2015 Weingut H.T. Eser, Riesling Mineralist Trocken, Rheingau, Tyskland

2015 Weingut H.T. Eser, Riesling Mineralist Trocken, Rheingau, TysklandDenne Riesling Mineralist Trocken fra Weingut H.T. Eser har jeg smagt tidligere i årgang 2012 … men dengang hed vinen imidlertid Riesling Oestricher Lenchen Trocken. Det er dog samme vin.

Vi er selvfølgelig i Rheingau ved byen Oestrich-Winkel lige op ad Rhinen små 5 kilometer nordøst for Rüdesheim. Det er i den by, at der findes flere vinproducenter med navnet Eser, bl.a. vinhusene Weingut August Eser, Weingut Bernhard Eser og så dette Weingut H. T. Eser, som drives af brødrene Christoph og Thomas Eser.

Christoph og Thomas Eser er tredje generation på vingården, som er grundlagt tilbage i 1936. Brødrene driver i alt 15 hektar vinmarker, primært markerne Oestricher Doosberg og Oestricher Lenchen, hvor den første er den absolut bedste vinmark.

Og der dyrkes 85% Riesling, mens resten er Pinot Noir. Nogle af vinene laves i rustfrie ståltanke, og nogle laves mere traditionelt i store egetræfade.

Brødrene holder til i en gammel ejendom, der kan dateres tilbage til 1894 og hvor der gennem alle årene har været produceret vin. Denne villa har en dyb kælder, der har de perfekte forhold til fremstilling af vin med god kølighed og optimal fugtighed.

Denne Riesling Mineralist Trocken er lavet med druer fra marken Oestricher Lenchen, som skulle være den største vinmark i Oestrich. Alle druer stammer fra egne marker og håndhøstes på de meget stejle, mineralrige og lerholdige skråninger. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke.

Næsen råber klart Riesling, men det er uden petroleum, selvom der måske kan anes en let spiren af noget, som måske kan komme derhenad. Der er i stedet fersken, kvæde, mirabeller, hyld, melon, lidt grønne blade og samlet set præges duften meget af en rund, varm og lidt krydret side.

I munden er det en Riesling med både fedme og søde krydderier, våde sten og måske en kende for megen alkohol, som sammen med citronsyren bider rigeligt på tungen. Dermed bliver vinen smagsmæssigt lidt kantet og kluntet.

Vinene fra Weingut H.T. Eser forhandles herhjemme af Skjold-Burne, men denne er ikke fundet i sortimentet. Købt i Tyskland, hvor prisen ligger på 8,90€ … svarende til 66 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2014 Weingut Markowitsch, Grüner Veltliner Alte Reben, Carnuntum, Østrig

2014 Weingut Markowitsch, Grüner Veltliner Alte Reben, Carnuntum, ØstrigOg lad os fortsætte med endnu en vin fra rodekassen … hvor Houlberg i et kort, ledigt øjeblik forsøgte at finde guld, små skatte eller sjove, interessante vine. Måske er det lykkedes med endnu en vin fra Weingut Markowitsch, nemlig hans Grüner Veltliner Alte Reben.

Det er i hvert fald ikke en vin, som jeg tidligere har smagt, selvom jeg jo egentlig er ganske begejstret for vinene fra den gode Weingut Gerhard Markowitsch fra den lille by Göttlesbrunn i vinregionen Carnuntum i Østrig.

Grüner Veltliner Alte Reben er – som navnet også siger – lavet med druer fra gamle vinstokke, hvilket i dette tilfælde betyder omkring 35 år gamle. Druerne er høstet forholdsvis sent i slutningen af oktober.

Fermenteringen sker i rustfrie ståltanke ved 20 grader, hvor vinen også efterfølgende lagrer en periode sur lie, altså på bærmen. Vinen har 2,6 gram restsukker pr. liter.

Det er en vin, som i den østrigske Falstaff Weinguide 2015/2016 har fået 90-92 point og ellers ligger sådan midt i feltet i Falstaffs vurdering af Grüner Veltliner vinene i årgang 2014.

Duftmæssigt en lidt grøn aroma, hyld, en astronaut ispind, svag babybræk på den gode måde, røg, lidt bladselleri, mens frugten er æbler, grape, en anelse krydderurter samt lidt hospitalsgang.

