2016 Elena Walch, Pinot Nero Blauburgunder Selezione, Alto Aldige, Italien

2016 Elena Walch, Pinot Nero Blauburgunder Selezione, Alto Aldige, ItalienOpvarmningen bestod af 4 x Pinot Noirsk gudesaft fra Alto Aldige og denne Pinot Nero Blauburgunder Selezione fra Elena Walch var anden i rækken.

Elena Walch kaldes dronningen af Alto Adige, men hun blev selv først vinbonde i 1985, da hun giftede sig ind i en gammel vinfamilie i området. Elena bragte nye og moderne metoder til vinfremstilling ind i det gamle og traditionelle familieforetagende og har bragt vingården frem til at høre blandt eliten i området.

Hun startede også med at transformere alle sine marker i en meget kvalitetsbevidst retning. De blev genplantet med de bedste og mest kvalitative kloner, som er plantet så tæt som muligt på markerne, for at presse vinstokkene mest muligt.

I dag driver hun vingården sammen med sine 2 døtre Julia og Karoline Walch, som således er 5. generation på vingården. Det er selvfølgelig Elena og de to smukke døtre, som I kan se på billedet ovenover.

Elena Walch ejer i dag samlet 60 hektar vinmarker, som er fordelt på to ejendomme i området, nemlig Castel Ringberg ved søen Kalteren samt Vigna Kastelaz nær byen Tramin.

Alle Elenas marker er i dag beliggende omkring disse to ejendomme, der hver især har deres unikke terroir, hvilket gør, at hun dyrker forskellige druer på hver ejendom.

Generelt fremstiller Elena Walch i dag meget drue-typiske vine, med fokus på ren frugtighed og lang elegant eftersmag. Kun de bedste vine lagres på barrique, og i hendes premium serie er hun nede under 20% på egetræsfade for at bevare mest mulig frugt og druekarakter.

Denne Pinot Nero Blauburgunder Selezione er lavet med druer fra både marken Barleith samt nogle lejede vinmarker i Tramin og Caldaro. Vinen er lavet i rustfrie ståltanke, maceration i 10 dage og efter fermenteringen er vinen lagret i dels store egefade samt i rustfrie ståltanke … perioden fremgår dog ikke.

Ligesom forrige Pinot Noir har denne også en markant grøn og urtet næse, men denne er mere frisk og mere landlig samt aromatisk i udtrykket. Frugten er også en kende lettere, mere kirsebær og hindbær, lidt som syrlige drops. Frugten er egentlig meget ren og direkte sammen med lidt hvid peber.

I munden er vinen blød, elegant og – ligesom duften – mere let i udtrykket. Der er tydelige tanniner, fast struktur i vinen, som også har et let sødme, mens syren er let og elegant.

Forhandles herhjemme af Otto Suenson, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Cantina Terlan, Pinot Noir Tradition, Alto Adige, Italien

2016 Cantina Terlan, Pinot Noir Tradition, Alto Adige, ItalienAftenens vært kaldte vinene på Pinot Noir aka Spätburgunder for opvarmning til rigtige vine … fint med mig, blot opvarmningen tager lannnng tid. En af de vine, som vi varmede op med var denne Pinot Noir Tradition fra Cantina Terlan aka. Kellerei Terlan.

Vi har vinmæssigt fået iført os et par slidte lederhosen, for det lille kooperativ holder nemlig til i Sydtyrol, helt præcis i vinbyen Terlan eller Terlano, som byen hedder på italiensk, der ligger 7-8 kilometer nordvest for Bolzano.

Cantina Terlan er grundlagt i 1893 og er i dag et topmoderne kooperativ bestående af over 143 vinavlere, som samlet repræsenterer omkring 165 hektar vinmarker med stejle, bjergrige vinmarker med rød, vulkansk og kvartsholdige porfyr jord, der både har et meget højt mineral indhold og er fantastisk veldrænet.

Og det er heller ikke et helt almindeligt kooperativ, for de ligger kvalitetsmæssigt helt i top og producerer specielt hvidvine, som er meget efterspurgte.

Derfor er Cantina Terlan også noget så usædvanligt som et kooperativ, der sælger deres vine per allokation, altså hvor importørerne får tildelt en begrænset mængde hvert år.

Cantina Terlan har tradition for at lave utroligt sejlivede, rene, mineralske og syrerige hvidvine, der kan overleve årtiers lagring.

Levetiden af deres vine skyldes en kombination af det høje indhold af mineraler i jorden, gamle vinstokke, omhyggeligt plejede vinmarker, der dyrkes efter bæredygtige principper, lave høstudbytter, og en streng udvælgelse af kun de sundeste og fuldt modne druer.

I kælderen regerer den unge vinmager Rudi Kofler og han har i højere grad fokus på at stimulere de mere mineralske sekundære og tertiære aromaer, frem for de primære – men ofte hurtigt døde frugtaromaer, som man ellers normalt har fokus på i hvidvine.

Afhængigt af vinen lagrer Rudi sine vine på tanke af rustfrit stål, store træfade eller barriques. Der lægges særlig vægt på “sur lie” metoden, hvor vinene ofte ligger på bærmen i årevis før de aftappes og efterlades til langsomt at modnes til perfektion. Den langsomme modningsproces giver vinene deres særlige karakter og kompleksitet.

At Terlans metode virker kan ses i vingårdens vinarkiv, som indeholder mere end 20.000 sjældne flasker i en samling, som omfatter årgange helt tilbage til 1955. Man finder endda enkelte flasker fra 1893, det år vingården blev grundlagt. Disse hvidvine har gentagne gange overrasket selv erfarne vinanmeldere over hele verden.

Cantina Terlan arbejder med 4 serier af vine: Tradition, Selection, Rarities og Terlaner I og denne Pinot Noir er selvfølgelig fra Tradition serien … huset entry-level vine.

Pinot Noir Tradition er lavet med druer, der er høstet med et udbytte på 63 hektoliter pr. hektar, hvorefter de afstilkes og gennemgår en langsom fermentering på rustfrie ståltanke og derefter lagrer i egefade 7-10 måneder. Der produceres årligt 35.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt en ganske grøn og urtet Pinot Noir. Der er grønne vinblade og endda lidt eukalyptus i næsen, mens frugten er sådan mere kirsebær, brombær samtidig med, at vinen har et lidt varmt udtryk uden den store mineralitet eller syre.

I munden er der også godt med sol, kraft og måske ikke så megen finesse og lethed. som Pinot Noir ellers kan byde på.  Der er god tanniner og smagsmæssigt fornemmes de mineraler, som jeg ikke kunne fange i duften.

Forhandles herhjemme af Philipson Wine, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4/7