N.V. Weingut Bergdolt-Reif & Nett, Paranoia Pinot Noir Trocken, Pfalz, Tyskland

N.V. Weingut Bergdolt-Reif & Nett, Paranoia Pinot Noir Trocken, Pfalz, TysklandParanoia er en form for afsind eller forrykthed og en kronisk lidelse, der bl.a. kendetegnes ved forekomsten af langvarige vrangforestillinger. Men det er også navnet på fredagens Spätburgunder … en Paranoia Pinot Noir Trocken fra Weingut Bergdolt-Reif & Nett … og det er ingen vrangforestilling.

Vinhuset  holder til i den lille by Duttweiler på vinruten mellem Speyer og Neustadt i Pfalz. Weingut Bergdolt-Reif & Nett stammer helt tilbage til 1838, hvor huset gamle kælder med hvælvede lofter i sandsten blev bygget, men Nett familien – som i dag driver huset i 5. generation – overtog vinhuset ved en arvelod i 1900.

Reelt er vinhuset efterkommere fra nabogården Weingut Bergdolt Klostergut St. Lamprecht, som holder til i et gammelt kloster lige overfor Bergdolt-Reif & Nett. Dette kloster er bygget i 977 og blev i 1754 købte Jakob Bergdolt, men efter arvedelingen i 1900, adoptioner og giftermål, så opstod der således to vingårde med Bergdolt efterkommere i Duttweiler.

Og Weingut Bergdolt Reif & Nett holder altså således til i vingården, hvor kælderen stammer tilbage fra 1838 og ikke i det gamle kloster. Weingut Bergdolt-Reif & Nett drives som nævnt i dag af Nett familien, nemlig af Bernhard, Katja og Christian Nett sammen med Heinz Bergdolt-Reif.  Nett familien er 5. generation på vingården, mens den ældre Heinz Bergdolt-Reif er efterkommer fra nabogården.

Det er Christian Nett – som I ser på billedet ovenover – der er husets primære vinmager. Han overtog ansvaret for produktionen i 2001 og fik allerede i 2006 en 3. plads i DLG konkurrencen om årets bedste unge vinmager … en pris han endelig vandt i 2015, hvor han både blev Bester Jungwinzer Deutschlands og Bester Jungwinzer Pfalz.

Samlet har Weingut Bergdolt-Reif & Nett 30 hektar vinmarker, som i 2015 blev certificeret økologisk og flere af markerne passes endda med heste i stedet for traktor. Deres bedste mark er Mandelberg, som leverer druer til husets 3 topvine.

Det er et innovativt vinhus, som laver en række spændende og moderne vine i forskellige serier. Serierne omfatter Creation, Tradtion, Black Edition, Avantgarde, Prestige, Edelsüss, Sekt & Secco samt Special.

Denne Paranoia Pinot Noir Trocken er en vin uden angivelse af årgang, altså Non Vintage og kommer fra den kreative serie, som omfatter mange sjove vine … vine med navne som Glaube-Liebe-Hoffnung-Riesling, Pin:ox, Irgendwas mit R, Leib und Seele samt mange flere.

Paranoia Pinot Noir Trocken er lavet alene på rustfrie ståltanke og således ikke lagret på egefade … overhovedet. Der er et pænt niveau restsukker i vinen, opgivet til 5,7 gram pr. liter, men ellers har jeg ikke de store oplysninger om vinen.

Næsen er sgu noget rustik … det er en lastbilchauffør i badetøfler, hvilket sgu ikk’ hænger helt sammen. Frugten er klart kirsebær kombineret med lidt læder, røg, lidt sødme. grønne vinblade og virker ellers en smule gumpetung.

Smagen er sørme – surprise – også meget rustik med jern, mineraler, bitterhed og en sur samt utilgængelig syre. Det er sgu en tak for kantet for jeres total flittige vinblogger og førsteelsker af Spätburgunder, så jeg slår sgu lidt op i banen.

Købt på weine.de, hvor prisen er 8,50€ … svarende til 63 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

Slankekure og vin … hvordan påvirker vinen egentlig din vægt?

De fleste af os danskere kender til kampen mod vægten. Vi danskere er nemlig gået hen og blevet tykkere og tykkere, således der i dag er næsten lige så mange overvægtige voksne danskere som normalvægtige. Vi er blevet et tungt folkefærd, hvor over 14% endda er svært overvægtige.

Slankekure og sund livsstil fylder derfor godt i medierne, herunder også de sociale medier. Medierne svælger nærmest i slankekure, succeshistorier om massive vægttab, tips om sund mad og selv tv-kanalerne laver programmer om og med overvægtige danskere og deres kamp med kiloene.

Men det er måske med rette, for det er vist efterhånden dokumenteret, at overvægt øger risikoen for hjertesygdomme, slagtilfælde, type 2-diabetes og endda visse typer af kræft. Det er både en belastning for den enkelte og for samfundsøkonomien. Så derfor er det selvfølgelig også ekstremt vigtigt med en sund livsstil, som omfatter både daglig motion og sund kost.