I munden er vinen egentlig meget blød og ligetil med tropiske frugter, mineraler og egentlig også både friskhed og en smule modenhed i frugten. Syren er direkte og grøn … eftersmagen ganske fornuftig længde.

Vinen koster normalt 159,95 kr. for en flaske og 120 kr. ved køb af 6 flasker. Jeg fandt mit eksemplar til 90 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 Mount Edward, Riesling, Central Otago, New Zealand

2013 Mount Edward, Riesling, Central Otago, New ZealandNogle gange er man bare fucking svineheldig … og denne Riesling fra vinhuset Mount Edward viste sig at være et sandt røverkøb.

Bevares, jeg ved godt, at der laves god vin på New Zealand, men jeg kendte intet til denne lille bandit, som alligevel tog mig med bukserne nede … og så til 130 kr.

Den gode Mosel producent Ernst Loosen har da også udtalt følgende om netop denne vin:  My god it’s so good it could be JJ Prum. Og han har fandeme ret.

Vinhuset Mount Edward er et lille vineri, som ligger i hjertet af Gibbston regionen omkring 25 km fra Queenstown i vinområdet Central Otago. Vi er selvfølgelig på Nordøen i New Zealand.

Vingården blev grundlagt i 1997 af Alan Brady, som samtidig var en af pionererne for Central Otago. Imidlertid blev vingården i 2004 overtaget af vinmageren Duncan Forsyth og forretningsmanden John Buchanon, der er bosat på Bermuda,

De laver vine fra druer fra både egne marker samt fra en række vinavlere, som de har samarbejdsaftaler med. Deres egne marker omfatter Morrison Vineyard i Lowburn, Muirkirk Vineyard ved Felton Road, Susan’s Vineyard ved Cairnmuir Road i Bannockburn samt Drumlin Vineyard på Coalpit Road.

Fra etableringen har fokus primært været Pinot Noir samt Riesling, hvilket også fortsat er gældende, men vinmageren Duncan Forsyth er ganske innovativ og laver i dag også alt fra Pet Nat til orangevin samt vine på Gamay, Grüner Veltliner, Pinot Gris og Chardonnay.

Alle marker drives i dag økologisk og er Bio Gro certificeret, mens de tilknyttede vinavlere enten er certificerede økologiske eller har begyndt en proces med omlægning til økologisk drift.

Vinene er produceret på traditionel måde med naturgær og minimal menneskelig indgriben. Elegante vine med præcision, klarhed og en vibrerende følelse. Vine, der afspejler deres årgang og markerne, som de kommer fra.

Denne Riesling er lavet med druer, som ikke afstilkes og hvor der alene bruges druernes vilde gær. Fermenteringen sker forholdsvis koldt på en blanding af rustfrie ståltanke og cementtanke. Vinen er efter fermenteringen lagret 3 måneder på bærmen og indeholder et pænt sukkerindhold på 8 gram restsukker pr. liter.

Og for satan da en næse … godt med petroleum, nærmest både benzin og diesel fra en gammel Scandia klar til næste optankning. Derudover er det blomster, citrus, grønne og gærede æbler, våde sten og nogle søde krydderier. Det dufter stjernegodt og man bliver sgu helt glad indeni. Nam for pokker.

I munden er der langt mere tyngde, end jeg lige havde forventet, og der kommer klart nogle Mosel referencer. Der er godt med kraft, virkelig koncentreret saft, krydret syre og svag bitter grape, sødme og en lidt underspillet mineralitet. Det er bare godt.

Købt i rodekassen hos SuperVin i Hjørring til 130 kr., men importør er Laudrup Vin, hvor en flaske af nyere årgang ellers koster 230 kr. ved køb af 1 flaske og 175 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 6/7 

N.V. Champagne Deutz, Brut Classic, Champagne, Frankrig

N.V. Champagne Deutz, Brut Classic, Champagne, FrankrigDe gode folk hos H.J. Hansen Vin i Odense havde dog også sørget for, at den internationale champagnedag kunne markeres helt korrekt … nemlig med den totalt elegante Brut Classic fra Champagne Deutz.

