2014 Weingut Raddeck, Spätburgunder Edition 2Hügel im Barrique gereift, Rheinhessen, Tyskland

Fra besøget hos Weingut Raddeck smagte vi også denne Spätburgunder Edition 2Hügel im Barrique gereift … en vin, som Gert tidligere har serveret, blot i årgang 2013.

Druerne til vinen kommer både fra marker på Roter Hang med den røde skifer samt andre marker omkring Nierstein, hvor undergrunden består af lyse, gul/hvide kalksten.
Vinen er gæret på rustfrie ståltanke og derefter – som navnet fortæller – lagret på barriques, men hvor lang tid oplyses ikke, hverken på etiket eller hjemmeside.

I glasset er vinen mere transparent end forrige og næsen er klassisk tysk Spätburgunder med sød kostald, eg, syrlige kirsebær, godt urtet med hvid peber og kanel. Den virker måske duftmæssigt lidt fyldigere end de gængse tyske Spätburgundere.

Smagsmæssigt er der kirsebær, hindbær, sødme … er ganske blød, rund med sødme, peber, jern og en svag syre. Sødmen balancerer fint med den bløde syre, men sødmen vinder slaget marginalt.

Købt på vingården, hvor prisen er 12,50€ … eller omkring 93 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 half_thumb

2014 Winzergenossenschaft Bischoffingen-Endingen am Kaiserstuhl, Bischoffinger Enselberg Spätburgunder Réserve Trocken, Baden, Tyskland

Efter et besøg hos Weingut Johner i Bischoffingen gjorde Gert et kort stop hos kooperativet i byen. Kooperativet hedder Winzergenossenschaft Bischoffingen-Endingen am Kaiserstuhl og derfra kommer denne Bischoffinger Enselberg Spätburgunder Réserve Trocken. Spätburgunder på en fredag = OK.

Kooperativet stammer fra en sammenlægning i 2010 af Bischoffinger Winzerkeller og Winzergenossenschaft Endingen. Det blev så til det nuværende Winzergenossenschaft Bischoffingen-Endingen am Kaiserstuhl, som i dag har 335 vinavlere som medlemmer med omkring 276 hektar vinmarker.

Bischoffinger Winzerkeller er grundlagt tilbage i 1924, hvor 26 vinavlere gik sammen om i fællesskab at producere vine fra deres marker, mens Winzergenossenschaft Endingen er grundlagt af 25 vinavlere i 1935.

Fra medlemmernes 276 hektar vinmarker dyrkes specielt burgunder druer. Omkring 73% af markerne er tilplantet med Blauer Spätburgunder, Grauer Burgunder og Weisser Burgunder, mens 21% er Müller-Thurgau og resten en blanding af Silvaner, Riesling, Muskateller, Sauvignon Blanc og Gewürztraminer.

Kooperativet ledes af geschäftsführer Thomas Weiler, mens den ansvarlige vinmager er Norbert Kuhn som erste kellermeister. Han bliver dog godt støttet af den unge, talentfulde Thortsen Flösch.

Vinene fra det store kooperativ er fortsat opdelt i Bischoffinger Weine og Endinger Weine, og der laves selvfølgelig en lang række forskellige vine hos kooperativet, herunder selvfølgelig også denne Bischoffinger Enselberg Spätburgunder Réserve Trocken, der kommer fra serien af Bischoffinger Réserve vine.

Druerne til vinen kommer fra marken Enselberg, og der er alene valgt de bedste druer til Réserve vinene. Vinen er fermenteret på skindet og noget af vinen er lagret med bærmen på barriques i 9 måneder. Det er formentligt nogle af de fade, som kan ses på billedet ovenfor … de kan identificeres med et stort B for Bischoffingen.

I glasset er vinen ikke umiddelbart så lys, som man ellers finder hos de tyske Spätburgundere, mens næsen byder på animalske noter, sød stald, sure kirsebær, godt med røg, mørk chokolade, plaster og nogle grønne blade.

Smagsmæssigt er det kul, godt med syre … klart Spätburgunder med en vis tyngde, kirsebær, hindbær og krydrede elementer. Det er Spätburgunder med power, kant og halter måske en kende på elegance, lethed og raffinement.

Købt på kooperativet, hvor en flaske koster 14,90€ … svarende til omkring 111 kr.

Vinanmeldelse 4/7