2016 Weingut Sohns, Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Sohns, Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken, Rheingau, TysklandHvor er flasketypen Rheingauer Flöte dog smuk … mørkegrøn, slank, 35 cm høj med lodrette kanter på flaskehalsen. Og når den omklamrer lækker Lorchhäuser Seligmacher Riesling væske fra Weingut Sohns, så flasker tingene sig sgu … so to speak.

Selv hustruen min er vild med både flasken og indholdet, så jeg har meget passende placeret den sexede Rheingauer Flöte foran et af hustruens mange malerier, som vort hjem nærmest flyder over med. Og det er såmænd sagt på den allerpæneste måde, Hun er efterhånden blevet ret skrap til at fabrikere smuk kunst.

Nå, men vi er jo igen hos Weingut Sohns, som jeg sammen med et par stykker fra byggesjakket besøgte på vores roadtrip til Rheingau i oktober sidste år. Det besøg hos Weingut Sohns kan du læse om i mit blogindlæg Besøg hos Weingut Sohns … ukendt, beskeden, billig og fremragende.

Lorchhäuser Seligmacher er en mark, som jo ligger lidt væk fra selve vinhuset og de øvrige af Sohns’ marker, der jo primært ligger ved Rüdesheim, Geisenheim og Oestrich-Winkel.

Lorchhäuser Seligmacher ligger derimod et stykke nordvest for vinhuset, nemlig ved byen Lorchhäusen tæt ved Lorch am Rhein. Det er en voldsom stejl mark … hælder omkring 60 grader og Sohns købte en parcel på den skifer- og kalkholdige mark i 2014.

Det er måske ikke en af de mest kendte marker, men alene navnet salig-mager refererer til, at gennem tiderne er kommet masser af god vin fra denne mark, hvor druerne typisk modner meget tidligt og har en fin surhedsgrad samt smuk frugt.

Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken er lavet alene på rustfrie ståltanke, men ellers er der ikke så mange informationer om vinen udover restsukker på 5,2 gram pr. liter, hvilket dermed gør vinen lidt mere tør end søstervinen Winkeler Hasensprung Riesling Trocken, som jeg sidst drak fra Sohns.

Fra denne Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken Rheingauer Flöte fløjter det ud med god Riesling aroma … æbler, ingen petroleum endnu, men måske alligevel en lille antydning, hvilket lover god for udviklingen. Derudover lidt estragon, kørvel, et svag nøddet element, krydderier og der er en vis friskhed over vinen. Derudover nogle mineralske aftryk … og det er samlet set en næse, som ikk’ er umiddelbar, men løbende åbner sig for den tålmodige.

I munden har vinen en sød, lille og delikat fedme, godt med æbler og fersken samt både syre, sødme og bitterhed i god balance. Ved første sip tænkte jeg, at den måske have et knappenål for megen sødme, men den tanke fortager sig hurtigt. Imidlertid er vinen blid, rund og meget behagelig. Der fornemmes også lidt kalk og sten, som lige titter frem og jeg synes overordnet, at den er bedre end søstervinen Winkeler Hasensprung Riesling Trocken.

Købt på vingården til 11,50€ … svarende til 86 kr. Det er faktisk vildt billigt.

Vinanmeldelse 5,5/7