Vi har derfor nu både kostvejledere, diætister og personlige trænere, som sammen med vores aktivitetstracker med pulsmåling på armen skal holde os på dydens smalle sti. De fleste af os ved jo godt, at det med at smide kilo ikk’ er nemt, for de fleste af os elsker jo livet … herunder god mad og et godt glas vin.

Men hvor står vin i den ligning? Hvordan påvirker vinen egentligt din vægt? Og hvad skal du gøre, hvis du – som mig – både elsker vin, men også gerne vil leve sundt? Den massive overflod af forskningsresultater, artikler og udtalelser kan gøre det svært at finde ud af, hvad der er op og ned. Men her kommer din flittige vinblogger dig altså nu til undsætning.

Jeg har jo tidligere skrevet en artiklen Lad os for fanden få hældt noget vin indenbords og blive sunde … en artikel om vin & sundhed. Den handler imidlertid ikke så meget om, hvordan vin påvirker din vægt og hvordan, du skal forholde dig til emnet … selvom artiklen selvfølgelig læner sig op af emnet.

Min påstand er, at du sagtens kan nyde god vin og samtidig holde vægten.

Kalorier og kulhydrater … hold styr på tallene

Et stort glas vin er normalt på 0,15 liter – hvis man forestiller sig, at 5 personer deler en flaske. Hvis vi forudsætter, at vinen har en alkoholprocent på mellem 11-14%, så vil et glas vin gennemsnitlig indeholde 120-140 kalorier.

Det vil være en god gennemsnitlig rettesnor. Imidlertid er der selvfølgelig en smule usikkerhed i dette og kun ganske få producenter oplyser om dette på deres etiketter, hvilket egentlig kan undre.

Men der er tilsyneladende ingen lovkrav om at næringsdeklarere hverken øl eller vin ligesom for de fødevarer, som vi ellers køber i dagligvarehandlen.

Det gør det selvfølgelig sværere for os som kunder at vurdere energiindholdet i vin. Det skal dog retfærdigvis siges, at flere af de store øl-producenter allerede er startet med oplyse om kalorieindholdet i deres øl direkte på produkterne.

Men vil man lidt tættere på kalorierne, så lad os igen kigge nærmere på et glas vin på 0,15 liter, hvor vi forudsætter 12% alkohol. Det vil altså – efter min skomagerregning – samlet vil indeholde 18 gram alkohol, og da et gram alkohol indeholder 7 kalorier, så vil alkoholen samlet give dig 126 kalorier … og jo højere alkoholprocent i vinen, jo flere kalorier.

Derudover vil kulhydraterne i glasset også bidrage til det samlede kalorieindtag. Kulhydrater vil bidrage med omkring 4 kalorier pr. gram, men hvor mange kulhydrater vil der så være i et glas vin? Ja, det vil jo være forskelligt afhængig af, hvilken type vin du har i glasset.

Et gennemsnitlig glas rødvin vil normalt indeholde omkring 3-4 gram kulhydrater, hvilket så samlet svarer til omkring 12-16 kalorier, som altså skal lægges oveni kalorierne fra alkoholen. Men hvis det er en sød dessertvin, så vil kulhydraterne sagtens kunne ligger omkring 12 gram for et glas, så en anden god grundregel er, at jo sødere vinen er, jo flere kulhydrater vil den også indeholde.

I din krop nedbrydes kulhydraterne til glukose, som jo brændes af, når de anvendes til energi. Det er jo sådan set ganske fint. Men når der er et overskud af glukose, så bliver de i stedet gemt som fedt. Det er så til gengæld ikke så fedt … so to speak.

Men nu bliver det mere indviklet, for alkoholen i vinen har nemlig yderligere en påvirkning, idet alkohol forstyrrer den metaboliske proces. Og hvad fanden betyder det … den metaboliske proces? Det er helt korrekt betegnelsen på den biokemiske omsætning af kemiske forbindelser i den levende organisme og dens celler. WTF??

Da alkohol er et toksin – eller biologisk giftstof om du vil – så kan din krop ikke gemme eller opbevare det, som fx proteiner, fedt eller kulhydrater. I stedet skal alkoholen straks nedbrydes og filtreres ud af kroppen, hvorved kroppen prioriterer behandlingen af alkohol og dermed stopper omdannelsen af alle andre næringsstoffer.

Dermed vil dine indtagne kulhydrater være mindre tilbøjelige til at blive forbrændt og dermed mere tilbøjelige til at blive opbevaret som sukker og derefter fedt.

Men derfor kan man ikke blot sige, at alkohol får dig til at tage på i vægt. Det afhænger nemlig af, hvad du ellers spiser. Det er nemlig den anden mad du indtager, som kan omdannes til fedt, når du drikker for meget vin, så løsningen er at kombinere vin med grøntsager og anden proteinrig mad … samt selvfølgelig en smule mådehold.

For at tabe sig, skal man have et kalorieunderskud hver dag. Det vil sige, at du skal indtage langt færre kalorier end kroppen forbrænder. Hvis din krop forbrænder 2.000 kalorier om dagen, og du kun indtager 1.500 kalorier om dagen, har du opnået et kalorieunderskud, som på sigt giver dig et vægttab … også selvom nogle af de 1.500 kalorier altså er via vin.

