2013 Franz Haas, Pinot Nero, Alto Adige, Italien

2013 Franz Haas, Pinot Nero, Alto Adige, ItalienOpvarmningskvartettens sidste medlem er nærmest en ekvibrilist, en sand virtuos … en fandens charmerende Pinot Nero fra fantastiske Franz Haas, som ligger en kilometers penge syd for Montagna Bolzano i Alto Adige.

Den gamle, smukke vingård ligger på en bjergskråning og drives af den gode Franz Haas samt hans kone og kreativ direktør Maria Luisa Manna-Haas. Vingården er grundlagt tilbage i 1880 og har været drevet af Haas familien gennem generationer, og Franz er da også 7. generation på stedet.

Franz uddannet indenfor noget så kedeligt som økonomi, som han studerede ved universitetet i Innsbruck i Østrig. Derefter blev han dog uddannet ønolog i Geisenheim i Tyskland, inden han satte kursen tilbage til familiens vingård. Her har Franz koncentreret sig om at lave kvalitetsvine med lavt udbytte.

Fra 1982 til 1986 gennemgik vingården en stor omvæltning, da Franz bl.a plantede mange af vinmarkerne om med fokus på lavere udbytte, højere koncentration og der blev også plantet druevarianter, som ikke var set før i området.

Franz Haas er især kendt for sine hvidvine, der kan have en stålsat mineralitet og syre som de bedste vine fra Østrig og Tyskland kombineret med en forførende aroma. Han laver specielt vine på Gewürztraminer, Lagrein og selvfølgelig Pinot Nero.

Vingården ejer selv lidt jord, men har derudover lejet lidt jord og har derudover kontrakter på levering fra andre lokale vinbønder. I alt har gården adgang til druer fra omkring 55 hektar i kommunerne Montagna, Egna og Aldino på skråningerne på Cislon bjerget, mellem 240 og 800 meter over havets overflade.

Der laves 13-14 forskellige vine hos Franz Haas, heraf 2 Pinot Nero, hvoraf denne Pinot Nero er hans basisvin, men har et skræmmende højt niveau. Druerne kommer fra marker på bakkerne ved Mazzon, Pinzano, Gleno og Montagna i højder mellem 350 til 900 meter. Markerne dyrkes alle økologisk.

Druerne høstes med et udbytte på 35-40 hektoliter pr. hektar. Efter sortering af druerne gæres vinen med det naturlige gær i ståltanke, lagres 12 måneder i franske egetræsfade og minimum 10 måneder i flasken før frigivelse.

Det lidt særprægede etiket på vinen er designet af den italienske kunstner Riccardo Schweizer, som også kommer fra Alto Adige, men studerede kubisme i Paris under Pablo Picasso og Joan Mirò.

Denne kubistiske stil er også tydelig på etiketterne, som egentligt blev bestilt af Maria Luisa Manna-Haas, da Schweizer i forvejen var en nær ven af familien Haas.

Faktisk var designet af etiketterne en gave fra Maria Luisa til Franz på hans fødselsdag, og den allerførste etikette, var etiketten til en 1987 Pinot Nero Schweizer, husets topvin på Pinot Nero.

Nå, men lad os smage denne almindelige 2013 Pinot Nero, som der imidlertid ikke er noget almindeligt over. Næsen er sød, landlig og aromatisk kostald, et stort MUH brøl og den dufter endnu bedre end forrige vin. Frugten skriger både hindbær og mørke kirsebær. Det et let, landligt med bolsjer, kanel, nelliker og brændte egefade. Det er klart #farerglad.

I munden er vinen blød, let og livlig med hindbær, moden kirsebær og hvor er det hele dog bare ZEN – total luftig balance. Total meditation og helbredende saft til din sjæl … eller sagt på jysk, så smager det herregodt. 6 store, fedtede tommelfingre op … og sgu næsten på nippet til at smide en halv finger oveni.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 260 kr., mens prisen er 189,50 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2013 J. Hofstätter, Riserva Mazon Pinot Nero, Alto Adige, Italien

2013 J. Hofstätter, Riserva Mazon Pinot Nero, Alto Adige, ItalienBuona, grande, unico e bella … Pinot Nero fra Tenuta J. Hofstätter – et af de bedste vinhuse i Alto Adige området – er sgu altid stjernegodt, hvilket denne 2013’er Riserva Mazon Pinot Nero er et strålende eksempel på.

