2015 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, Tyskland

Og vi fortsatte sgu med flere vine fra Weingut Franz Keller aka. Schwarzer Adler og nu på ren Spätburgunder i form af husets Oberbergener Bassgeige Spätburgunder.

Oberbergener Bassgeige Spätburgunder er en Erste Lage vin, hvor druerne kommer fra den mark, som i den grad præger den lille by Oberbergen, nemlig marken Bassgeige.

Bassgeige betyder kontrabas og skyldes, at marken Oberbergener Bassgeige– set fra oven – ligner en kontrabas og derfor har den simpelthen fået dette navn.

Og det smukke musikinstrument er blevet nærmest et logo for hele byen Oberbergen, hvilket betyder, at kontrabassen kan ses alle steder i byen, ved skulpturer ved indgangen til byen, i smedelåger foran ejendomme og selv det lokale kooperativ Winzergenossenschaft Oberbergen har kontrabassen som deres logo.

Her et foto fra marken Oberbergener Bassgeige.

Vinen er lavet med de bedste druer fra marken og produceret helt traditionelt og lagret på brugte barriques … fade, som har været brugt 2-3 gange tidligere.

Jeg har smagt Oberbergener Bassgeige Spätburgunder tidligere … selvfølgelig på sidste års besøg, men også tilbage i 2012, hvor jeg smagte vinen i en årgang 2008. Dengang var min frue helt vild med vinen og tøvede ikke med at kalde det, den bedste vin, hun nogensinde havde smagt, men hun var vist også tørstig der.

Men det er sgu ganske god tysk Spätburgunder … blændende smuk, lys og transparent i glasset. Næsen er – uha – animalsk, sød hestestald med die ganzen sweinerei. Der er mejeri, jordbæryoghurt, hindbær, bolsjesødme samt lidt nelliker.

I smagen er frugten lidt stram og tæt, men på et let og frisk måde. Der er hindbær, svag jern og mineraler, stringent, let og elegant. Rigtig lækker Spätburgunder.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 15€ … eller omkring 112 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Jeden Tag, Baden, Tyskland

For et år siden havde Jan og jeg et kongebesøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, hvilket jeg også skrev om i blogindlægget Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler.

Det havde Gert og frue også i sidste uge, hvor de bl.a. besøgte Kellers Michelin restaurant Schwarzer Adler og selvfølgelig også selve det topmoderne vineri. Der købte de en røvfuld af husets vine, herunder denne Jeden Tag.

Vinhuset laver 4 versioner af hverdagsvinen Jeden Tag … et hvidt blend, en ren Sauvignon Blanc, en rosé samt denne røde udgave, som er lavet på et blend af Spätburgunder, Cabernet Dorsa og Lemberger. Lemberger kender vi jo også som Blaufränkisch.

Vinen er lavet med druer fra en række forskellige marker og har 2 gram restsukker pr. liter. Den er lagret på brugte egefade, men hvor lang tid fremgår dog ikke.

I glasset afsløres det også, at det ikke er ren Spätburgunder, men har mere farve fra både Cabernet Dorsa og Blaufränkisch. Duften er også lidt mørkere og varmere med kirsebær, jordbær, brombær, lidt flæsk, animalsk stald, mejeri og krydderier.

Smagen er fyldig, rund og har både mørk frugt, jern, kant, ristet bitterhed og fint med tannin. Det er sgu fabelagtig hverdagsvin fra den gode Fritz og sønnike Friedrich.

Købt på vingården, hvor prisen er 9,00€ … svarende til 67 kr.

Vinanmeldelse 5/7