Og læren er, at et glas gennemsnitlig koster omkring 120-140 kalorier og helst skal indtages sammen med grønsager og andre proteiner. Det er vel ikke helt skidt?

Hvordan passer vin så ind i en sund livsstil?

Jeg vil starte med igen at henvise til mit gamle blogindlæg; Lad os for fanden få hældt noget vin indenbords og blive sunde … en artikel om vin & sundhed. Der skriver jeg en masse om bl.a. de antioxidanter, som vin indeholder og isoleret set er sunde for os mennesker.

En rapport fra 2016 om globale drikkevaner konkluderer endda, at vin og diæt faktisk kan interagere med hinanden og give sundhedsmæssige fordele.

De positive påvirkninger af hjertet stiger nemlig, når vin anvendes i moderate mængder sammen med et velafbalanceret måltid, idet nogle af elementerne i vin – såsom polyfenoler – sænker blodalkoholen og dermed beskytter leveren. Så på den måde kan vin sagtens passe ind i en sund livsstil … men igen med måde.

Selvfølgelig skal man ikke gå ud og begynde at drikke vin for at tabe sig. Vi ved godt alle, at et vægttab kræver en pæn indsats via indtagelse af færre kalorier end de kalorier, som man forbrænder. Det er jo simpel matematik, hvorfor det kan være vigtigt at tælle kalorier og skrue op for forbrændingen via øget motion.

Nyere undersøgelser har endda vist, at alkoholforbrug og motion deler nogle fælles egenskaber, da begge dele frigiver nogle har-det-godt endorfiner i vores hjerner og begge synes også at give en tendens til et større socialt involvering med andre.

Det kan jeg da kende, for man kan vel godt blive lidt kærlig, når man har fået noget at drikke … og det skulle så også gælde efter motion. Skal vist til at løbe endnu længere ;o) Men mere interessant er det, at mennesker, der indtager vin ofte, faktisk motionerer mere end mennesker, der slet ikke drikker vin.

Man kan dog nok ikke blot konkludere, at vindrikkere dermed er sundere end afholdsmænd, men det er sgu da ellers en fed punchline.

Samtidig forholder det sig også sådan, at resveratrol … den polyfenol, der findes i skindet på rødvinsdruer, faktisk kan hjælpe dine muskler med restitution efter en hård træning.

Men jeg vil nu fraråde indtagelse af rødvin til hjælp for gendannelse af musklerne inden fx et maraton, selvom jeg faktisk selv har oplevet at løbe ganske godt dagen efter en aften med gode rødvine. Det er dog ganske uvidenskabeligt.

Det gode råd handler om balance

De fleste vil sikkert sige, at du skal holde dig fra alkohol, hvis du skal tabe dig eller blot holde idealvægten. De vil sige, at et glas vin blot er tomme kalorier, da det ikke indeholder proteiner eller calcium og dermed ikke giver nogle sundhedsmæssige fordele.

Men eksperter vil dog nok også sige, at skal du drikke alkohol under en slankekur, så er vin nok det bedste af de forskellige alkoholiske drikke, som der findes og langt bedre end fx sodavandsbaserede cocktails, som virkelig blot er tomme kalorier.

Det vil altid være et spørgsmål om prioritering, for tæller du kalorier, så kan et glas vin sagtens holdes indenfor dit daglige mål for indtagelse af kalorier. Du skal bare finde ud af, hvordan du vil indpasse det og hvad der skal ofres af andre ting. Er et glas vin fx vigtigere end en Nutrilett/Nupo bar med omkring 130 kalorier?

Jeg tror, at den største risiko ved slankekure og rødvin i stedet ligger et helt andet sted. Man er nemlig tilbøjelig til at foretage dårlig madvalg, når man drikker vin og bliver påvirket af alkoholen. Paraderne og ens normalt stålsatte jernvilje svækkes, så man spiser mere, griber efter brødet og ostene oftere end planlagt hjemmefra og bare giver efter. Man ender med at forbruge flere kalorier på toppen af alle kalorierne fra selve vinen.

Man får dagen efter – hvor hovedet er en anelse tungt – ondt af sig selv og trøstespiser måske endda lidt, hvorved det bliver svært at komme tilbage på diætens smalle sti. Kender det … been there and done that. Så alene af den grund kan balancen være meget svær at opretholde.

Men hva’ fanden … vi er jo kun mennesker, og livet skal nydes med de bump, som vi møder undervejs og vi skal passe på, at slankekure og deling af samme på de sociale medier ikke bliver for dominerende i vores liv, men en sund livsstil i stedet bliver normalen, dog med plads til et glas vin, som kan være med til at sikre livskvalitet.

Planlæg, sæt mål for indtagelsen af kalorier, hvis du som mig skal smide et par kilo, men sørg for, at der er plads til vin, hvis du elsker vin … så simpelt er det. Vin kan sagtens være en del af din hverdag … slankekure eller ej.