Suk, hvor har jeg dog savnet den champagne, som jeg sidst smagte for næsten 4 år siden, nemlig tilbage i november 2013. Derfor var det også et skønt gensyn og en god lejlighed til at skrive om champagnen og champagnehuset Deutz igen. Gode ting er værd at gentage, og champagnen levede også op til mine forventninger og erindring, men det vender jeg fluks tilbage til.

Champagne Deutz hed oprindeligt Deutz & Geldermann og blev grundlagt af de to vinkøbmænd William Deutz og Pierre-Hubert Geldermann i 1838 i byen Aÿ i Champagne.

William og Pierre-Hubert kom selv begge fra Aix-la-Chapelle, men stammede oprindeligt fra Tyskland, som også fra starten – sammen med Frankrig – blev deres vigtigste marked.

De lagde fra starten en linje, hvor kvaliteten var det primære. De opkøbte derfor løbende en række af de bedste vinmarker og udnyttede i produktionen deres store tekniske ekspertise og et indgående kendskab til vinmarkedet.

Allerede ved indgangen til det 20. århundrede havde champagnehuset opnået et solidt navn og solgte deres champagner til det meste af verdenen. Den linje blev sidenhen videreført af André Lallier, oldebarn af William Deutz og efterfølgende af familien igennem flere generationer.

Den store succes har også betydet, at Champagne Deutz siden grundlæggelsen af Syndicat des Grandes Marques de Champagne i 1882 har været et aktivt medlem af denne eksklusive organisation. Den består af de 20 bedste huse, kendt for deres kvalitet i både Frankrig og resten af verden, hvor der nydes luksus champagner.

I 1983 blev Deutz imidlertid opkøbt af Rouzaud familien, der også ejer champagnehuset Louis Roederer, Bordeaux slottet Château Vernous og det store Rhônehus Delas Frères.

Siden 1993 har Deutz været en fuldt integreret del af Louis Roederer Group, som også flere gange måtte indskyde kapital i foretagendet grundet en vaklende drift i starten af 1990’erne.

Redningsmanden for Deutz blev Fabrice Rosset, som blev ansat som ansvarlig for driften i 1996. Han stoppede Deutz’ fokus på at skulle konkurrere mod verdenens dyreste champagne Cristal og startede en mere beskeden, ydmyg tilgang, hvor Deutz skulle levere god kvalitet til fornuftige penge.

Han startede med at smage husets champagner og fandt en halv million flasker, som ikke levede op til hans kvalitetsnormer. Dem solgte han derfor til andre unavngivne champagnehuse.

Derudover fortsatte han egentlig blot med husets gamle kvalitetsnormer, hvor alle champagner udelukkende produceres af most fra første pres og med de gamle produktionsmetoder, der er nødvendig til fremstilling af store champagner.

Og det har givet pote …  Fabrice Rosset har øget kvaliteten i champagnerne, holdt en fornuftig pris og det har resulteret i et markant øget salg. Fra et salg i 1996 på omkring 600.000 flasker, så sælger Deutz i dag mere end 2 millioner flasker champagner årligt.

Den store vækst har betydet, at Fabrice Rosset i dag også køber både druer og vin fra andre vinavlere og kooperativer. Men fremstillingen af champagnerne sker fortsat på Deutz efter de gamle kvalitetsnormer. Denne praksis er fortsat uændret.

Denne Brut Classic er nok Deutz’ mest klassiske champagne … en Non Vintage, lavet på 34% Chardonnay, 33% Pinot Noir samt 33% Pinot Meunier. Selvfølgelig lavet efter den traditionelle champagne metode – Methode Traditionelle – dvs. med 2. gæringen på flaske.

Og hold nu kæft … sikke en smuk, aromatisk næse med gule æbler, gærede nedfaldsæbler, pærer, mandler, marcipan – af den tyske slags, toast, en blomstereng og mine mormors walesboller. Det dufter da for lækkert.

Champagnen har en frisk syre, meget små, tætte og blide bobler, som popper fint på tungen, svag grape samt en god vedvarende smag. Boblerne holder klart længere end foregående cava og champagnen virker langt mere helstøbt og balanceret. Frisk, frugtrig, fint og elegant. Det smager herregodt og måske en tak bedre end sidst jeg smagte den i 2013.

