2016 Weingut Lazarus, Welschriesling, Weststeiermark, Østrig

2016 Weingut Lazarus, Welschriesling, Weststeiermark, ØstrigOg vi fortsætter hos Weingut Lazarus, nemlig med deres hvidvin på Welschriesling … den lidt ukendte druesort, som intet har med den kendte Riesling drue at gøre.

Welsch kan da også oversættes som fremmed, altså en fremmed drue. De kloge mener, at druen kommer fra Østeuropa, formentlig Valakiet i Rumænien.
I dag findes druen flere steder, mest udbredt i Italien, hvor den kendes som Riesling Italico samt i Slovenien og Ungarn, hvor den hedder Laski eller Olasz Rizling. I Tjekkiet er den kendt som Rizling Vlassy.

I Østrig findes den i flere vinområder og er altså der kendt som Welschriesling. Druen trives på flad sandet jord. De fleste steder hvor Welschriesling dyrkes, laves der tynd vin, da udbyttet sjældent holdes nede.

I Østrig kan der findes vine, hvor udbyttet er holdt nede og det resulterer i mere fyldige vine, men uden megen syre. Lad os se, hvordan sådan en Welschriesling smager hos familien Lazarus.

Næsen er dejlig frisk med estragon, kvæde, fin intensitet og fugtighed, svag astronaut is, lidt gær og granduft kombineret med citrus. Dejlig duft,

I munden også fin balance, god syre/sødme balance og meget lettilgængelig, grøn og lidt smågrov. Men Lazarus er klart bedre til hvidvine end rødvine … i hvert fald bedømt på disse to vine.

Købt på vingården, men prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse  

2013 Weingut Lazarus, Blauer Zweigelt, Weststeiermark, Østrig

2013 Weingut Lazarus, Blauer Zweigelt, Weststeiermark, ØstrigSå er vi sørme igen i byen St. Stefan ob Stainz i Weststeiermark og hos endnu en producent, som laver de særlige Schilcher rosévine på den lokale drue Blauer Wildbacher. Det er nemlig Weingut Lazarus, som endda bor på Schilcherweinstraße, men her er det dog en rødvin på Blauer Zweigelt.

Blauer Zweigelt er nu ikke så ukendt herhjemme som fx Blauer Wildbacher, for Blauer Zweigelt er såmænd blot et synonym for Zweigelt, der jo er den mest udbredte rødvinsdrue i Østrig.

Zweigelt blev opfundet tilbage i 1922 på et institut i Klosterneuburg af Fritz Zweigelt, som var uddannet biolog. Han udforskede druesorterne, og kom i den forbindelse på at skabe sin egen drue. Det er en blanding af St. Laurent og Blaufränkisch.

Hos Weingut und Buschenschank Lazarus laver de alene 1 rødvin og det er denne på Zweigelt. Ellers består produktionen primært af hvidvine og rosévine aka Schilcher vine.

Vinhuset drives af familien Lazarus, som samlet har 9 hektar vinmarker, som de bl.a. sælger i deres lille butik … buschenschank sammen med regionale delikatesser. Derudover har de også et par gästezimmer, som de lejer ud.

Der er ingen info om produktionen af denne Blauer Zweigelt, så vi springer derfor blot hovedkulds ind i mine smagsnoter. Næsen byder dig på kul, gazebind, sød fade, mørk frugt, sorte kirsebær, blommer, eg, kanel, svag lakrids og samlet set virker vinen meget rustik.

I munden en ganske læskende, rustik og ukompliceret vin … egentlig meget lettere i smagen end duften egentlig indikerede. Der er hindbær, svag peber samt elementer af jern.

Købt på vingården, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7