2015 Molino di Sant’Antimo, Asso Vino Rosso da Tavola IGT, Toscana, Italien

2015 Molino di Sant'Antimo, Asso Vino Rosso da Tavola IGT, Toscana, ItalienEr Asso Vino Rosso da Tavola IGT et vinøs es i ærmet, når Asso er italiensk for es? Vinen kommer fra vinhuset Molino di Sant’Antimo, der ligger ved Castelnuovo dell’Abate lidt syd for Montalcino by … lige mellem den lille flod Orcia og bjerget Monte Amiata tæt på det historiske kloster Abbazia di Sant’Antimo.

Molino di Sant’Antimo ejes af Carlo Vittori, der købte en ældre og forladt vingård syd for Montalcíno tilbage i starten af 1980’erne. Før købet havde Carlo været vinmager på  Val di Suga og Castello Romitorio, men ønskede at lave sine egne vine. Han havde den overbevisning, at det kunne lykkes med hårdt arbejde.

Og det lykkedes, hvilket gjorde at Carlo senere kunne udvide produktionen, bl.a. via købet af Castello di Romitorio, som blev lagt ind under Molino di Sant’Antimo. Det gav bl.a. Carlo muligheden for at producere Brunello di Montalcino.

I dag driver Carlo Vittori omkring 40 hektar vinmarker sammen med hustruen og sine 3 døtre … og to af dem kan vi se smukt placeret på egetønder på billedet ovenfor.

Derudover driver familien også en omgang bed and breakfirst fordelt på to ejendomme Molino og Poderenuevo ai Campi. Den sidstnævnte ejendom er købt omkring år 1999 og er siden renoveret totalt.

Den årlige vinproduktion på Molino di Sant’Antimo ligger på mellem 80.000 og 100.000 flasker. Produktionen omfatter også en smule olivenolie, men det primære er selvfølgelig vinene. Carlo laver 11 forskellige vine, herunder denne Asso Vino Rosso da Tavola IGT.

Vinen er lavet på 85% Sangiovese og 15% Merlot, og i denne årgang 2015 skulle druerne – efter sigende – være deklassificerede druer til Brunello produktionen. Den markedsføres som en Mini-Brunello til langt under prisen på en rigtig Brunello eller Brunello på gule plader og vinen har fået 97 point af den sødmevenlige Luca Maroni. Hmmmm.

Vinen er vinificeret på store rustfrie ståltanke, hvor der også lagrer en periode inden lagring 12 måneder på egefade. Samlet har vinen lagret 18 måneder inden den flaske og frigives.

Næsen er nærmest først lidt æteriske olier, blomster, masser af lys chokolade, lakrids, lidt bonderøv, stald og blød, rund frugt. Det er blommer, kirsebær, figner, marcipan og en smule kolde krydderier. Der fornemmes en vis opulent varme og sødme.

Smagen er også sød … meget sød. Det er formentlig de 15% Merlot, som giver det varme og søde udtryk, som leder tankerne hen på vine fra det sydligste Italien. Det er søde kirsebær, frugtsødme, men også en lille tørhed, som hjælper vinen på vej med en vis bitterhed i eftersmagen.

Desværre smager Sangiovese druerne ikke igennem, hvorfor smagen bliver lidt mushy mushy.  Det er langt fra Brunello, men en rigtig pleaser. Vinanmelderen Luca Maroni elsker sådanne vine … og det gør rigtigt mange danskere også, Det bliver ærlig talt en tand for sødt for mig.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr. I øjeblikket kører der tilbud på vinen til kun 74,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7