men samlet et flot arrangement fra Supervin. Takker.

2015 Weingut Ellermann-Spiegel, Spätburgunder S, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Ellermann-Spiegel, Spätburgunder S, Pfalz, Tyskland Dennne Spätburgunder S fra Weingut Ellermann-Spiegel er i seneste årgang 2015 fortsat nærmest legal tyveri … ganske prisbillig og smager fortsat ganske fortræffelig.

Trust me … jeg har smagt vinen i både årgang 2013, 2014 og nu 2015 og hver gang været imponeret.

Weingut Ellermann-Spiegel er grundlagt af Frank Spiegel. Efter efter uddannelse til ønolog fra Geisenheim, ophold hos Weingut Knipser og en afstikker til Bordeaux overtog han i 2007 sin stedfar Harald Ellermanns vingård i den lille by Kleinfischlingen, omkring 20 kilometer sydøst for Kaiserslautern i Pfalz.

Harald Ellermann havde indtil Franks overtagelse af vingården solgt sine druer til det lokale kooperativ, men da Frank overtog driften ændrede man navnet til Ellermann-Spiegel og begyndte produktionen af egne vine. Frank har udover forbedring af vinene også satset massivt på markedsføring af vingården.

Et af elementer i markedsføringen er blandt andet etiketterne på husets vine, hvor der er en stjerne og initialerne for Ellermann-Spiegel … ES, som jo også på tysk betyder “det”. Og der står ganske passende på etiketterne; Dir muss ES schmecken! … du må smage det. Og det gør vi skam også.

Weingut Ellermann-Spiegel har samlet 48 hektar og dyrker sorterne Riesling, Auxerrois, Cabernet Dorsa, Spätburgunder, Chardonnay, Gewürztraminer, Grauburgunder, Sauvignon Blanc, Weißburgunder, Merlot, Cabernet Sauvignon, Regent, St. Laurent … ja et bredt udsnit af de druer, som typisk findes rundt omkring i Tyskland.

Her har vi husets Spätburgunder S, som Frank Spiegel har lavet i temperaturkontrollerede ståltanke og lagret på barriques … endda sur lie en periode, men hvor lang tid ved jeg ikke.

I glasset er vinen som tidligere herlig transparent … den fine, lyse teglfarve. Duftmæssigt sød kostald, igen let animalsk med lyse frugter, hindbær, kirsebær, røget kød, nelliker, spidskommen, marcipan og kanel. Der fornemmes klart en vis portion sødme.

Smagsmæssigt er det en saftig vin, som smager virkelig godt. Der er en pæn omgang sødme i vinen, men ikke så meget at bægeret flyder over, for der er også bitterhed, lethed, en smule peber og stor saftighed. Den har en populær imødekommenhed … letbenet vil nogle sikkert sige og det er måske ganske rigtigt, men ganske fornøjelig.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 7,00€ … eller omkring 52 kr. og dermed dokumenteret legalt tyveri.

Vinanmeldelse 5/7