2011 Casillero del Diablo, Reserva Privada Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

2011 Casillero del Diablo, Reserva Privada Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, ChileDjævelsk sort Reserva Privada Cabernet Sauvignon … Casillero del Diablo fra det gigantstore Viña Concha y Toro.

Vinhuset har – bare i Chile – omkring 10.700 hektar vinmarker spredt rundt vinregionerne Maipo, Maule, Rapel, Colchagua, Cachapoal, Curico og Casablanca i Chile og omsætter for langt over 6 milliarder kroner årligt.

Det er måske nok det største sydamerikanske vinhus, som laver vine under mærker som fx Sunrise, Frontera, Casillero del Diablo, Terrunyo, Amelia, Carmín de Peumo, Don Melchor og så dette Marques de Casa Concha.

Vi kender nok mest vinhuset fra supermarkedsvinene Sunrise med den orange etiket og så netop Casillero Del Diablo … det er den med djævlen på etiketten og som vi her har i en Reserva Privada udgave.

De ejer udover de mange hektarer i Chile – samt de mange brands – også en række andre vingårde andre steder, bl.a. Viñedos Emiliana, Viña Cono Sur, Viña Maipo, Viña Palo Alto, Viña Maycas del Limarí, Viña Canepa, Fetzer Vineyards og Trivento Bodegas y Viñedos.

Denne Reserva Privada Cabernet Sauvignon er lavet på 100% Cabernet Sauvignon fra husets stenede marker ved foden af Andesbjergene. Men derudover har jeg ingen oplysninger om produktionen.

Næsen er krydrede, mørke bær kombineret med et tørt og støvet udtryk. Frugten er røde kirsebær, solbær og blommer. Der fornemmes svagt lidt eg og vanilje.

I munden er vinen fed og fyldig, virkelig præget af eg, krydderier, lidt shampoo og ellers skarp i smagen. Der er lidt tanniner i vinen, men egentlig bløde nok … men det bliver sammenlagt lidt anonymt.

Forhandles i Coop supermarkederne, hvor normalprisen ligger på omkring 120 kr., men ofte fås på bud til halvdelen.

Vinanmeldelse 3/7  

2008 Pinino, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2008 Pinino, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienAzienda Vinicola Pinino er et ældre vinhus i Montalcino og det står bag næste vin i rækken, nemlig en 2008’er Brunello di Montalcino.

Vinhuset Pinino er grundlagt tilbage i 1874 af Tito Costanti, som selv var notar i Montalcino. Siden 2003 har vinhuset dog været ejet af ægteparret Andrea og Hannes Gamon fra Østrig sammen med ægteparret Max og Silvia Hernandez fra Spanien i en skøn forening og med en målsætning om at lave kvalitetsvine ud fra deres fælles passion for vin.

Hannes og Andrea Gamon kommer fra Vorarlberg i Østrig og har ingen erfaring indenfor vinbranchen, mens Max Hernandez stammer fra en familie af vinproducenter i Toro i Spanien.

Inden de to familier investerede i den italienske vingård, så havde de arbejdet sammen i modebranchen siden 1980’erne, men endte med at sælge deres fælles forretning … og så skulle de jo finde på noget andet. Og da begge familier elskede god mad og gode vine … specielt vine fra Toscana, så blev det således til en investering i vingården Pinino.

For at hjælpe med Pinino projektet har de således hyret ønologen og vinmageren Dr. Paolo Vaggagini. Han hjælper med produktionen af vinene fra husets samlede 16 hektar vinmarker.

Der laves 7 forskellige vine på Pinino, herunder denne almindelige Brunello di Montalcino, selvfølgelig lavet på 100% Sangiovese Grosso druer og hvor vinen har lagret 30 måneder på store egefade.

Næsen er moden frugt, kirsebær, kirsebær, lyse blommer … lidt reserveret i frugten, tobak, champignon, jord og generelt pæn tørhed. I munden er det blød, lys og moden frugt … bløde tanniner og en lille lys strenghed. Tør, syrlig og lys.

Forhandles af Føtex og Bilka, hvor en flaske koster 299 kr., men nogle gange kan fås på tilbud til 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7