Forhandles af H.J. Hansen Vin aka Vinspecialisten, hvor en flaske normalt koster 395 kr. Fra 01.11.2017 og frem til nytår er prisen dog 300 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2014 Juvé y Camps, Cava Brut Naturel Reserva de la Familia Edición Limitada, Penedès, Spanien

2014 Juvé y Camps, Cava Brut Naturel Reserva de la Familia Edición Limitada, Penedès, SpanienFredag den 20. oktober var det international champagnedag aka Global Champagne Day og det var jo en god lejlighed til at starte weekenden med lidt bobler. Jeg startede dog ikke i Champagne, men i stedet med lidt jubilæumsbobler … en Cava Brut Naturel Reserva de la Familia Edición Limitada fra cavahuset Juvé y Camps.

Flasken var i en kasse med 6 blandede vine sendt fra marketingschefen fra det gamle, historiske H.J. Hansen Vin fra Odense til jeres flittige vinblogger, da de tilsyneladende også har fået øje på bloggen og gerne vil samarbejde om lidt produktanmeldelser.

Det er jeg – som altid – frisk på, blot med den passus, at mine anmeldelser altid er total uafhængige og at jeg dermed ikke kan garantere, at vinene får gode anmeldelser. Men sådan skal det jo også være. Se eventuelt min side; Skal din vin anmeldes?

Nå, men Juvé y Camps er vi jo stødt på før her på bloggen. Det gamle cavahus ligger ved byen Sant Sadurní D’Anoia i vinområdet Penedès, den nordøstlige del af Spanien ved den catalanske middelhavskyst syd for Barcelona. Eller med andre ord samme område som forrige vin.

Det er et vinhus med en lang vinhistorie, og det har produceret kvalitetsvine i mere end 200 år. Huset er oprindeligt grundlagt af Joan Juvé Mir i 1796, som sammen med sønnen Antoni Juvé Escaiola fik en mindre vinproduktion op at stå på familiens vingård i Sant Sadurní D’Anoia, men det var først generationer efter, at der kom gang i produktionen af den mousserende vin.

I 1921 var det nemlig Joan Juvé Baqués, som sammen med hustruen Teresa Camps Ferrer fik vingården rigtigt på fode og samme år lancerede den første mousserende vin. Siden har fokus været på de mousserende vine, selvom der såmænd også laves både hvidvine, en enkelt rosévin samt rødvine på vingården.

Juvé y Camps er i dag den indiskutabelt førende indenfor eksklusiv Cava, hvilket bl.a. kan illustreres ved, at hele husets Cava-sortiment udelukkende er luksus-Cava’er, som tilsammen udgør ikke mindre end 80% af det totale verdensmarked for eksklusive Cavaer.

I dag holder Juvé y Camps til i en top moderne vingård i byen Sant Sadurní D’Anoia i. Vingården er bygget i år 2000 og tegnet af familiens arkitekt Josep Juvé Raventós.

Druerne til husets forskellige vine kommer udelukkende fra Juvé y Camps egne marker, og familien ejer i dag fire vingårde og samlet omkring 420 hektar vinmarker, hvilket gør huset til den største besidder af vinmarker i Penedès.

Denne Cava Brut Naturel Reserva de la Familia Edición Limitada er en årgang 2014, men frigivet i år … altså i 2017. Den er lavet som en specialudgave for at fejre, at det er 40 år siden, at denne cava første gang kom på markedet.

Det er således en limited edition, som er udarbejdet efter de samme kriterier, som da vinen første gang kom på markedet i 1977. Der står ikke årstal foran på etiketten, som ellers normalt, og flaskens fortløbende nummer står nu også på bagetiketten.

Om produktion som i 1977 betyder, at druesammensætningen er anderledes end i dag, tror jeg imidlertid ikke. Det betyder så, at cavaen er lavet på 55% Xarel·lo, 35% Macabeu og 10% Parellada, alle høstet på 3 af husets vingårde, nemlig Espiells, Can Massana samt La Cuscona.

Der anvendes kun fritløbende most og vinen er lavet efter den traditionelle champagne metode – Methode Traditionelle – dvs. med 2. gæringen på flaske. Denne Cava Brut Naturel Reserva de la Familia har samlet lagret 36 måneder på flaske.

Lad os boble løs … vi stikker snotten i glasset, hvor næsen afslører en herlig prikkende og krydret aroma. Det krydrede er ganske pænt i fokus og suppleres ellers af modne pærer, citrus, nødder, toast, gæret dej og lidt røg.  Det krydrede afslører, at det ikke er klassiske bobler fra Champagne, men aromaen er ellers ganske lækker og berusende.

