2009 Giuseppe Quintarelli, Valpolicella Classico Superiore, Veneto, Italien

2009 Giuseppe Quintarelli, Valpolicella Classico Superiore, Veneto, ItalienSå skulle vi også forbi den gamle og nu afdøde mester – legenden, kongen eller godfather af Amarone, mesteren fra Veneto, Valpolicellas grand old man – Giuseppe Quintarelli og hans almindelige Valpolicella Classico Superiore, som der intet almindeligt er ved. Det er nemlig en af verdens mest efterstræbte Vapolicella’er.

Vinhuset er oprindelig grundlagt tilbage i 1924 af Silvio Quintarelli. Han havde forinden arbejdet som forpagter sammen med sine brødre i Figari i kommunen Marano di Valpolicella og havde solgt lidt vin på det amerikanske marked.

Sammen med sin hustru og to sønner købte Silvio imidlertid en lille vingård ved landsbyen Cerè i området omkring Negrar, en kilometer øst for Busa og et par kilometer syd for Negrar.  Og det blev startskuddet for den vingård, som efterfølgende skulle blive én af de største og mest berømte vingårde i hele Veneto.

Vingården er i øvrigt slet ikke let at finde, hverken med GPS eller andet. Kun små skilte – som på billedet ovenfor – viser vej til Quintarelli … men gården skulle være et besøg værd, hvis man overhovedet kan få lov!

I 1950’erne overtog Guiseppe Quintarelli vingården og produktionen. Han var den yngste af sønnerne, og reorganiserede ejendommen, købte nye vinmarker, optimerede produktionen og begyndte en større selektering af druerne i produktionen.

Derudover havde Guiseppe en klar filosofi om, at vinene skulle have tid til at modne … uden hastværk.

Han lod derfor nærmest hver vin lave sig selv, men sørgede blot for idéelle betingelser. Vinene får således lov at gære så længe, som vinen ønsker det. Han tapper først vinen, når den er parat og ikke før. Og det kan godt vare både 5, 6 eller 7 år … endda ofte op til 10 år for Amarone vinene. Hos Quintarelli frigives vinene først, når man mener, at de er klar til at blive drukket.

Mest berømt er hans Amarone og Valpolicella vine, men alle vine i porteføljen er af høj kvalitet. Kun det bedste er godt nok til Guiseppes håndskrevne etiketter.

Quintarelli var også mentor for Romano Dal Forno, der som ung 22 årig vinmager mødte Qiuntarelli og tog hans idéer til sig. Dal Forno skulle også senere blive én af de helt store Amarone producenter i Veneto … men det er en helt anden historie. Guiseppe var i det hele taget den producent, som har nydt størst respekt blandt andre producenter i Valpolicella.

I mere end 50 år var han en forgrundsfigur og en af de få, der til stadighed arbejdede kvalitetsfokuseret i et Valpolicella, der blev mere kendt for masseproduktion. Quintarelli var først og fremmest contadino, en vinbonde, der brugte tiden i mark og kælder.

Bepi – som han blev kaldt – døde i januar 2012 i en alder af 84 år efter en lang kamp med Parkinson, og hans kone Franka døde et år senere. Men vinhuset føres i dag videre af datteren og svigersønnen Fiorenza og Giampaolo Grigoli samt deres børn Francesco og Lorenzo.

Derudover hjælper Guiseppes nevø Marco også med i videreførelsen af produktionen af vinene fra Azienda Agricola Giuseppe Quintarelli.

Samlet har vinhuset knap 12 hektar vinmarker omkring Negrar, skråninger med limsten og basalt samt vinstokke helt tilbage fra 1924.

Den samlede produktion udgør knap 50.000 flasker årligt, og det er langt mindre end efterspørgslen, hvilket også betyder, at vinene fra Quintarelli er ganske dyre … hans almindelige Amarone typisk koster et par tusinde kroner.

Denne Valpolicella Classico Superiore laves i realiteten efter Ripasso metoden. Druerne skulle efter sigende 55% Corvina, 30%, Rondinella og 15%, Cabernet Sauvignon, men oplysningerne er forhandlere rundt om i verdenen ikke helt enige om.

Efter en meget kompleks vinificering og gæring lagrer vinen hele 6-7 år på slavonske egefade inden den, som alle Bepis vine, håndaftappes, håndetiketteres og lagrer yderligere et år eller to før frigivelse.

Det giver en fantastisk vin, hvor næsen er dyb med ren lakrids, togsveller, dyb frugt … direkte, syrlig og dyb frugt og uha det dufter godt. Moden frugt, gæret frugt, tørret frugt og masser af chokolade, power og cremet fedme.

