2016 Teatro Latino, Nero d’Avola Terre Siciliane IGP, Sicilien, Italien

2016 Teatro Latino, Nero d'Avola Terre Siciliane IGP, Sicilien, ItalienSå er vi igen hos Leonardo Vianello og Anna Lora i det moderne vinhus Teatro Latino. Denne gang er det med en vin fra Sicilien, nemlig denne Nero d’Avola Terre Siciliane IGP.

Sidst vi smagte en vin fra huset var den fra Puglia, men Teatro Latino er nu heller ikke et traditionelt vinhus, idet de ikke selv ejer vinmarker eller vineri, men i stedet opkøber deres druer hos vinavlere i forskellige områder af i Italien, primært i Veneto, Abruzzo, Puglia samt Sicilien og selv holder til i Soave området … ved byen San Bonifacio øst for Verona.

Teatro Latino er grundlagt i 2014 af Leonardo Vianello, og han driver den lille virksomhed sammen med Anna Lora, der står for marketing og salg. Det er dog alene en del af Leonardos større firma Vianello Wines, som også omfatter salg af vine fra Perini, Dante Rivetti, Pisoni og så Bennati.

Og det er netop Benatti brødrene, som laver vinene, som sælges under navnet Teatro Latino, Benatto ligger nemlig ikke så langt fra Teatro Latino i San Bonifacio

Brødrene Paolo, Giorgio & Claudio Bennati holder nemlig til på Casa Vinicola Bennati i Cazzano di Tramigna. Det er en traditionel 140 år gammel vingård, der til dagligt producerer masser af Veneto vine under forskellige brands.

Målet for Teatro Latino er at lave billige kvalitetsvine, som afspejler de områder, hvor vinen kommer fra.  Vinene er opdelt i to serier, nemlig I Classici og La Tradizione … og denne Nero d’Avola Terre Siciliane IGP kommer fra den klassiske serie.

Druerne kommer fra forskellige vinavlere i den sydøstlige del af Sicilien. Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men vinen skulle være lagret 6 måneder på egefade.

Dyb, mørk frugt i næsen … blommer, solbær, blæk, chokolade, et drys tørrede blomster og krydderier. Der sgu noget goddav, power og venlig sødme i vinen.

Smagen er blød, cremet og fuldfed. Det er saftigt med en pæn portion sødme … uden det dog bliver totalt overdone. Derfor vil vinen også please de fleste på en kold hverdag i februar. Jeg lander på 4 fede tommelfingre … samme rating som husets Primitivo, men jeg vil dog langt hellere drikke denne.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster beskedne 56,55 kr. mod en normalpris omkring 115 kr.

Vinanmeldelse 4/7