2009 Nyetimber, Blanc de Blancs, England

2009 Nyetimber, Blanc de Blancs, EnglandNever judge a book by its cover og hvis du ikk’ troede, at der kunne laves vin i England, så får du bogen i hovedet. Her har vi nemlig en flot Sparkling Wine … ren Blanc de Blancs fra vinhuset Nyetimber, der ligger lidt syd for byen West Chiltington omkring West Sussex og Hampshire.

Nyetimber ejes og drives af Eric Heerema, som plantede de første vinstokke i 1988. Den første Sparkling Wine blev dog først introduceret i 1992 og var en Blanc de Blancs. Den skabte furore ved en blindsmagning i London, da flere vineksperter mente det var en champagne.

I 2010 holdt det italienske vinmagasin Bollicini en blindsmagning i Verona med 52 mousserende vine. Smagningen blev vundet af Nyetimber foran bl.a. Bollinger Special Cuvée og Roederer samt flere andre champagner.

Nyetimber er også blevet serveret mange gange på Buckingham Palace af den kongelige familie, i Downing Street af premierministeren og ved mange officielle events som fx G20 topmødet i 2009 og ved de olympiske lege i 2012.

Nyetimber anvender udelukkende druer fra sine egne marker i West Sussex og Hampshire, hvor jordbunden minder meget om den i Champagne. Den er meget rig på kalk, mens temperaturerne er i gennemsnit én grad lavere end i Champagne, så lighederne er til at få øje på.

Derudover bruger Nyetimber udelukkende de klassiske champagnedruer Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay og vinene laves også efter den traditionelle champagnemetode.

Vinmarkerne og hele produktionen kalder Nyetimber selv natural winemaking, hvor man som udgangspunkt er økologisk og kun griber ind hvis det er nødvendigt.  Samlet har Nyetimber 170 hektar vinmarker.

Nyetimber er hidtil kun eksporteret til Japan, men findes naturligvis på mange toprestauranter i London, bl.a. på restauranter ejet af stjernekokkene Heston Blumenthal og Gordon Ramsay.

Husets vinmager er den yndige Cherie Spriggs, som stammer fra Canada, men taget sin uddannelse i Australien. Inden hun kom til Nyetimber i 2007 havde hun arbejdet i McLaren Vale og Hunter Valley i Australien, Central Otago i New Zealand og i Oregon.

Denne Blanc de Blancs er en af husets 5 Sparkling Wines … selvfølgelig lavet på 100% Chardonnay. Det er Nyetimbers prestige vin, som kun laves i udvalgte årgange og i forsvindende få eksemplarer.

Og jeg kan sgu heller ikke påstå, at dette ikke skulle være lige så godt som Champagne … tværtimod, for ligheden er slående. Næsen er lidt rustik og landlig, animalsk og støvet med pærer, fersken, gæret dej og ristet franskbrød. Boblerne er intense og driller på den skønneste måde i næseborene.

I munden er det blødt, cremet med let grape, lidt citrus, men bitterheden er fint dæmpet, så det ikke bliver for bittert. Der er også lidt gule æbler, kalk, mineraler mens boblerne er fine og lette, men dog fiser forholdsvis hurtigt ud efter et stykke tid i glasset. Men det smager sgu da herregodt.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 539,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

Vinaften 9. september 2017 … og endnu en håndfuld vine

Simultant med begyndende varsler om efterårets komme, vores lokale hestes genkomst med en tiltrængt samt overbevisende sejr i lokalderbyet mod de hvie’ fra AGF, den insisterende Irmas hærgen på en række caribiske øer, så var det også atter tid til endnu en vinaften med vingutterne.

Jeg havde pumpet min jernhest … ikke den sædvanlige celestefarvet og bedagede Bianci MTB fra det herrens år 1997. For selvom min iøjnefaldende Pantani biciclette på ingen måder er slidt og formentlig ikke har gået over 300 kilometer, så har de 20 år efterhånden mørnet dæk, slanger og flere eger er oss’ faldet af, mens andre blot rystende truer med det.

Jeg tog med andre ord en af husstandens andre cykler … for af sted inden kampen mellem hestene og De Hvide Fra Fredensvang var slut, godt beroliget med en sikker stilling på 3-1 til Randers, som – mens jeg trampede løs mod aftenens destination – blev udbygget til en endelig 4-1 sejr.

