2013 Seresin Estate, Pinot Noir Leah, Marlborough, New Zealand

2013 Seresin Estate, Pinot Noir Leah, Marlborough, New ZealandSeresin Estates etiketter har alle et håndaftryk som logo … lidt som Cold Hand Winery. Michael Seresin siger selv, at hånden er menneskets basale værktøj. Ord er overflødige … kun hånden som symbol på styrke samt kraft fra jord og sten. Så må vi se, om det også præger denne 2013 Pinot Noir Leah.

Pinot Noir Leah er opkaldt efter Michael Seresins datter og lavet med druer fra næsten alle husets vinmarker, bl.a. de mest lerholdige parceller på  marken Raupo Creek Vineyard i Omaka Valley samt Tatou Vineyard og Noa Vineyard, alle dyrket både økologisk og biodynamisk.

Når druerne ankommer til vineriet, bliver de afstilket og sorteret grundigt, før de presses nænsomt. Mosten gæres – efter en periode med udblødning – ud i ståltanke med druernes naturlige gær i 6 dage, hvor hatten af skaller dagligt roteres rundt i mosten. Efter endt gæring har vinen fortsat skindkontakt i to uger, inden den lægges på fade i 10-–11 måneder.

Og den læner sig i nogen grad op ad Momo lillesøsteren med en næse, som har en smule kirsebær, men heldigvis også både stikkelsbær, hindbær, rabarber og ribs. Derudover er det krydret, grønt, mineralsk og har samtidig lakrids samt masser af tørret træ.

Smagen har klart mere bid, kraft og mere dybde, men der er ikke ret megen sødme … i stedet er det tørt med eg, kirsebær samt en god, lang og syrlig eftersmag med grønne blade. Rating lander på samme niveau, som sidst jeg smagte vinen.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 225 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 Winegrowers of ARA, Herringbone Hills Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2014 Winegrowers of ARA, Herringbone Hills Pinot Noir, Marlborough, New ZealandHerringbone betyder vel sildeben. Og druerne til denne Pinot Noir kommer netop fra Aras vinmarker ved Herringbone Hills … en række bakkeformationer ved Waihopai floden i Marlborough, hvor der på tværs af flodlejet er opstået et nærmest sildebensagtigt mønster, som har givet navn til stedet.

Og vinen Herringbone Hills Pinot Noir fra Winegrowers of ARA aka ARA Wines er en gammel kending, som jeg tidligere har smagt og skrevet om i både årgang 2010 og 2012, men her har vi altså fat i en nyere årgang 2014. Sidst jeg drak 2012’eren var jeg ikke særligt begejstret.

Druerne kommer som sagt fra området ved Herringbone Hills, hvor floderne Wairau og Waihopai mødes. Der består jordbunden af en blanding af grus og ler, hvilket giver en god dræning samtidig med, at den kan lagre overskydende vand til senere brug.

Druerne høstes med maskiner, hvorefter de hos Winegrowers of ARA afstilkes og presses forsigtigt. Derefter ligger de i kold maceration 10-15 dage, hvorefter mosten fermenteres i rustfrie ståltanke. Den malolaktiske gæring startes i ståltankene og derefter lagrer vinen 6 måneder på franske barriques, hvoraf 10% er nye fade.

Sjovt nok dufter denne vin langt mere animalsk end foregående økologiske Momo. Her kommer der lidt sødlig, landlig hestestald med kirsebær, flæsk, bacon og kanel. Der er klart mere sødme, men også med en tendens til at blive lidt overdone.

I munden er vinen også klart lettere end Momo … det er mere klassisk Pino med hindbær, jordbær, lidt granatæbler, ribs samt en svagt syrlig kant. Denne 2014 er bedre end 2012’eren.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 115 kr.

Vinanmeldelse 4/7