I munden er vinen ganske cremet og boblerne meget blide … faktisk så blide, at de forholdsvis hurtigt fader ud. Det er frisk, cremet med æbler, grape, en lidt nøddet smag samt igen lidt toast. Skulle jeg bestemme, så måtte der godt være en snas mere bobler. Det er dog sammenlagt en lækker lille, krydret boblesag.

Forhandles af H.J. Hansen Vin aka Vinspecialisten, hvor en flaske normalt koster 165 kr. Fra 01.11.2017 og frem til nytår er prisen dog 135 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Loxarel, Cora de Loxarel Blanco Organic, Penedès, Spanien

2014 Loxarel, Cora de Loxarel Blanco Organic, Penedès, SpanienHold nu kæft … den hest kunne jeg tegne bedre selv, tænkte jeg ved et kig på etiketten af denne Cora de Loxarel Blanco Organic fra vinhuset Loxarel.

Men kunstnerisk ser den sgu ud, men det gælder nu stort set alle vinene fra vinhuset Loxarel, som ligger lidt syd for byen Vilobí del Penedès omkring 30 kilometer vest for Barcalona i Penedès vinområdet.

Loxarel drives af Josep Mitjans, som egentlig er 4. generation af vinavlere i familien, men reelt først grundlagde vingården Loxarel i dens nuværende form i 1987, da han kom med i driften af gården som en helt ung knøs.

Han havde siden barnsben været involveret i vinproduktionen og lavede selv sin første vin i 1985 som 16-årig … 1.000 flasker af en mousserende vin. Siden har Josep uddannet sig ønolog og stået i spidsen for en totalt omlægning af produktionen på den spanske vingård.

Det betyder bl.a. at vingården i dag drives både økologisk og  biodynamisk. Vingården er også medlem af Terra Dinàmica … en sammenslutning af catalonske, biodynamiske vinbønder, der siden 2008 har udviklet deres teknikker og markedsført deres vine i fællesskab.

Den biodynamiske tilgang betyder bl.a., at Loxarel hvert år graver 500 kohorn, fyldt med bl.a. kogødning og en ekstrakt af brændenælder, ned på deres marker. Dette skulle efter sigende betyde mere liv i husets omkring 40 hektar vinmarker.

Derudover sikrer en flok af 250 får en slags grøn beskæring i foråret. Det sker faktisk uden, at rører de – på det tidspunkt – grønne og syrlige første druer.

Udover den biodynamiske tilgang i markerne, så er Josep Mitjans også ganske innovativ i kælderarbejdet, hvor der – udover egefade og barriques – også anvendes store amphora krukker til lagring af vinene.

Den innovative tilgang kan også ses på vinene, som har anderledes og sjove etiketter. Og der laves samtidig mange forskellige vine på Loxarel, bl.a. 10 forskellige mousserende vine, et par vine udelukkende lagret på amphora krukkerne, et par naturvine og ellers forskellige biodynamiske vine.

Pt. laves der 4 rødvine, 2 rosévine og 6 hvidvine … altså foruden de 10 mousserende vine. Denne Cora de Loxarel Blanco Organic er lavet på Muscat d’Alexandrie og Xarel·lo druer fra Loxarels egne vinmarker i Penedès området.

Navnet Cora betyder i den græske mytologi en ung jomfru, og det skal vistnok illustrere noget med, hvordan stjerneformationerne Unicorn og Virgo  symboliserer en ren uskyld … okay her tabte jeg vist sammenhængen.

Det skulle dog have noget at gøre med alt det biodynamiske og der er da også et par streger på etiketten, som viser nogle stjernetegn eller stjerneformationer.

Nå, men lad os smage den kunstneriske hest, som dog ikke byder på en animalsk hestestald i næsen. Derimod er der godt med fersken, lidt abrikos, lindetræ, estragon, grønne blade, honning, citrus og derudover virker den lidt tør i udtrykket. Dufter virkelig godt.

Smagen er grøn og frisk, let bitter syre, lemon, grape … virker måske lidt vandet. Duften er klart vinens største force, selvom det egentligt samlet set er en ganske okay vin.