De knap 10 kilometer ind til aftenens vært Jan blev gennemført i adstadig tempo, men jeg arriverede alligevel som første mand. Vi fik dog hurtigt samling på tropperne, da både Paul og Steffen stødte til det fremragende selskab kort efter.

Det var første møde efter sommeren … ja faktisk lå sidste vinaften tilbage til ultimo april måned, hvor jeg husede gutterne til en aften med temaet; De røde beder (hva’ ka’ de ellers gøre?) … en farvet aften med rødderne.

Denne aften stod ikke i hverken rødbeder eller andre rodfrugters tegn, men Jan havde forberedt sig godt. Som inspiration til vinaftenen havde han og fruen endda foregående weekend besøgt den 3-stjernede Michelin restaurant Geranium. Se det kan man da kalde dedikation.

Og det kom vi faktisk til at mærke med det samme, for som startskud til aftenen skulle vi smage lidt bobler aka mousserende vin aka champagne. Eller … ja, det skulle vi gætte, men det var samme vin, som Jan havde smagt som velkomst netop på Geranium.

Druerne gættede både Paul og Steffen, nemlig Chardonnay, men at det var en engelsk mousserende vin – eller blot Sparkling Wine, som englænderne selv kalder det – havde ingen af os gættet, endsige overvejet.

Jeg havde dog læst, at der bliver lavet spændende mousserende vin i England og denne kommer fra marker i West Sussex og Hampshire i Sydengland, hvor jordbunden efter sigende skulle minde meget om jordbunden i Champagne. Spændende valg.

Således lettere opstemt satte vi os fluks til bords, og Jan havde allerede inden vores samling udsendt menuen via Messenger, og den bestod af:

  • Velkomst; aperitif med let snacks
  • Forret;  skaldyrssalat med avocado og krydderurter på skaller
  • Hovedret : portvinsbraiserede svinekæber med risotto af perlebyg og salvie
  • Dessert: lemoncurd på makronbund, med fløde og friske bær

Vi bringer selvfølgelig – som traditionen nærmest byder sig – et par billeder af maden:

Aperitif med let snacks


Fin lille starter … en mini pizza, som egentligt blot er lavet ovenpå tyrkiske fladbrød. Nemt, hurtigt og lækkert.

Skaldyrssalat med avocado og krydderurter på skaller


Sammen med aftenens hvidvin … en Chardonnay Reserve fra vinhuset Seresin Estate på New Zealand servede Jan en lille skaldyrssalat ovenpå en slags butterdejs skal.

Portvinsbraiserede svinekæber med risotto af perlebyg og salvie


Aftenens bedste ret efter min vurdering … elsker simpelthen svinekæber. Det er sgu noget af de bedste kød. Perlebyg er også en herlig ting og lavet som risotto er perfecto.

Lemoncurd på makronbund, med fløde og friske bær


Dessert skal der også til og denne lemoncurd bød både på syre, sødme, lidt knas og friskhed.

Jan havde fundet hans nye, papirtynde og fjerlette bourgogne Zalto glas frem. De er ganske imponerende og øger fornøjelsen ved at drikke vin ganske betragteligt … og med god grund, for der var linet en række lækre vine op. Feltet kom samlet til at se sådan her ud:

Som vanligt har jeg linket til mone beskrivelser og anmeldelser. To af vinene havde jeg smagt før … og den ene havde jeg endda selv taget med, da jeg synes, at drengene skulle smage Hans Vinding-Diers topvin fra Bodega Noemia. Den anden var Steffens 2006 Gavarini Chiniera fra Grasso … så på de to har jeg selvfølgelig blot linket til tidligere beskrivelser.

Igen blev det er blandet felt … og sjovt nok denne gang uden en eneste vin fra Frankrig med en afslutning med to vine på Malbec fra Argentina. Måske ikke overraskende var mine højdepunkter vinene fra Østrig og Italien.

I blindsmagningen fortsatte vi den praksis, at vi skulle gætte både druen (eller hoveddruen, hvis det var et blend) samt landet. Og det var såmænd ikke fordi, at vi denne lørdag var helt ultra skarpe, men vores battle endte med, at Steffen og jeg begge havde 6 point og Jan og Paul 3 point hver. 2 x omkamp.

Steffen løb med sejren i finalen, mens Jan tabte den anden omkamp og dermed blev podiepladserne således fordelt.