I munden er det blødt og rundt, totalt koncentreret smag, som en indkogt sauce på en gourmetrestaurant. Ingredienserne er peber, power, saft og kraft og alligevel er der en syrlig lethed over vinen, som gør at en eller anden form for balance på et knivsæg opretholdes. Det smager herregodt … og de søde krydderier og syren pirrer hele tiden dine sanser. Kapow.

Forhandles både hos Otto Suenson og Erik Sørensen Vin og prisen ligger på 600 kr. for en flaske, men kan presses ned i 500 kr. hvis du køber 2 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2013 Marion, Teroldego, Veneto, Italien

2013 Marion, Teroldego, Veneto, ItalienEmozionante eller som det hedder på dansk; spændende, interessant, opsigtsvækkende og overraskende. Det var min første tanke, da jeg så denne vin, for vi støder alt for sjældent på vine på druen Teroldego. Men det var sgu tilfældet med 3. vin fra Azienda Agricola Marion.

Vi er jo tidligere her på bloggen stødt på Teroldego druen hos Elisabetta Foradori fra vinhuset Foradori i Alto-Aldige. Elisabetta er specialist i Teroldego og kaldes da også uofficielt dronningen af Teroldego.

Faktisk stammer Marions Teroldego vinstokke fra stiklinger, som man har fået fra netop Foradori og efterfølgende podet på eksisterende hvidvinstokke. Men lad os se, hvordan Stefano Campedelli på Marion behandler druen i Veneto.

Først kigger vi dog igen lidt nærmere på Teroldego druen, som primært findes i Norditalien, primært Rotaliano området i Alto Aldige, men nu åbenbart også længere nede i Veneto.

Der er mange forklaringer på, hvor druen Teroldego stammer fra og har sit navn fra. Nogle mener, at det er tysk dialekt af Gold aus Tirol, mens andre siger, at navnet kommer fra Tirelle, som refererer til de snore/wirer, som druestokkene bindes op med.

Den mest plausible forklaring er måske nok, at druen stammer fra en by med navnet Teroldege eller Teroldeghe, som er nævnt i dokumenter tilbage fra det 15. århundrede.

Man har for nyligt opdaget, at Teroldego er i familie med sorten Dureza, som stammer fra Frankrig og var en de druer, som Syrah oprindelig er skabt fra. Nogle sammenligner dog også vine på Teroldego med vine på Zinfandel, men det er jeg på ingen måder enig i.

Teroldego havde egentlig for mange år siden et anerkendt ry, men udviklingen gennem årene gik imod kvantitet frem for kvalitet og de højtydende kloner blev hele tiden selektioneret.

Dermed gik fremstilling af kvalitetsvine på Teroldego helt i glemmebogen, men i dag er der en række producenter, som har fået øjnene op for kvaliteterne i druen.

Hos Marion behandles Teroldego dog markant anderledes end hos Foradori, idet Stefano Campedelli laver sin Teroldego vin med inspiration fra Amarone, ja faktisk på næsten samme facon som foregående vin på Cabernet Sauvignon.

En del af druerne høstes i den sidste del af september, hvorefter de samles i store kasser, som placeres på tørrelofter, hvor de tørrer i 30 dage.

De resterende druer høstes en uge senere. Efter endt fermentering af de to batch blandes vinen og lagrer 30 måneder på barriques, hvorefter vinen flaskes. Også denne vin produceres i beskedne 6.000 eksemplarer årligt.

Og selvfølgelig smitter den delvise tørring af druerne af på vinen, som får et helt andet udtryk end hos Foradori. Her er det tæt, kraftig og sort vin. Det er lakrids, kul, mørke og fed, sort frugt … måske lidt over the top. Det er et lukket mørkt rum og man ser intet, ænser intet udover omklamrende mørke … men på den gode måde. Frugten er næsten kandiseret og skriger power.

Men i munden er der alligevel en gennemgående syre, som sikrer vinen ikke bliver totalt marmelade. Selvom det er mørk kulstof, intens grafit, tæt, tørt, sødt og blødt, så er der syrlige tanniner, som fortsætter i en lang og kraftig eftersmag. Lækker vin og smæk på drengen.

Elsker den … men kunne være sjov at prøve op mod Foradori. Denne er nok mere bulderbasse, men smager sgu godt, så den får sgu samme Thumbs Up som Foradori.

Forhandles herhjemme af Allerød Vinhandel, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 6/7