Købt i SuperVins rodekasse til 80 kr. Ellers fås vinen til 100 kr. hos Økologisk Vinimport.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Cave Saint-Marc, Vacqueyras les Seigneurs de Montrevel, Rhône, Frankrig

2015 Cave Saint-Marc, Vacqueyras les Seigneurs de Montrevel, Rhône, FrankrigAtter hos ståltankene i det store kooperativ Cave Saint-Marc aka Cooperative Agricole de Vinification Saint-Marc aka Rhône Rive Gauche, men denne Vacqueyras les Seigneurs de Montrevel er vel egentlig den bedste vin, som jeg endnu har smagt fra kooperativet i Caromb.

Det er en vin, som jeg ikke kan finde de helt store oplysninger om. Den skulle dog være lavet på 50% Grenache, 30% Syrah og 20% Cinsault. Derudover skulle vinen være vinificeret på betonfade, men ingen oplysninger i øvrigt … hverken om markerne, lagring eller andet.

Vinen fremgår da heller ikke af kooperativet e-butik, så i stedet springer vi da bare hovedkulds ind i mine smagsnoter, hvor næsen byder på lidt mejeriagtige noter, hvilket vi jo godt kan li’. Derudover er det grønne tobaksblade, krydderier, tørre og syrlige bær og vinen har en typisk Rhône aroma.

Smagsmæssigt er det okay, dog uden at være pragende. Vinen er blød, krydret og eftersmagen er okay. Det er dog heller ikke en vin, som vil gå over i historiebøgerne.

Forhandles hos Glud Vin, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

Houlbergs Vinblog … begejstring, interesse, samarbejde og SEO

H.J. Hansen Vin i Odense … det gamle hæderkronede vinfirma med rødder helt tilbage til 1829 har forleden – næsten ud af det blå – sendt jeres trofaste blogger på Houlbergs Vinblog en kasse med lidt vine til produktanmeldelse.

Det er sgu ret fedt, for livet som flittig vinblogger kan jo ærlig talt godt være lidt af en dyr hobby. Men selvfølgelig også lidt en cadeau og et rygklap til min lille vinblog, som tilsyneladende vinder mere og mere frem i det ganske land. I skrivende stund stiger antallet af besøgende fortsat stødt og er nu hastigt på vej mod 40.000 besøg hver måned.

Generelt er jeg sgu lidt oppe at køre over denne medvind og at der i den seneste tid har været flere henvendelser om samarbejde fra mange søde mennesker i vinbranchen. Senest har det – udover H.J. Hansen Vin – været anmeldelser af italienske vine fra de herlige gutter hos Italux samt et par champagner fra CRT Spirits.

Derudover ligger der pt følere ude fra både Winefamly og andre vinbutikker om et muligt samarbejde, så måske er der mere godt i vente for bloggens mange læsere. Det kan sgu gøre jeres flittige vinblogger ganske begejstret.

Måske skyldes den fornyede interesse, at jeg for et stykke tid siden begyndte at blive mere bevidst om SEO. WTF er SEO vil mange sikkert spørge? Se det vidste jeg sgu ærlig talt heller ikke det store om, men det er en form for søgemaskineoptimering og SEO er da også en forkortelse af Search Engine Optimization.

Det betyder på flad jysk dog alene, at hvert blogindlæg laves mere læsevenligt, hvilket jeg dog bestemt ikke er god til, for jeg elsker lange og snørklede sætninger.

Men det betyder også, at både min blog og blogindlæg får mere præcise meta-beskrivelser, således vinbloggen står bedre ved fx Google søgninger og andre søgninger. Houlberg | Blog om vin og gode oplevelser er med andre ord blevet mere synlig.

Det betyder dog ingenlunde, at mine vinanmeldelser bliver påvirket af sådanne sponsoreringer eller samarbejder. Her vil jeg sgu gerne bringe en klokkeklar disclaimer, eller hvad det nu hedder. Jeg skriver nemlig altid min ærlige mening uden bullshit, og det betyder også, at ethvert samarbejde eller sponsorering altid sker med den passus, at mine anmeldelser er total uafhængige og at jeg dermed ikke kan garantere, at vinene får gode anmeldelser.

