2014 Cape Founders, Pinot Noir Reserve, Western Cape, Sydafrika

2014 Cape Founders, Pinot Noir Reserve, Western Cape, SydafrikaPinot Noir Reserve fra et vinhus, som kalder sig Cape Founders fra Western Cape i Sydafrika. Sådan står der i hvert fald på etiketten, men vinen er imidlertid lavet af en vinmager i Alsace.

Vinmageren hedder Julien Schaal og han har skabt sin forretning ved at opkøbe druer og laver således vine fra primært Alsace, Sydfrankrig samt specielt Elgin i Sydafrika.

Hans interesse for vin begyndte, da han som barn var med sin onkel på arbejde på en vingård. Interessen blev videreført på kokkeskolen i Strasbourg, hvor han bestod med øget passion for vin.

Schaal fortsatte med at uddanne sig og startede på vinskolen i Beaune.  Efter 3 års studie og endnu et par år, hvor han kiggede vinmagere i Frankrig og Sydafrika over skulderen, besluttede Julien Schaal at lave sin egen vin.

I dag laver han således Riesling fra hans eget vineri, der ligger i Saint-Hippolyte i Alsace, men står altså også bag flere serier af vine fra Sydafrika og en af disse er altså med navnet Cape Founders. Det er vine i den billigere ende af skalaen, bl.a. kan vinen Cape Founders Shiraz Reserve findes til 39,99 kr. hos Calle ved grænsen.

Der findes 3 vine i Cape Founders serien og denne Pinot Noir er således en af disse.  Jeg har desværre ikke kunnet finde nogle oplysninger om produktionen, så jeg springer i stedet direkte til mine smagsnoter.

Duftmæssigt nærmest lidt gær, grønne blade, hindbær, kirsebær, granatæbler … den er virkelig sur og grøn. Smagen er dog blød og rund. Samtidig er der godt med sol, hindbær, jordbær samt masser af modne kirsebær og er ganske ukompliceret, hvilket måske også er vinens svaghed.

Fundet i Red Office kontorforsyning til 69,95 kr. eller SuperBrugsen på tilbud til 50 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2013 Muhr-Niepoort, Blaufränkisch Spitzerberg, Carnuntum, Østrig

2013 Muhr-Niepoort, Blaufränkisch Spitzerberg, Carnuntum, ØstrigBlaufränkisch Spitzerberg. Juhuuu. Det er ikke lang tid siden, at jeg skrev om samarbejdet mellem Philipp Kettern og Dirk Niepoort. Nu gælder det et af de andre projekter, som Dirk Niepoort er med i … Muhr-Niepoort i Østrig. Derfra kommer en af deres topvine, denne Blaufränkisch Spitzerberg.

Muhr-Niepoort blev grundlagt i 2002 i et samarbejde mellem Dirk Niepoort samt Dorli Muhr. Dorli var grundlægger og leder – Geschäftsführerin – af markedsføringsfirmaet Wine&Partners og havde bl.a. også arvet nogle små marker i Prellenkirchen.

Ved et besøg i området faldt Dirk for området … men specielt marken Spitzerberg og dens historie. Han så samtidig potentialet for vine på Blaufränkisch, som han – bortset fra Pinot Noir – anser som den mest elegante druesort i verden.

Spitzerberg marken, hvis skråninger, jordbunde og klima giver minder om Bourgogne, havde for hundrede år siden været blandt Østrigs mest berømte marker, men var siden blevet glemt.

Dirk og Dorli aka dobbelt DD blev hurtigt enige om, at dér skulle de lave vine sammen og det blev til et officielt samarbejde. Siden har parret investeret i flere hektar på Spitzerberg med mere end 30 år gamle Blaufränkisch vinstokke, og marken er godt på vej til at få sit gamle ry tilbage.

De første vine fra Muhr-Niepoor kom på markedet i 2004 og i dag laver de en række vine, primært på Blaufränkisch, men også et par hvide på henholdsvis Chardonnay, Riesling samt Grüner Veltliner.

Derudover har det vist sig, at Carnuntums terroirs også er uhyre lovende for Syrah. I 2009 fik vingårdens rene Syrah fra Spitzerberg sit gennembrud, for Gault Millau udråbte vinen for den 5. bedste rødvin i hele Østrig.

Denne vin er lavet på druer, som stammer fra op til 70 år gamle stokke. Den laves – som de ørige Muhr-van der Niepoorts vine – med fodtrædning, inden gæring i åbne træfade. Spitzerberg får desuden noget af sine magi ved, at den ydermere som regel sammenstikkes af to selektioner i vinmarken.

I den ene del høstes druerne sent, og der sker gæringen med stilkene, hvilket er meget risikabelt, men er en teknik, som Niepoort har forfinet med sine vine i Portugal. Den anden del høstes druerne tidligere og vinificeres uden stilke men får til gengæld lov at macerere i 2-3 måneder.

Duftmæssigt har vinen en vidunderlig  animalsk, næsten dyrisk, parfumeret og biodynamisk intensitet med syrlig mødding, syrlige kirsebær, blåbær, grønne blade, en blomstereng, fennikel, lakrids og lidt mynte.

I munden er det både let, læskende og saftigt. Der er blomster, elegance og en aggressiv syre, som egentlig passer meget fint sammen med det saftige … for vinen er virkelig, virkelig saftig. Det er let, tyndt, saftigt, syrerigt, fint og læskende. Smager virkelig godt og en af mine favoritter denne aften. #farerglad og #at nu kan alt andet være lige meget.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7