Det er oss’ en vin, som jeg tidligere har smagt, senest i en flot årgang 2010, men her er vinen så et par år yngre.

J. Hofstätter ligger på  den centrale plads midt i den lille by Termeno, under en kilometer fra floden Aldige og omkring 15-20 kilometer syd for den større by Bolzano.

Vinhuset er grundlagt i 1907 af Josef Hofstätter. Han var oprindelig smed, så han måtte lave vinen i fritiden. Det skete i kælderen på hustruens kro Schwarzer Adler og så kunne han jo meget passende også sælge vinen på kroen. På dette tidspunkt var Hofstätters vinmarker placeret på den vestlige side af floden Adige.

Det blev Josefs nevø Konrad Oberhofer, som sammen med hustruen Luise overtog vingården i 1942. Det var specielt Konrad Oberhofer, som udviklede vingården. Han var den første i Sydtyrol at separere druerne fra de forskellige marker, både i vinificeringen og ved i produktionen at lave enkeltmarksvine.

Konrad Oberhofer datter Sieglinde giftede sig i 1959 med Paolo Foradori, hvis familie i årtier havde produceret kvalitetsvin fra marker på østsiden af Adige.

Dette ægteskab har betydet at Hofstätter i dag råder omkring 50 hektar af de bedste vinmarker i området fordelt på en del ejendomme, nemlig Kolbenhof, Barthenau, Yngram, Steinraffler, Rechtenthaler Schlossleiten og Cereseto Superiore.

I dag er det 4. generation i form af Martin Foradori Hofstätter, som driver vinhuset. Han er af den overbevisning, at det er i vinmarken, at det store arbejde skal ligge for at sikre en høj kvalitet af vinen.

Ydermere benytter man sig af biologisk skadedyrsbekæmpelse. I det hele taget sigter man på i fremtiden udelukkende at fremstille vin på økologisk dyrkede druer.

Martin er udover de normale druer Gewürztraminer, Pinot Blanc, Lagrein, Schiava og Pinot Noir vild med Riesling. Det har betydet, at han har investeret i en række Riesling vinmarker ved Saar i Tyskland. Dermed er han den første italienske vinmager, som ejer marker der.

Vinene i det tyske bliver produceret hos Weingut Fischer i Bocksteinhof, som nu drives af Martin Foradori Hofstätter, Johannes Fischer og Nik Weis fra St. Urbans-Hof i fælles samarbejde.

Nå, men på Tenuta J. Hofstätter laver de bl.a. denne Riserva Mazon Pinot Nero, hvor druerne kommer fra marken Mazon. Inden vinificeringen afstilkes 75% af druerne, mens den sidste del går i pressen uden afstilkning.

Vinen er derefter lavet med maceration i 11 dage og efter fermentering lagrer vinen 12 måneder i små egetræsfade efterfulgt af yderligere 6 måneder på almindelige egetræsfade og 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Og denne Riserva Mazon Pinot Nero fra det herrens år 2013 dufter sgu freaking fabiolus … nærmest mørk og animalsk med blåbær, hindbær, lidt syltetøj, mejeri og gammel stald … virkelig en omfavnende kostald på steroider og godt med mælkesyre. Den er pæn rustik med en ulden sødme i duften. Bella.

Smagen er frisk og proppet med elegant frugt … tør, frisk og byder både på peber, bitterhed, syrlige kirsebær, præcise tanniner, kanel og mælkechokolade. Syreniveauet er pænt og leverer varen sammen med Pinot Noirs lethed og elegance.

Forhandles herhjemme af Taatrup Ny Vinhandel, hvor en flaske koster 280 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7