Man smager jo det, som man smager og bliver begejstret eller skuffet. Og som min hedengangne moder altid sagde, så kommer man altid længst med sandheden. Med alt det kan I jo læse om på mine sider Karakterskalaen samt Skal din vin anmeldes?

Nå, men det var sgu også blot lige et glædesudbrud fra jeres flittige vinblogger, som pt i skrivende stund sidder midt i Rheingau, hvor jeg samt et par venner, er i gang med at besøge en række udvalgte vinproducenter, Det skal I selvfølgelig også nok komme til at læse mere om på bloggen.

Foreløbig skulle jeg sgu egentlig også blot lige dele min glæde over Houlberg Vinblogs fortsatte positive udvikling og taknemmelighed for et par nye samarbejder og kontakt til en række søde mennesker i vinbranchen.

2014 Weingut Markowitsch, Chardonnay, Carnuntum, Østrig

2014 Weingut Markowitsch, Chardonnay, Carnuntum, ØstrigWeingut Markowitsch laver fremragende Pinot Noir og Blaufränkisch, men jeg har aldrig smagt hvidvine fra der Top Winzer aus der Region Carnuntum. Men en rodekasse hos SuperVin i Hjørring med nedsatte restflasker bød bl.a. på denne Chardonnay fra Markowitsch. Haps.

Jeg har jo flere gange skrevet om den gode vingut Markowitsch, så jeg skal selvfølgelig nok spare jer for den historie igen. Hvis du vil læse om ham, så læs et af de øvrige blogindlæg om ham.

Weingut Markowitsch laver samlet 5 hvidvine, nemlig en enkelt på Sauvignon Blanc, 2 på Grüner Veltliner selvfølgelig og så 2 på Chardonnay … denne almindelige Chardonnay samt en Ried Schüttenberg enkeltmarks Chardonnay, som også er lagret på egefade.

Det er denne almindelige Chardonnay ikke … den er vinificeret på rustfrie ståltanke, en forholdsvis kold fermentering ved 18-20 grader og den er også lagret på ståltankene sur lie – altså med gærresterne – i en periode inden flaskning.

Trods den manglende fadlagring, så byder næsen alligevel på en typisk Chardonnay fedme, hyld, melon og nogle tropiske frugter. Derudover er der faktisk også både lidt vanilje og kanel, men disse noter må jo således ikke komme fra fadene.

Smagsmæssigt er vinen god blød, men slet ikke så fed, som duften ellers lover. Tværtimod er smagen nærmest let og perlende … frisk og tæt i munden. Ganske fornuftig vin, som beviser, at Markowitsch bestemt også kan lave hvidvin.

Vinen koster normalt 164,95 kr. for en flaske og 115 kr. ved køb af 6 flasker. Jeg fandt mit eksemplar til 80 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Delas Frères, Saint-Joseph François de Tournon, Rhône, Frankrig

Delas Frères er et af de vinhuse, som jeg har smagt en del vine fra og nu er det deres 2013 Saint-Joseph François de Tournon, som vi har i glasset.

Hvis du vil læse mere om huset, så læs fx min anmeldelse af den vin, som jeg sidst drak fra Delas Fréres, nemlig deres Hermitage Domaine des Tourettes.

Man skulle måske tro, at det var en enkeltmarksvin fra Saint-Joseph området, da den hedder François de Tournon, men det er et blend af druer fra forskellige marker fra Vion, Saint Jean de Muzols, Mauves og Tournon.

Det er selvfølgelig 100% Syrah og en vin, som der årligt laves 20.000 flasker af. Fermentering sker i åbne cementtanke,  hvor druerne får 2 dages kold maceration inden presning og fermentering ved 28-30 grader over 10-20 dage. Vinen lagrer efterfølgende 10 til 14 måneder i 1-3 år gamle egetræsfade.

Næsen er krydret og mørk … mejeri og peber. Det er som en mørk nat med sorte bær og Rhône aftrykket er klart. Frugten er overmoden med duften af en gammel ged, men af den gode slags, en gammel karklud, sorte oliven, mineraler, røg og lidt en overgæret aroma.  Dejlig Rhône duft.

Smagsmæssigt stringent smag med jern, rust, salt, mineraler, røg, peber samt saft og kraft. Vinen er nærmest proppet med frugt, godt rustik og virker endnu ganske ung i smagen.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 320 kr.

Vinanmeldelse 5/7